Kampen om andelsbevægelsen er i gang, og dansk landbrug må ikke tabe

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Én mand – én stemme er et af de grundlæggende principper i andelsbevægelsen, og når det gælder slagterier, er Danish Crown flagskibet, der med sine 6.400 andelshavere leverer grise til de slagtelinjer, der bliver reduceret disse år.

29 slagterier og virksomheder til forædling af kødet fra de danske primærproducenter er lukket på 25 år, men ser man på antallet af grise i Danmark i samme tidsrum, så har faldet langtfra været så markant. I begyndelsen af 1999 var der knap 12 millioner grise i Danmark, og i 2024 på samme tid var det tal 11,4 millioner.

Men som tallene også indikerer, så bliver grisene i stort omfang ikke længere slagtet i Danmark. I 2023 blev der kørt 14,9 millioner levende grise ud af Danmark, imens blot 1,6 millioner grise i 1999 begav sig ud på en udlandsrejse uden returbillet.

Mønsteret er ikke nyt, for da Danmarks første andelssvineslagteri blev etableret i 1887 i Horsens, var årsagen den simple, at det var mere profitabelt at eksportere flæskesider til Storbritannien i stedet for levende svin til det tyske marked, og det fordrede, at man satte slagtekapaciteten og kvaliteten i slagtningerne i vejret.

En markedsdrevet udvikling gjort mulig via samlingen af mange mindre landbrug i store slagtekraftige enheder, og udviklingen buldrede derudaf, så der i 1939 var 194.000 ejere af de danske andelssvineslagterier – alle med hver sin stemme i forsamlingen.

Nu er udviklingen for alvor vendt, og det betyder, at vi som i andelsbevægelsens begyndelse skal samle os og tænke nyt for at ruste landbruget til fremtiden, og måske det er på tide at gentænke et af grundprincipperne bag andelsbevægelsen, for gør vi ikke det, kan det blive slutningen på et fællesskab, som har gjort små danske landmænd til store internationale aktører.

For når nogle af de største producenter af grise kapper båndet til andelsbevægelsen, får det stor betydning, og selvom der måske kun forsvinder ét hoved fra forsamlingen, så betyder frafaldet af en af de største svineproducenter alene, at der kommer til at mangle 400.000 “høveder” til andelssvineslagterierne, og det gør altså ondt på alle 6.400 danske landmænd, der leverer grise og kreaturer til fællesskabets slagtelinjer.

Hvis der ikke sker noget på den korte bane, så lukker der med stor sandsynlighed et slagteri mere – og det inden for kort tid, og det giver markedsmæssigt rigtig god mening, for man er nødt til at tilpasse kapaciteten til omkostningerne.

Men man skal være uhyre bevidst om, hvad det har af konsekvenser for hele lokalsamfund, når store andelsslagterier lukkes ned, for det er bestemt ikke en selvfølge, at andre aktører på markedet kan udvide kapaciteten, og skal der bygges nyt, så betyder byggeplaner og opnåelse af miljøgodkendelser, at et nyt slagteri helt praktisk vil være flere år undervejs, og så lang tid har vi ikke til at omstille os.

Falder prisen på smågrise i Tyskland i morgen, så tager det 14 uger, før vi på dansk jord for alvor står med udfordringerne, for hvad skal producenterne af de 250.000 grise, der lige nu hver uge bliver sendt levende ud af landet, gøre, hvis udlandet standser bestillingerne?

Hvis de grise, som tidligere blev slagtet på Danish Crowns slagterier, kommer tilbage, så kan vi ikke håndtere det, når slagterierne er saneret, og slagteriarbejderne har fundet andet arbejde. Og så er der blot to muligheder for producenterne af smågrise; enten kan de fortsætte med at eksportere deres grise, eller også skal produktionen lukkes ned.

Andelsbevægelsen har længe i sin oprindelige form været en død mink, for når det kommer til stykket, styrer den enkelte landmands pengepung allerede forretningen – og ikke tilknytningen til fællesskabet, så måske skal det være slut med princippet om én landmand, én stemme, for der er ikke tale om som i andelsbevægelsens begyndelse, at mange små og ligeværdige landmænd står sammen.

Landbrugsvirksomhederne er store forretninger med en omsætning på mange millioner kroner drevet frem i professionelle selskaber – og her er det de frie markedskræfter og bestyrelserne, der sætter retningen, men vi skal bestemt ikke glemme, at andelsbevægelsen har mange styrker, der også i fremtiden har en berettigelse.

Vi har afsætningssikkerhed, vi har betalingssikkerhed, og vi har fælles standarder. Vi har et stærkt kodeks for, hvordan vi producerer. Er det andelsbevægelsen?

Ja, det er det. Det er noget, vi i andelsbevægelsen har skabt i fællesskab, og det vil være dumt at sætte på spil. Det er et image og en tillid til hinanden og en tillid, som også forbrugerne har til os i dansk landbrug, vi ikke må forkaste. For selvom det er noget, man ikke kan betale købmanden med, så er det større og vigtigere end bare kortsigtede satsninger på økonomi og afsætning.

Når Danish Crown, en stor aktør i andelsbevægelsen, først nu indser, at der skal gøres noget, er det noget skidt. Det er forhåbentlig ikke for sent, man har sat en ny mand i front – men bliver tilliden blandt andelshaverne ikke genetableret, så også de store producenter kan se en fordel af at være en del af bevægelsen, så dur det ikke. Det er markedet, der bestemmer, og derfor bør de store også være toneangivende – og det skaber det modsatte af tryghed, at mange slagtesvineproducenter nu ”shopper” rundt mellem slagterierne.

Vi skal have en strategi og en plan for, hvad der skal ske i den danske andelsbevægelse, hvor aktørerne skal have formatet til at finde løsninger uden for egen tegnebog, for det kræver samarbejde at overleve på langt sigt. Så måske er tiden inde til at gøre Danish Crown til et selskab, der kan tjene penge, frem for et selskab, der skal tækkes sine mere end 6.000 ejere – og er landmænd de rette til at stå i spidsen for den udvikling?

Man er nødt til at beslutte sig for, hvad man gør, for det, der sker nu, dur ikke. Andelskapitalen er i spil, og det er den eneste egenkapital, man har, så situationen er alvorlig.

Danish Crown har med ansættelsen af Niels Duedahl hentet en direktør, der før med succes har svinget sparekniven, da han i et nødlidende Lego reducerede antallet af ledere fra 67 til 17. Men den nye direktør skal også have mulighed for at agere, og det er bestyrelsens ansvar at give ham de muligheder, der skal gøre det muligt at redde forretningen Danish Crown.

Det er bestyrelsens ansvar at prøve at skabe ro i geledderne, så debatten om, hvordan ledelsen af slagteriselskabet skal foregå, ikke finder sted på i spalterne i landbrugsmedierne. Det er mig en gåde, at man holder bestyrelsesmøde i Landbrugsavisen – og det er helt uhørt i en milliardforretning som Danish Crown.

Den nye strategi for et af andelsbevægelsens flagskibe skal indføres hurtigt, for det, der er lukket, bliver ikke åbnet igen. Beslutningen om at lukke slagterier i den nuværende økonomiske virkelighed er ansvarlig, men det kan ikke omgøres.

Vi skal udnytte de kapaciteter, vi har, men vi har ikke tid til, at 6.500 andelshavere med hver sin dagsorden og fokus sætter sig ned og bestemmer.

Det er på høje tid, at bestyrelsen i Danish Crown tager ansvaret for de tilbageværende andelshavere og slagteriers fremtid på sine skuldre, og det kræver en modernisering af andelstanken. Og det skal være nu, for der er kun ét skud tilbage i boltpistolen.