Bureaukrati er på dagsordenen i Folketinget: Nu mangler vi bare et konkret mål for reduktionerne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Siden 1980’erne har der været en klar politisk vilje til at afbureaukratisere. Gennem årene er viljen vokset støt, og i dag er der bred enighed om, at vi har brug for et opgør med bureaukratiet. Paradoksalt nok er mængden af bureaukrati eksploderet i den samme årrække, som viljen til at afbureaukratisere er blevet mainstream. Ganske få af de mange ambitioner er blevet til noget. Vi har set regeringer gøre forsøget, komme langt, og så er tøjlerne blevet sluppet, og det vundne blev hurtigt indhentet af mere nyt bureaukrati.

Efterhånden er tiltroen til, at politikerne rent faktisk vil nedbringe mængden af bureaukrati, virkelig udfordret. Hele 83 pct. af SMV’erne har ikke tillid til, at politikerne kan levere konkrete resultater på dette område. Det er et klart signal om, at virksomhederne har ventet alt for længe på, at politiske ambitioner bliver omsat til reel handling. Årtier uden handling har skabt mistillid.

Derfor er det også utrolig glædeligt at se Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti åbner folketingsåret med et forslag til handling i form af et opgør med bureaukratiet. Det skal ske ved at indføre en bindende bureaukratilov med bindende mål, forankring i regeringen og fast opfølgning. Som vi kender det fra klimaloven.

Fælles blå erhvervsinitiativer vil forhåbentlig inspirere regeringen til ny lovgivning, der styrker vækst og konkurrenceevne – og her er byrdebekæmpelse en vigtig del!

Så kæmpe ros for den håndsrækning, som SMV’erne her får fra de fire blå oppositionspartier. Selv med dette forslag er der dog stadig nogle afgørende skridt, som vi mener skal tages, hvis vi skal sikre, at ambitionerne denne gang fører til konkrete ændringer, som virkelig kan mærkes i erhvervslivet. Det vender jeg tilbage til.

For nogen kan det måske virke uforståeligt, at bureaukrati skulle være så stort et problem i Danmark, for reglerne er vel til for bl.a. at forhindre snyd og anden uærlig adfærd? Jo, og jeg tror også på, at mange af de regler, vi har, er blevet til med gode intentioner om at løse et problem.

Efterhånden er det dog blevet for meget af det gode. Regelmængden er slet og ret eksploderet over tid, og bureaukratiet har nu nået et omfang, der hæmmer virksomhedernes innovation, udvikling og vækst. Det kan især mærkes i de små virksomheder, der ikke har en legal- eller compliance-afdeling til at holde styr på alle de nye regler, der flyder ud af EU og Christiansborg. Bureaukrati er simpelthen en enorm byrde for SMV’erne.

Bureaukrati rammer især SMV’erne hårdt. En medlemsundersøgelse fra SMVdanmark viser, at bureaukrati årligt koster de mindre virksomheder omkring 14,1 mia. kr. Jo mindre virksomheden er, desto hårdere mærkes byrden i hverdagen. Det koster både tid og penge, hver gang noget skal rapporteres eller indberettes, og når virksomhedsejere må sidde i telefonkø til myndighederne for at få den nødvendige vejledning for at kunne leve op til de krav, myndighederne stiller.

SMV’erne bruger over 49,2 mio. timer på bureaukrati om året, og bare lige for at sætte det i et perspektiv, der kan mærkes, så svarer det til ca. 25.261 fuldtidsstillinger hvert eneste år.

Det er klart, at vi i et samfund som vores ikke bare kan slette alle krav til vores virksomheder, men jeg vil tro, at de fleste vil give mig ret i, at vi godt kan nøjes med at kræve lidt mindre end 49,2 mio. timer af SMV’erne årligt. Tænk bare, hvad de ellers kunne bruge den tid på.

Når det gælder forslaget fra Alex Vanopslagh, Inger Støjberg, Mona Juul og Morten Messerschmidt, har de leveret et godt bud på, hvordan vi kommer videre. Herudover bør Folketinget kigge på to ting:

For det første vil det være klogt, at man får lagt sig fast på et konkret reduktionsmål, når det kommer til bureaukrati. I forslaget lægges der op til, at et reduktionsmål skal forhandles på plads efter en eventuel vedtagelse af forslaget.

Det at skyde de sværeste beslutninger til hjørne har naturligvis den fordel, at flere partier måske vil turde trykke på den grønne knap i folketingssalen, men med den strategi følger også den ulempe, at vi risikerer, at selve afbureaukratiseringsindsatsen – igen, fristes jeg til at sige – sættes i stå.

Set fra SMV’ernes perspektiv var det bedre at smede, mens jernet er varmt, og få sat et konkret mål, som man straks kan begynde at arbejde sig hen imod fra dag ét.

I SMVdanmark anbefaler vi et konkret reduktionsmål på 25 pct., når det kommer til byrder for erhvervslivet. Det kan man jo lade sig inspirere af, når man skal formulere et konkret mål. Men målet bør defineres nu, så man ved, hvad man skal sigte efter. Min bekymring er, at dampen går af maskinen, allerede før vi kommer i gang, hvis det konkrete mål først kommer langt ude i fremtiden, hvis Folketingets partier altså kan blive enige til den tid.

For det andet er der behov for at se på den danske lovgivningskultur. Den udfordrer. I vurderingen af et forslags administrative konsekvenser regnes der med en bagatelgrænse på 4 mio. kr. Men problemet er ikke nødvendigvis omkostningen eller den enkelte regel – det er mængden af regler og krav, der kvæler virksomhederne. Mange bække små, gør en stor å, som man siger.

Alt for ofte er embedsværket mere fokuseret på at indføre nye regler end på at fjerne gamle. Ofte kommer presset fra det politiske lag, fordi der er et ønske om eller et behov for at signalere, at ministeren griber ind og gør noget, når der har været en skandalesag i medierne. Det er en ond cirkel, der kun kan brydes, hvis vi for alvor tager et opgør med den eksisterende lovgivningskultur.

Forslaget fra de fire partier lægger heldigvis op til, at der – ude i fremtiden – skal sættes nogle bindende mål, som kan sætte en stopper for bureaukratiets himmelflugt. Men hvordan?

I SMVdanmark ser vi mod det canadiske eksempel fra British Columbia, hvor man for 20 år siden besluttede, at for hver ny regel, der blev indført, skulle to gamle fjernes. Det er et system, som har vist sig at fungere effektivt, og som vi kan lære af, hvis vi tør.

Når jeg nævner British Columbia som eksempel, møder jeg ofte spørgsmål om, hvilke regler der så skal fjernes. Underforstået at spørgeren tror, at jeg gerne så alle regler for erhvervslivet ophævet. Det er forkert.

Der er selvfølgelig mange regler, der er nødvendige og gode at have. Men i sidste ende tror jeg på, at embedsværket er det, der kender regelsættene bedst og kan identificere de love og regler, som ikke længere er relevante og nødvendige. Hvis ellers det får det som bunden opgave af regeringsledelsen. Det er samme øvelse, som når man køber nyt tøj. På et eller andet tidspunkt er man nødt til at rydde ud i det gamle, hvis man skal have et overblik over, hvad man egentlig har i skabet. Der er altid noget bagerst i skabet, som man ikke længere bruger, selvom det var utrolig smart, da man købte det i sin tid. Hvorfor ikke gøre det samme med byrderne for erhvervslivet?

Hele denne debat fortjener de fire partiledere en tak for at rejse. Det går simpelthen ikke, at vi tror, at kapløbet om fremtiden vindes ved, at der bliver lagt regulering på regulering på virksomhedernes skuldre.

Bundlinjen er, at vi har brug for en kultur, hvor vi kun laver ny lovgivning, når det er absolut nødvendigt, og hvor vi ikke altid ser flere regler som løsningen på alle problemer. Hvis ikke vi får sat konkrete mål og handlet hurtigt, risikerer vi endnu en gang, at gode intentioner bliver bremset af den samme bureaukratiske systemtænkning, som vi forsøger at nedbryde.