Socialpolitik er blevet små plastre på store, blødende sår
Systemet bruger alt for mange penge på at slukke ildebrande i stedet for at sætte ind, inden problemerne bliver så store, at der skal skrides drastisk og dyrt ind. Der er brug for en reform, der lægger mere vægt på forebyggelse.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Nikoline var 10 år, da hendes forældre blev skilt. En lørdag formiddag hentede hendes far sine ting, og tilbage i det halvtomme hus var Nikoline og hendes mor. Indtil da havde hendes liv været som mange børns: Cykle til skolen om morgenen, badminton to gange om ugen og ”Disney Sjov” om fredagen, ofte med en veninde på besøg.
Skilsmissen indvarslede en social deroute, som startede med moderens accelererende alkoholmisbrug og et hjem, som Nikoline ikke havde lyst til at invitere veninderne hjem til. De næste fire år bød på stadig flere problemer: konflikter i skolen, rapserier og tidlig debut med rygning, alkohol og hash.
Som 14-årig blev Nikoline fjernet fra hjemmet og anbragt hos en plejefamilie, som fandt Nikoline for krævende og utilpasset. Med det nye nederlag i bagagen kom hun på en døgninstitution, hvor nedturen fortsatte med exit fra folkeskolen uden afgangseksamen og to selvmordsforsøg. Herefter kom nyt sammenbrud i anbringelsen, en sommer med akutanbringelse i et sommerhus med skiftende personale uden pædagogisk baggrund og til sidst ophold på et specialiseret børne- og ungehjem.
I socialpolitisk terminologi er Nikoline blevet en dyr enkeltsag. Hendes anbringelse koster 170.000 kr. om måneden svarende til 2 mio. kr. om året. I menneskesprog er hun en tabt ungdom og resultat af et samfund, som har svigtet.
Desværre er Nikolines sag langtfra enestående. Hvert år anbringes ca. 1 pct. af danske børn mellem 1 og 17 år uden for hjemmet. Og resultaterne af denne indsats kan vi ikke være tilfredse med: Kun 23 pct. gennemfører en ungdomsuddannelse. Hver 10. ung, der har været anbragt, bliver registreret i hjemløshed, når de er mellem 18 og 24 år, og 28 pct. af de anbragte 18-årige fortæller, at de på et tidspunkt har forsøgt selvmord.
Det er samtidig et faktum, at der aldrig har været et højere udgiftsniveau på det specialiserede børne- og ungeområde. Og til trods herfor er resultaterne utilfredsstillende, og antallet af udsatte børn og unge fortsætter med at stige. Alene i perioden 2018-22 steg andelen af udsatte 0-17-årige med 14 pct.
Er der udsigt til bedring? Nej. Tværtimod. For samtidig med de klassiske sociale problemer kommer nye typer af sociale problemer – f.eks. ensomhed, mistrivsel og vækst i unge, som har det så vanskeligt, at de får en psykiatrisk diagnose. Uhjulpet ville disse problemer bidrage til endnu større efterspørgsel på social hjælp, højere udgifter og tabte ungdomsår.
De høje sociale udgifter skaber også en række balanceproblemer, som giver et pres på de almene velfærdsydelser og derfor risikerer at udfordre opbakningen til de offentlige velfærdsløsninger.
Det ses eksempelvis på skoleområdet, hvor udgifterne til specialiseret hjælp til 7 pct. af børnene lægger beslag på 26 pct. af budgettet. Vi skal ikke hjælpe de 7 pct. af børnene dårligere, men vi skal finde løsninger, som hjælper dem bedre og herunder forebygge, at de har brug for de dyreste løsninger. Alternativet er, at opbakningen til den skattefinansierede velfærdsmodel eroderer, og så vil der være endnu færre ressourcer til at hjælpe de mest udsatte børn og unge.
Der er derfor behov for en reform, som skaber bedre resultater og reducerer den kortsigtede og fragmenterede tilgang, som i dag præger socialområdet.
At prioritere mere forebyggelse er det vigtigste og samtidig mest forsømte investeringspotentiale på det sociale område. Hovedparten af indsatserne på socialområdet er bundet i dyre og specialiserede løsninger som hjælp til mennesker, hvor det er gået galt – ofte mange år tilbage.
Forenklet sagt bruger vi mange ressourcer på at slukke ildebrande og langt mindre på at forebygge, at ildebrandene opstår. Det er, som om vi først opdager problemerne, når de er blevet virkeligt dyre.
Men historien om Nikoline viser, at der ofte er en lang kæde af begivenheder, som i sidste ende fører til dyre indsatser. Hvis vi som samfund havde hjulpet bedre på et tidligere tidspunkt, havde vi næppe spildt en ungdom og brugt mange millioner kroner.
På det forebyggende område er der et enormt potentiale i at inddrage de civile organisationer, der kan drive evidensbaserede indsatser med både dygtige professionelle og omsorgsfulde frivillige. Tænk, hvis Nikolines mor havde fået virkningsfuld hjælp til at undgå alkoholismen fra en dygtig psykolog og omsorgsfulde frivillige, der kunne støtte familien. Det havde skabt forudsætningerne for en anden barndom for Nikoline med stabilitet, badminton og veninder på besøg. Et andet liv.
Helt konkret skal der udvikles forebyggelsespakker, som gør det nemt for kommunerne at styrke forebyggelsen og herunder invitere civile organisationer, frivillige og lokale virksomheder med ind i arbejdet. Og der skal udvikles offentlige-private partnerskaber, hvor vi kan anvende de private leverandørers specialviden langt tidligere og på den måde bidrage til, at problemerne ikke eskalerer.
Kan vi løse alle problemer med bedre forebyggelse, vil du måske spørge? Og svaret er naturligvis nej – menneskets vej gennem livet er ofte uransagelig, og nogle børn er født med svære kroniske diagnoser, som betyder, at de socialpolitiske mål bør handle om at sikre den højst mulige kvalitet i hjælpen, så de ikke oplever forværring i helbred og trivsel. Men samlet set kan og skal vi gøre det langt bedre, end vi gør i dag.
For det andet er socialområdet i dag plaget af kortsigtede – og ofte panikagtige – køb af akutydelser. Og tro det eller ej: Akutydelser på socialområdet kan tilvejebringes af leverandører, som ikke er godkendt af socialtilsynet.
Denne mulighed har betydet opbygning af en gedulgt gråzoneindustri, som opererer uden for myndighedernes kontrol, og hvor samfundets allermest udsatte mennesker med komplekse udfordringer kan henvises til akuthjælp fra uuddannede vikarmedarbejdere i ikke-egnede fysiske rammer som f.eks. sommerhuse.
Priserne er ofte eksorbitant høje – f.eks. 2.000 kr. i timen for en ufaglært vikar – og staten fungerer som medsponsor til dette galimatias, fordi kommunerne får refunderet en stor del af deres udgifter til akutanbringelser.
Socialministeren har netop oplyst til Folketinget, at staten ikke har kendskab til det aktuelle forbrug af akutydelser på socialområdet, uagtet at staten jo selv betaler en stor del af udgifterne. Det er i mine øjne kritisabelt, men her er en løsning: 1) Sørg for, at man kun kan anvende godkendte tilbud, og 2) stop statens tilskud til panikindkøb og invester i stedet pengene i virksom forebyggelse.
For det tredje kan vi fremme kvalitet og effekter ved at øge andelen af pædagoger og øvrige faglige medarbejdere på de specialiserede børne- og ungehjem. Det er dokumenteret, at flere pædagoger på gulvet er ensbetydende med et efterfølgende fald i borgernes brug af øvrige velfærdsydelser – f.eks. brug af hospital. Men der er ingen grund til at stoppe ved medarbejderne.
I Danmark skal man i dag have licens for at være træner for et fodboldhold, men hvis du vil være leder af et socialt døgntilbud, kan du i princippet komme ind direkte fra gaden. Det er uholdbart og forringer effekten af de sociale indsatser. Der bør derfor indføres krav om autorisation af ledere af sociale døgntilbud.
Socialpolitik skal ikke bestå af små plastre på store, blødende sår. Vi skal prioritere forebyggelse, faglighed og godkendte indsatser – det er ikke en månelanding, vi skal sætte i gang, men lavthængende frugter, der vil få stor betydning for menneskers liv.