Alt for mange ændringer på jobbet sender folk hurtigere på pension

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi hører det hele tiden. Danmark mangler arbejdskraft, og vi må få alle til at arbejde fuld tid, blive hurtigere færdige med studierne og forlænge arbejdslivet. Forlængelsen af arbejdslivet sker gennem forhøjelse af pensionsalderen, men også gennem en række tiltag, der skal give folk lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet: seniordage, seniorpræmier og seniorpolitikker, der giver seniorerne mere fleksibilitet.

Interessen i at forlænge arbejdslivet giver mening på flere måder. For det første udgør seniorerne den største tilførsel af arbejdskraft, vi ser på arbejdsmarkedet i dag. Det er store årgange, der befinder sig omkring pensionsalderen i disse år, og hvis de fortsætter lidt længere, falder bemandingsskemaerne måske ikke helt fra hinanden på de forskellige arbejdspladser.

For det andet er værdien af seniorernes arbejdskraft jo ikke bare de timer, de lægger, men også al den erfaring og visdom, de har tilegnet sig igennem et langt arbejdsliv. Vi bliver bedre formidlere med alderen og bliver bedre til at tænke i modsætninger, skabe trivsel omkring os og sætte ting i system. Aldersdiverse teams og arbejdspladser både trives og performer bedre.

For det tredje giver det også god mening for senioren selv i mange tilfælde. En ting er de økonomiske incitamenter til at fortsætte, men der er også mange, der finder mening, fællesskab og identitet igennem deres arbejde, som kan være svært at erstatte i pensionisttilværelsen.

Netop de sidste to gode grunde til at forlænge arbejdslivet – seniorernes erfaringer og den mening, de skaber sig gennem arbejdet – har været nogle af fokusområderne i et forskningsprojekt, vi er ved at afslutte på Center for Humanistisk Sundhedsforskning på Københavns Universitet.

I projektet De Erfarne støttet af Velliv Foreningen har vi med etnografiske metoder undersøgt gode seniorarbejdsliv på små og mellemstore virksomheder og på baggrund af vores materiale udviklet en række værktøjer, der skal bruges af arbejdspladserne til at udvikle en 55+-politik og gennemføre 55+-samtaler.

Formålet har været at undersøge, hvordan man kan fremme mental trivsel blandt seniormedarbejderne – både for deres mentale trivsels skyld, og fordi vi mener, at de lange arbejdsliv, der er så megen politisk og samfundsøkonomisk interesse i, skabes bedre med guleroden end med pisken. Sagt med andre ord skulle man måske forsøge at skabe arbejdsliv, man har lyst til at blive i, end arbejdsliv, man er tvunget til at blive i på grund af økonomiske interesser eller en forhøjet pensionsalder.

I de senere år har en del undersøgelser vist, at seniorer, der fortsætter med at deltage i kurser sent i arbejdslivet, også har en tendens til at fortsætte længere på arbejdsmarkedet. Samtidig viser andre undersøgelser, at mange ændringer på arbejdspladserne kan være med til at skubbe folk på pension.

Man vælger pensionen til, fordi man ikke orker endnu en ny ledelse, en ny organisationsstruktur eller et nyt it-system. I vores data kan vi se, at der er en sammenhæng og en modsætning mellem de to fund. For seniorerne kobler faktisk ofte ændringer på arbejdspladserne sammen med kravet til kompetenceudvikling.

Begge er udtryk for et forhastet og accelereret arbejdsmarked. Med andre ord er sammenhængen mellem sen pension og kompetenceudvikling ikke kausal. Sammenhængen er nok snarere, at de, der går sent på pension, i forvejen er tilbøjelige til at deltage i kompetenceudvikling hele livet.

Når vi har spurgt seniorerne om deres deltagelse i kompetenceudvikling og dynamikkerne omkring det, viser det sig, at mange af dem gerne vil deltage i forskellige former for kompetenceudvikling, men også at den kompetenceudvikling, de ofte tilbydes (eller påtvinges), snarere er med til at skubbe dem på pension.

Mange af de deltagende seniorer giver udtryk for, at de konstant må gennemgå obligatorisk kompetenceudvikling, som mest af alt handler om at få paratviden om sikkerhed, procedurer etc., uden at de skal bruge den viden til noget. De synes ellers, at de har deltaget i nok kedelige og irrelevante kurser gennem deres arbejdsliv. Hvor deres yngre kolleger kan være motiverede for kompetenceudvikling på grund af forfremmelser og lønstigning, er seniorerne motiverede for kompetenceudvikling, hvis den har relevans for dem selv og/eller deres arbejdsplads. Og det synes de ofte er en mangel.

Samtidig er der et krav til hele tiden at kompetenceudvikle sig. Den, der står stille, taber. Som sociologen Hartmut Rosa har skrevet i sin diagnosticering af accelerationssamfundet, befinder vi os alle på en nedadgående rulletrappe. For at bevare status quo må vi konstant tage små skridt opad. Vi skal arbejde hurtigere, have flere kompetencer, erobre nyt land og skabe mere vækst for at bevare vores status på arbejdsmarkedet.

Science fiction-forfatteren Ursula K. Le Guin og kulturteoretikeren Donna Haraway har beskrevet, hvordan vores måder at fortælle historier på er præget af helte, der nedlægger og erobrer. Vi fortæller menneskehedens historie gennem sværdet og erobringen. Men menneskehedens historie er ikke primært den om sværdet.

For Le Guin og Haraway er det derimod historien om beholderen, der bør være menneskehedens primære måde at fortælle historier på. Den lille pose, som vi har samlet bær og svampe i. Sækken, vi har kornet i. Posen, vi har vores indkøb i. Tasken, vi har vores computer i. Lommen, vi har vores telefon i. I vores måde at fortælle historier på bliver beholderen og hverdagslivets omsorg og vedligehold usynlig.

For os at se gælder det også fortællingen om arbejdsmarkedet. Vi kan se det i deltagernes sprog. De skal holde sig på tæerne, være innovative, konstant være klar til udvikling. De skal erobre og vækste og må ikke falde af på den. Men mange af de seniorer, vi har interviewet, har efterhånden svært ved at se meningen. De vil gerne udvikle sig, hvis det giver mening for dem og for deres arbejdsplads. Men det skal have relevans. Ellers vil de gerne have lov til at drifte og bruge deres erfaringer til at udføre deres kerneopgaver. Og de vil gerne have lov til at være beholderen, der besidder erfaring og viden, som kan videreformidles.

De vil gerne fortsætte med at arbejde, men kun hvis de får lov til at udføre den opgave, de er ansat til, uden at de konstant skal bombarderes med meningsløse opgaver og udviklingskrav. På et accelereret arbejdsmarked kender vi alle til det konstante skub mod udvikling og vækst.

Seniorerne i vores materiale har gennem et langt arbejdsliv oplevet, hvordan den konstante acceleration har tømt mange arbejdsgange for mening. En del af dem søger mod pensionen, fordi de higer efter opgaver, der giver mening. Med Rosas ord har vi forskubbet livet i work-life-balancen til pensionen. Det accelererende samfund giver ikke plads til anden livsudfoldelse end den, der udspiller sig efter arbejdslivet.

Det er vigtigt at pointere, at seniorerne i vores materiale ikke længes efter et arbejdsliv, der står stille. Det er ikke decelerationen, de higer efter. Men de søger efter et arbejdsliv, der giver mening, og hvor der er plads til, at deres erfaringer kan udfolde sig, at de kan formidle videre til nye generationer og gensidigt lære på meningsfulde måder af dem, der kommer efter. De søger efter mening og gensidighed, men mødes af en stump vækstlogik, der konstant vil udvikle og innovere frem for at udføre kerneopgaver og bruge erfaringer. De vil gerne lære nyt, men ikke deltage i accelerationssamfundets konstante udviklingsfokus.