Udflytning ender med at svække uddannelser
Udflytninger af uddannelser har ikke ændret på det, man troede, det ville. Der var ikke en uddannelsesparat reserve i det mørke Jylland. Derimod har manøvren svækket de universiteter, der er så væsentlige uden for København.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Da man i 1920’erne overvejede, hvor landets andet universitet skulle ligge, tvivlede visse af hovedstadens lærde på, om man kunne nå et passende dannelsesniveau i det mørke Jylland.
Det blev gjort til skamme, da universitetsundervisningen i Jylland i 1928 åbnede. Borgerne i Aarhus rejste selv det nye universitet. Byens S-borgmester og murer Jakob Jensen satte kraft bag som formand for byggeudvalget. Det borgede for smukt og godt håndværk. Han satte ord på byens stolthed og håb ved grundstensnedlæggelsen i 1936: »Jeg ønsker, at denne Bygning her må blive til Gavn og Glæde for det danske Folk. Der skal herfra udgaa saa mange gode og lyse Tanker til hele den danske Ungdom. Dette Universitet er ikke rejst for Jyder alene, det er et dansk Universitet, der er rejst i Jylland, og jeg haaber, at det maa blive besøgt af Unge fra hele Landet. Med dette Håb nedlægger jeg den tredie Grundsten.«
Det jyske universitet blev til gavn for det danske folk og for Jylland og Fyn. Det voksede sig med tiden stort og stærkt og sendte dygtige unge til seminarier og ungdomsuddannelser i den del af landet, som dengang var afskåret fra hovedstadens lys ved en times storebæltskaffe. I årtierne efter kom universiteter i Odense og Aalborg til som kilde til kundskaber til gavn for uddannelse og erhvervsliv i denne del af kongeriget. De var en del af samme vision.
Det har ikke hjulpet på mobiliteten over Storebælt, at man erstattede færgerne med en bro. Der er og har altid været meget ringe mobilitet af unge fra hovedstadsområdet til Fyn og Jylland. Pionererne bag de jysk-fynske universiteter forstod, at de tre vestdanske universiteter derfor er grundpiller for uddannelser og viden i landsdelene; til gavn for erhvervslivet og for den jysk-fynske uddannelsessektor; til gavn for gymnasier, andre ungdomsuddannelser og for professionshøjskolerne og deres læreruddannelse. Det er en fødekæde af kompetencer og viden, som er afgørende for uddannelse i landsdelene.
Det kan være fristende at se forliget i 2021 om uddannelsesudflytning som en arvtager til bestræbelserne på at sikre, at lyset faldt over både by og land. Retorikken var da også tungt ladet med den sociale retfærdighed i at skære ned på optaget på universiteterne i de store byer og flytte uddannelser og studerende ud i hele landet.
Ingen tænkte på mobiliteten på landsplan mellem Øst- og Vestdanmark, ej heller udkantskommuner som undertegnedes hjemstavn i Vesthimmerland. Der var intet fokus på de vestlige landsdeles overordnede interesser. Udmøntningen i sektor- og institutionsplaner, så stort set ingen initiativer for at virkeliggøre Jakob Jensens håb om, at Aarhus Universitet skulle blive besøgt af unge fra hele landet.
Tiltagene i planerne tog primært sigte på at skabe regional mobilitet bort fra de større byer til, skulle det med få undtagelser vise sig, mellemstore byer. Der var i pakken virkelig gode, bæredygtige tiltag som f.eks. veterinæruddannelse i Jylland. Det må man tage hatten af for. Men bortset fra sådanne lyspunkter blev det nogle af de stærke – politisk velforbundne – kommunale aktører, som kom bedst ud af kampen om nye uddannelser og skattekroner. Vesthimmerlands Kommune blev glemt.
Det er en grundskade i udflytningsreformen, at man svækkede optaget på de tre universiteter i det vestlige Danmark uden tanke for landsdelenes samlede adgang til kompetente undervisere og medarbejdere. Indgrebet byggede på en hypotese om en skjult reserve af uddannelsesparate. De seneste ansøgningstal viser, at det netop var en hypotese og intet andet. Det overordnede resultat af udflytningsaftalen er, at man på Fyn og i Jylland har styrket uddannelsesudbuddet primært i enkelte større bykommuner, men på mellem og langt sigt må imødese en svækkelse af det samlede uddannelsesniveau for de to landsdele. Til skade for vækst, velfærd og for de unges fremtidsmuligheder.
Universiteternes rektorer blev i den tid nærmest anset for en form for ”usual suspects’”, som regelmæssigt blev rundet op. Forliget om udflytning af uddannelser blev da også indgået uden forudgående inddragelse af sektoren. Det er årsagen til den anden grundskade: der var ikke noget samlet blik på de økonomiske konsekvenser af forliget for uddannelsesinstitutionerne.
Der findes ingen prognose for uddannelsesaktiviteten på de tre vestlige universiteter. Det turde ellers være indlysende, at færre studerende indebærer mindre økonomisk bæredygtighed for institutionernes uddannelsesportefølje, og at man må vente uddannelseslukninger dér, hvor bæredygtigheden er svagest. Det er på Fyn og i Jylland. Stik modsat den erklærede hensigt.
Det kan man efter temperament hilse velkommen eller begræde. Konsekvensen vil være færre kandidater og færre uddannelser på Fyn og i Jylland. Det bliver endnu sværere at rekruttere undervisere med den rette faglighed for ungdomsuddannelser og professionshøjskoler. Jyder og fynboer vil med tiden møde færre undervisere med de rette kompetencer og med det rette kompetenceniveau. Der vil i fremtiden blive lidt mørkere i Jylland.
Den tredje grundskade er, at vi tager uddannelsespolitiske beslutninger med konsekvenser for langt efter 2030 uden sikker viden om fremtidens behov. De eksisterende dimensioneringer har en forsinkelse på otte-ni år fra optag til ledighedstal. Vor viden om de fremtidige arbejdsmarkedsbehov på landsplan og regionalt er i bedste fald mangelfuld. Ingen synes ydermere at have overvejet, hvad kandidatreformen vil betyde for målene i udflytningsreformen; svaret er såre simpelt: endnu mindre uddannelse på Fyn og i Jylland.
I stedet for et solidt vidensgrundlag skabte man en ideologisk bekvem modsætning mellem de større byer og deres universiteter og udkantsdistrikterne. Det var blot bekvem ideologi. Den uddannelsesmæssige kontinentaldeling går ned gennem Storebælt. Der blev under debatten sagt meget om universiteterne og de større byer, også af politikere, hvis ønske om mere lige muligheder i uddannelse jeg deler.
Vi måtte dengang på universiteterne forstå, at vi var forkælede, reformresistente og ømskindede. Kritikken var blot udtryk for åbenhjertighed og folkelig djærvhed. Jeg skylder forligspartierne samme åbenhjertighed: Det begyndte med smukke idealer. Derefter gik der sognerådspolitik og ideologi i det. Den langsigtede pris vil blive betalt af netop de vestdanske landsdele, som man dengang talte om i så lyriske vendinger; i form af større ulighed i uddannelse.
I al snakken om de lærdes tyranni glemte man Aarhus-borgmester Jakob Jensens indsigt og visioner og med ham mange andre, som stred for uddannelse og kundskaber til den vestlige del af kongeriget. De forstod, at disse dele af landet selv må stå for viden og kundskab. De forstod derfor også, at universiteterne i Aarhus, Odense og Aalborg er grundpillerne for de samlede uddannelsesaktiviteter i deres landsdele. De vidste, at de enkelte uddannelsessektorer er hinandens forudsætning og ikke modstandere.
Det vil takket være deres indsats vare længe, før mørket igen sænker sig over Jylland. Imens kan man på Christiansborg gruble over, om det kan være rigtigt, at fremtidens unge i Jylland skal have dårligere undervisning og færre uddannelsesmuligheder end deres jævnaldrende i hovedstadsområdet. I så fald er det ikke Jylland, mørket hviler over. Borgmester Jensens lyse tanker skulle jo helst komme hele landets ungdom til gode. Lys over land. Hele landet.