Børn er ikke en bremseklods for karriere: Faldende fertilitet er et kulturelt problem

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ursula von der Leyen er Wonder Woman. Det er ikke et prædikat, hun gør sig fortjent til, fordi hun nu påbegynder sin anden runde som kommissionsformand. Heller ikke, fordi hun forsøger at sikre en fifty-fifty-kønsbalance for den politiske elite i Europa-Kommissionen.

Nej, Ursula von der Leyen synes at være en slags Wonder Woman, fordi hun har nået et af de højeste politiske embeder, samtidig med at hun er mor til syv børn.

Hvordan er det overhovedet muligt? Hvis man var mor til syv, måtte man være blevet fanget i et familiemæssigt tyngdehul, så ingen nok så store menneskelige anstrengelser var tilstrækkelige til at opnå undvigelseshastigheden til at katapultere sig op til de allerhøjeste politiske embeder. Lykkedes det, måtte man have en slags superkræfter – som Wonder Woman. Eller kender Ursula von der Leyen en livsformel, hvormed kvinder kan maksimere og lykkes med både familien og karrieren?

Danske politikere er begyndt at give lyd fra sig, når det kommer til spørgsmålet om alle de børn, som danskerne af en eller anden grund ikke får. Partierne barsler nye politiske tiltag for at styrke fødselstallene. Foreløbig er forslagene for beskedne til at ændre noget.

Beskedenheden er en ting. Værre er, at problemet slet ikke er politisk – det er kulturen, den er gal med.

I al fald har Ruxandra Teslo i sin Substack-artikel ”Culture over Policy: The birth rate decline” overbevist mig om så meget. Politikken er oppe mod to langt mægtigere kræfter: biologi og kultur. Om sammenhængen mellem biologi, kultur og politiske forslag skriver Ruxandra Teslo: »Biologien er som en mægtig flod, der styres af kulturens bredder og brinker. Måske forestiller vi os samfundsmæssig kontrol som konstruktionen af en stor dæmning, men jeg tror, at i virkeligheden er det mere at sammenligne med at kaste småsten i flodens strøm i håb om at ændre dens løb.«

Småsten i flodens strøm … Foreløbig synes danske politikere at foreslå, at vi drysser sandkorn i floden.

At det er en pronatal kultur, der gør forskellen, om børneflokken bliver stor, lille eller ikkeeksisterende, er Ursula von der Leyen et glimrende eksempel på. Selv er hun datter af Ernst Albrecht, der var ministerpræsident for Niedersachen i 14 år. Han og hustruen, Heidi Adele Stromeyer, havde også en børneflok på syv. Albrecht-familiens kultur var højborgerlig og dybt protestantisk – der var bordbøn, og livet levedes på familiens landsted. I en biografi om von der Leyen hævdes det, at Albrecht-familien havde kultiveret familielivet fra 1918. Familielivet havde ikke været af denne verden, men sit helt eget univers.

Både Ursula von der Leyen og hendes bror Hans-Holger Albrecht bar elementer af denne familiekultur videre. Begge har de en børneflok på syv. Fra 1987-1999 fik Ursula von der Leyen sine børn. Hun var 41 år, da hun fik sit sidste barn, hvorefter hun gik ind i politik. Så Ursula von der Leyens mange børn kan tilskrives en pronatal familiekultur, ikke superkræfter.

Men hvorfor er dansk kultur ikke tilstrækkelig pronatal? Jeg tror, at blot to faktorer kan forklare størstedelen af fertilitetstilbagegangen i Danmark.

Den ene kan vi kalde statusjagt, den anden for offeromkostninger. Det er, fordi vi biologisk så indlysende er et flokdyr, at status betyder noget for os. Havde vi været en solitær art som tigeren, så ville status ikke sige os noget, ligesom vi ikke ville føle nogen form for smerte ved at blive ekskluderet af fællesskaber. Statusjagten er altså biologien, den er den strømmende flod, som Ruxandra Teslo skrev om.

Både mænd og kvinder jagter status, fordi det i vores arts udviklingshistorie har været lig med flere ressourcer, bedre overlevelseschancer og større fertilitet.

Hvordan kanaliserer dansk kultur så denne biologisk bestemte statusjagt for tiden? For kvinder er der ikke længere meget status i at blive mor. At blive mor i en ung alder advares alle piger om, det regnes for lavstatus. Vi er ikke nogen frugtbarhedskultur, hvor hjemmene og kirkerummene fyldes af frugtbarhedsamuletter og -madonnaer. Nej – vores medier hylder den unge, smukke, talent- og succesfulde karrierekvinde. Så unge kvinder drømmer forståeligt nok om at studere og gøre karriere i storbyen, mens tabermændene bliver hængende i eller fortrængt til provinsen. Vores kultur kanaliserer vores biologiske instinkt for status på en antinatal vis.

Offeromkostninger (på engelsk: opportunity costs) er egentlig et økonomisk begreb. Alligevel er det det bedste begreb til at indfange, hvad der er en evolutionær tilpasning. Vores sans for offeromkostningerne er en evolutionær udviklet rationalitet, hvor organismer har afvejet omkostningerne ved den ene adfærd over den anden. I vores moderne verden er offeromkostningerne blevet store ved at få børn.

Det koster på karrieren, forbrugsmulighederne, rejseoplevelserne mv. – kort sagt den personlige, individuelle frihed. Vores kultur værdisætter mange ting højere end børn og familie. Ting, man bør have opnået og oplevet, inden man får børn. Stadig flere kommer derfor enten aldrig til punktet familiestiftelse eller kan ikke opleve det som andet end en afsindig offeromkostning.

En kulturforandring fra det antinatale til det pronatale måtte ændre vores syn på, hvad der giver status, og hvad der er offeromkostninger.

En række kulturforandringer ville ændre på oplevelsen af status og offeromkostninger. De er ikke ment til slavisk implementering, men som en mental øjenåbner:

- Unge, der udelukkende prioriterer karriere og fornøjelser, regner vi for noget mindre, hvis ikke ligefrem foragter. Medierne kritiserer dem, forældrene er dybt skuffede. Mens de, der prioriterer familie og karriere, skriver medierne beundrende om, arbejdsmarkedet foretrækker dem, mens forældrene er pavestolte.

- Bedsteforældre, der ikke kerer sig om deres voksne børns og børnebørns ve og vel, men derimod mere om deres friværdi, golfhandicap og solbrændthed, sætter vi heller ikke op på nogen piedestal. Deres omgangskreds fordømmer dem, deres børn er skuffede og uforstående.

- Vores kulturelle forventning er, at man ikke bor længere væk fra hinanden, end at man ubesværet kan hjælpe og aflaste hinanden og samles med elskede familiemedlemmer en gang om ugen til et fælles måltid (ligesom den jødiske sabbat).

I dag tilbyder den universelle danske velfærdsstat gode betingelser for kernefamilien, men den har ikke haft for øje, at det gode liv for børnerige familie kun kan realiseres med støtte fra en større omgivende familie. En pronatal kultur har ikke blot kernefamilien i centrum, den er mindst en tregenerationers ting. At have en børnerig familie kræver en ”landsby”, hvor nærmeste familie lever.

Det er godt, at politikere har taget fertilitetsspørgsmålet op, og selvfølgelig kan de materielle og institutionelle rammer for børnefamilier forbedres. Men fertiliteten vil det næppe ændre meget på, så længe kulturens bredder og brinker fører vores livs strøm andetstedshen. Det er ikke social ingeniørkunst, som er påkrævet, men snarere en social restaurering. Vi må genfinde de familiære forpligtelser og forventninger, som er essensen i en pronatal kultur.

Nogen inspiration kan vi måske finde i pronatale kulturer som amishfolket og den jødiske. Eller – måske – hos Ursula von der Leyen.