Hvad blev der af væksten i produktivitet?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I tiden efter pandemien er væksten i værdiskabelsen per arbejdstime aftaget markant i Danmark. Mens produktiviteten i de private byerhverv voksede med 1,5 pct. per år fra 1999 til 2019, har den årlige stigningstakt været knap en halv procent lavere siden 2019.

Forskellen øges, hvis vi udelader medicinalindustrien: 1,3 pct. per år i årtierne før corona mod rundt regnet nul i årene efter. Hvad forklarer denne opbremsning?

Er det et forbigående fænomen eller udtryk for en mere varig forandring? Det er spørgsmålene, vi adresserer i det følgende med afsæt i vores efterårsrapport, der udkom i oktober.

En nedgang i produktivitetsvæksten er altid et faresignal, men hvis nedgangen er vedvarende, er det særligt alvorligt. Årsagen er den enkle, at reallønnen og produktiviteten i praksis følges ad.

Hvis man som et tankeeksperiment forestiller sig en verden, hvor produktivitetsvæksten var 0,5 procentpoint lavere per år i de seneste 20 år, ville reallønnen i dag dermed have været godt 10 pct. lavere i gennemsnit. Det vil de fleste borgere nok opleve som en markant nedgang i levestandard.

På nuværende tidspunkt er det dog vores vurdering, at det er mest sandsynligt, at produktivitetsafmatningen er forbigående og grundlæggende skyldes, at vi befinder os i en situation, hvor virksomhederne har begrænset adgang til ny kvalificeret arbejdskraft.

Man kan sige, at den højkonjunktur, vi befinder os i, kan have lav produktivitetsvækst som en bivirkning.

Men hvordan kan en højkonjunktur bremse produktivitetsvæksten? I en højkonjunktur, hvor ledigheden er faldet markant, er det ofte ikke muligt for virksomhederne at finde medarbejdere, der har de præcise kompetencer, de er på udkig efter, når en stilling skal besættes.

Det betyder, at man er nødt til at gå på kompromis med kompetenceønskerne. Hvis nyansattes kompetencer ikke stemmer præcist overens med de krav, de opslåede stillinger fordrer, vil værdiskabelsen per arbejdstime i udgangspunktet være lavere.

Jo større misforholdet er, desto større vil det målte produktivitetsfald være.

Men kan det forklare hele den vækstnedgang, vi har været vidne til? Til den ende er det værd at bemærke, at beskæftigelsen er steget med cirka 225.000 personer siden 2019.

Det er gunstigt, når beskæftigelsen øges så markant, men det betyder også, at nye medarbejdere kommer med mindre erfaring fra arbejdsmarkedet og til en start skaber mindre værdi per arbejdstime. Et misforhold mellem de nye medarbejderes kompetencer og kompetencebehovet i de nye stillinger kan også potentielt sætte et målbart aftryk i nationalregnskabet.

I vores efterårsrapport gennemfører vi en skønsmæssig beregning, der viser, at hele nedgangen i produktivitetsvæksten principielt kan begrundes ved disse mekanismer. Selv hvis man ikke finder det plausibelt, at misforholdsmekanismen har haft så stort et gennemslag som antydet af beregningen, er der andre mekanismer, der kan have bidraget til udviklingen.

En supplerende mekanisme er ”arbejdskrafthamstring”. Når der foreligger arbejdskrafthamstring, vælger virksomheder at have medarbejdere ansat, selvom der egentlig ikke er opgaver til dem lige her og nu.

Logikken er, at virksomheden frygter, at hvis medarbejderne afskediges, vil det vise sig umuligt at reetablere en kvalificeret bemanding, hvis ordrebøgerne pludselig er fulde igen.

Det er altså en række gode grunde til, at en højkonjunktur kan frembringe en produktivitetsvækstafmatning. Desuden er det ikke usandsynligt, at konjunkturdrevne mekanismer kan forklare størrelsesordnerne i den nedgang, vi observerer. Men kan situationen slet ikke være udtryk for noget mere vedvarende?

Det kan ikke uden videre afvises. En mulig mekanisme kunne være, at store energiprisstigninger har tilskyndet erhvervslivet til at omlægge produktionen, så den i højere grad bruger arbejdskraft frem for energiforbrugende fysisk kapital. Mere arbejdskraftintensiv produktion kan have reduceret produktivitetsvæksten.

For at denne mekanisme kan vurderes at være plausibel, kræves, at også andre lande, der for nyligt er ramt af store energiprisstigninger, har udvist beskeden produktivitetsvækst siden 2019. Det gælder f.eks. i euroområdet, hvor produktivitetsudviklingen siden 2019 også har efterladt meget tilbage at ønske.

Den mekanisme må dog også ventes at give sig udslag i en vis asymmetri i, hvordan produktivitetsvæksten udvikler sig på tværs af økonomiens brancher: Brancher, der var meget kapitalbrugende, da energipriserne røg i vejret, må ventes at opleve en større opbremsning af produktiviteten end brancher, der allerede var arbejdskraftintensive, da Rusland invaderede Ukraine.

Der er dog ikke tegn på, at nedgangen i produktivitetsvæksten i Danmark de seneste år er drevet af de energiintensive brancher – tværtimod ser meget af faldet ud til at være drevet af brancher, der bruger relativt lidt energi i produktionen.

Vores helhedsvurdering er, at det er mere sandsynligt, at den lave produktivitetsvækst i de senere år afspejler konjunkturforhold snarere end vedvarende strukturforhold. Konjunkturforklaringen forekommer teoretisk plausibel og kan i praksis motivere størrelsesordenen på vækstnedgangen.

Modsat har vi vanskeligt ved at finde dokumentation for, at vækstnedgangen skulle være af strukturel karakter. Men vi erkender, at det ikke kan afvises endegyldigt. Perioden, hvor fænomenet har stået på, er simpelthen endnu for kort.

Er vi vidne til en konjunkturbetinget nedgang i produktivitetsvæksten, vil vi vente, at den normaliseres, når konjunktursituationen normaliseres. Består produktivitetsafmatningen i længere tid, kan det ikke desto mindre give anledning til en vis turbulens.

En produktivitetsnedgang i f.eks. byggeriet vil øge priserne på nybyggeri og derigennem på nye huse, lejligheder eller erhvervslejemål, hvilket vil ramme husholdninger og erhvervsliv i en længere efterfølgende årrække.

Konjunkturdiagnosen er dog ikke sort-i-sort. Den store stigning i beskæftigelsen har rykket mange borgere fra kanten af arbejdsmarkedet til beskæftigelse, hvorved deres erhvervskompetencer må være forøget. Og for de, der manglede kompetencer ved et jobforholds begyndelse, må erfaringen i jobbet ventes at tilvejebringe dem.

Måske har opsvinget dermed været kompetenceforøgende i arbejdsstyrken, som vi vil se gevinsterne ved, når vi ser en smule frem?

Er det omvendt sådan, at produktivitetsvæksten strukturelt løjer af over en længere periode, er det en mere alvorlig udvikling som beskrevet ovenfor, da den slags markant påvirker levestandarden i et samfund.

Samlet set er vi vidne til en udvikling, der fortjener opmærksomhed fremover. Fagøkonomisk er der behov for yderligere analyse, der kan kaste lys over, om udviklingen er konjunkturel eller har mere strukturelt præg.

Vores nuværende vurdering er som nævnt, at der hovedsageligt er tale om et konjunkturfænomen. I takt med at mere data bliver tilvejebragt, vil den konklusion enten blive be- eller afkræftet.

Fra politisk kant er udviklingen også vigtig at holde sig for øje. Hvis udviklingen er konjunkturel, bør man være bevidst om, at konjunkturmedløbende finanspolitik – som den planlagte for 2025 – kan bidrage til en yderligere forværring af produktivitetsvæksten.

I fald udviklingen viser sig strukturel, er sagen (langt) mere alvorlig. I så fald kan det være værd at gøre det at fremme værdiskabelse per arbejdstime til ”den nye valuta” i det fremadrettede politiske arbejde.