Der bliver kastet ukritiske milliarder efter DR

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Dengang far var dreng, gav Danmarks Radio jævnligt anledning til ballade.

Vrede seere kunne skabe telefonstorme ved at klage over, at det var noget værre bras, der blev sendt på landets eneste tv-kanal (indtil monopolbruddet i 1988 med TV 2 og det første yderst beskedne drys satellit-tv-kanaler).

Og nogle politikere var også flittige til at puste til gløderne, måske især fordi Danmarks Radios ledelse, Radiorådet, bestod af politikere. Ikke mindst Erhard Jakobsen (CD) fik skabt sig noget af en politisk sidevogn med foreningen Aktive Lyttere og Seere og utrættelige klage over ”røde lejesvende” og udpræget slagside til venstre for midten.

Men siden er Radiorådet blev afløst af en bestyrelse med markant lavere profil, og et væld af andre tilbud kommet til. Streamingtjenester som Netflix har fået et særdeles godt greb i de danske medieforbrugere.

I dag er den bredt anlagte kritik af mediemastodonten afløst af spredehagl – forstærket af, at licensen til DR siden 2022 har været transmogriffet om til skat. For nu er det ikke helt så tydeligt, at der år efter år efter år aldeles ukritisk kastes op imod 4 mia. – 4.000.000.000 – kr. i gabet på det forslugne bæst på Amager.

Om ganske få måneder – den 1. april – fylder Danmarks Radio, der nu bare kalder sig DR, 100 år, og koncernen skal have en ny generaldirektør i stedet for Maria Rørbye Rønn, der ikke ligefrem har skabt mere blæst om DR.

Tværtimod er det lykkedes mediemastodonten at falde ganske eftertrykkeligt i søvn. Kig bare på programmet for den ældste af tv-kanalerne, DR 1. Her er der åbent døgnet rundt, men strengt taget kun lys i pæren i få timer før og efter (og selvfølgelig under) de daglige udgaver af TV-Avisen.

Resten af tiden går med genudsendelser i rå mængder af bolig-, indretnings- og livsstilsprogrammer – ret ofte meget gamle udgaver af ”Hammerslag” – og diverse former for importeret krimi.

I radioen er der også tegn på træthed eller ligefrem stilstand. 11 år med ”Hjernekassen” med Peter Lund Madsen og fem år med ”Brinkmanns Briks” med Svend Brinkmann, så har man vist efterhånden fattet budskabet.

Brinkmann og Lund Madsen – og Bonderøven i tv – er blot nogle af bemærkelsesværdigt mange eksempler på, at når DR først har kastet sin kærlighed på en ret snæver kreds af personer, bliver der slidt løs på dem, for intet er nemmere end at sætte karrusellen i gang én gang for alle i stedet for at tænke nyt.

Andre brancher må i øvrigt gøre sig visse tanker om den særstatus, som brødrene Adam og James Price af en eller anden grund nyder. I ikke færre end 16 år har de fået lov til at fjolle rundt med ”Spise med Price”. I samme øjeblik de to skabte en kæde af restauranter, burde det være stoppet, for programserien kan vanskeligt opfattes som andet end konkurrenceforvridning.

Reklame handler jo (også) om genkendelighed. Og mon ikke en enkelt fremtrædende bilforhandler (og hans bror) godt kunne tænke sig en programserie til at fjolle rundt og vise bilmærker frem?

På det seneste er DR for en enkelt gangs skyld trængt helt frem blandt tidens debatemner. For hvorfor kræver koncernen nu, at man logger ind på hjemmesiden? Der er jo betalt (over skatten), så hvorfor opfører DR sig så pludselig som tusindvis af andre virksomheder?

I første omgang nøjes DR med at anbefale det, for så kan systemet huske, hvor man er kommet til. Tak for bekymringen, barnepiger, men mon ikke, at vi godt selv kan huske, hvor vi er kommet til?

Idéen med login er naturligvis – som altid med login – at samle data og holde øje med, hvem der ser hvad hvornår, så man kan rette det fremtidige indhold ind efter det. Hvis man mest ser reality-tv (som DR altid kalder noget andet, men det er reality-tv), vil man få tilbudt mere.

Med tiden vil DR-brugere opleve nøjagtigt det samme som kunder hos Amazon. Hvis man handler dér ofte nok, får man til sidst tilbudt noget, som man enten har i forvejen eller godt kunne tænke sig – men man bliver ikke udfordret på samme måde, som når man går på opdagelse i en boghandel i den virkelige verden.

Men er et af de vigtigste formål med DR ikke at forsyne den lydigt betalende befolkning med noget, som den ikke nødvendigvis har efterspurgt? Hvis DR bare sender mere af det samme som andre, kan man jo bare vælge disse andre.

I det hele taget bør 100-året – og en ny, forhåbentligt væsentligt mere visionær generaldirektør – anstændigvis bruges til at gøre sig langt flere tanker om, hvad DR skal bruge tid og kræfter på. Og hvad man trygt kan overlade til andre. Det kræver muligvis mindre sendetid og færre kanaler. Til gengæld opnår man højere koncentration.

Lige nu prøver DR bare at være over hele brættet. Begrebet ”public service”, som ingen rigtigt kan definere, bliver udnyttet til at være over det hele og dække alle behov. Også behov, som for længst er dækket af andre – og i mange tilfælde bedre.

I virkeligheden bør det slet ikke overraske, at DR kræver/anbefaler login, for mediemastodonten opfører sig i stadig højere grad som en højforkromet, kommerciel virksomhed, der for aldrig for alvor tager noget, der minder den mindste smule om en chance med tv-drama.

Til gengæld har koncernen vist sig usædvanligt leveringsdygtig i smarte, letfordøjelige produktioner, der nemt glider ind i mange nabolande. Det har uden tvivl skæppet godt i kassen hos DR, men har ikke gjort DR billigere i drift. Eller lagt en dæmper på udgifterne.

Hvad er endemålet egentlig med DR? At koncernen bare skal blive større og stærkere og tykkere og mere ugidelig og samtidig mere kommerciel og smart – på bekostning af stort set alle andre i branchen? For mens DR ser ud til at have en fest, gisper resten af mediebranchen efter vejret. Ikke nok med, at techgiganterne med Facebook i spidsen skummer fløden (og især annonceindtægterne), men dagspressen/mediehusene bliver jo også helt bevidst undermineret af DR.

Mediehuse som Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken har yderst sjældent en større godbid – som de pågældende vel at mærke selv har gravet op – i særligt lang tid, før DR helt tilfældigvis ringer til de samme eksperter og får dem til at komme med nøjagtigt samme udtalelser i nøjagtigt samme sag.

Og nøjagtigt hvad skulle så få lytterne eller seerne til at investere noget som helst i de samme artikler, når ”kannibalerne på Amager” har gnasket løs på alt, hvad der er at gnaske løs på?

Når man kigger på DR’s hjemmeside, har man klart indtryk af, at koncernen drømmer om at være enerådende med nyheder på noget nær hvert et niveau. Om man så er nødt til at gribe til at skrive af efter andre.

Man kunne godt ønske sig væsentligt større mod hos politikere til at gøre sig flere tanker om DR. Er endemålet et reelt monopol, efterhånden som alle andre mediehuse er trådt godt og grundigt ihjel? Det ligner ærligt talt ikke opskriften på mangfoldighed. Eller demokrati.