Hvor smart er en smartphone, når den koster en generations trivsel?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En helt almindelig dag for en 13-årig pige i 1985: Vækkeuret ringer. Jeg står op. Gør mig klar. Smører en hurtig madpakke. Cykler i skole. Kedelig undervisning og basket i frikvarteret. Bliver holdt lidt ude. Får fri. Cykler hjem. Tager en slapper. En veninde fra vejen ringer på og spørger, om jeg vil med ud på vejen med de andre. Vi spiller lidt rundbold. Taler sammen. Laver lektier. Spiser aftensmad. Ser en film. Gør mig soveklar. Hopper i seng.

En helt almindelig dag for en 13-årig pige i 2024: Min Iphone ringer lige ved min hovedpude. Jeg griber den. Slukker alarm og tjekker op på snaps, der er bippet ind. Billeder, videoer. Mille viser nye ting, hun har købt. Jeg laver min skincareroutine. Min mor stresser med min madpakke. Jeg når ikke morgenmad.

»Husk nu cykelhjelm, og kør forsigtigt,« råber far. Cykler i skole (med hjelmen på styret), mens jeg tjekker Instagram og Snap. Sender sms til mor om, at jeg er kommet frem. Men det ved hun jo allerede, da hun gps’er os alle. En skoledag med undervisning. Når at opdatere ønskeliste på min Ønskesky i timen. Vil have den samme serum som Mille.

Får fri. Cykler hjem. Går op på værelset. Ligger i min seng. Går på telefonen. Silja og Freja er sammen. De lægger billeder op. De har det sjovt. ”Hvorfor inviterede de ikke mig? Gider de mig ikke?” Tjekker lokation ud fra mine andre venner. Nogen er i Normal sammen.

Den ene reel tager den anden. Sjove kæledyr. Skincareroutines. Hauls. Hov! Klokken er 18. Mor råber: »Har du lavet dine lektier?« Skænderi. Orker ikke. Spiser aftensmad. Laver lektier, mens jeg hører podcast. Et par timer mere på SoMe. Telefonen på puden. Falder i søvn (lidt senere, end hvad planen var).

Vi hører om forskning, der indikerer, at børn og unge mistrives i stor stil. Mange flere end før kæmper med angst, lavt selvværd, stress og depression. Hvad er der sket?

Smartphonen er sket!

Og med den har barndom og ungdom radikalt ændret sig. Den er gået fra at være legebaseret, social, interaktiv og ofte også kedelig. Til at blive telefonbaseret og med internettet i hånden til konstant at kunne tilgå Tiktok, Instagram, Snapchat, Ønskeskyen, spil, underholdning, serier, alverdens podcasts og alt andet, som kortidsopmærksomheden (tror den) begærer.

Før i tiden var dagen lang og ofte lidt kedelig. Så kedelig, at man ofte ikke havde undskyldninger for at fordybe sig til at skrive en fem A4-siders dansk stil. I dag er det svært at samle sig om noget som helst, da der hele tiden er pop-ups og notifikationer, endnu en ny reel, en gruppebesked, en video eller information om, hvor vennerne er, og hvem de hænger ud med.

Med denne ændring i barndom og ungdom er der sket et skred opmærksomhedsmæssigt. Mange lærere brokker sig over uro og forstyrrelser i timerne. Men vi kræver noget af vores børn og unge, som de ikke har lært. Vi har at gøre med en generation, der ikke har fået træning i fordybelse og langvarig opmærksomhed.

Og opmærksomhed er noget, der skal trænes for at fungere. Med konstant distraktion og 10 sekunders reels i flow på telefonen har de ikke tilegnet sig evnen til at fastholde opmærksomhed og samle sig til at gå i dybden med ting. Det er en zappergeneration, der hurtigt er videre til noget nyt, som er mere hurtigt belønnings-kulørt og kortvarigt spændende.

Når livet er telefonbaseret, udvikler børn og unge tidligere og i højere grad end før selvvurdering og vurdering af andre. Det bliver til sammenligningstænkning og selvkritik:

”Hvordan ser jeg ud?” ”Hvad har de, som jeg ikke har?” ”Hvorfor er de sammen uden mig?” ”Jeg er grim. For bleg. For fattig. For kedelig.” ”De er lykkelige. Har mange venner. Er smukke. Mere spændende.”

Sådanne tanker har børn og unge altid haft, men med telefonen fastholdes tankerne og giver særligt pigerne et overfokus på sig selv, som gør, at det er svært at være selvforglemmende til stede i noget som helst. Der er hele tiden et ydre vurderende øje, der kigger på én udefra og sammenligner og kritiserer. Mange børn og unge har timelange indre dialoger om at være forkerte, grimme og kedelige, hvilket selvsagt går ud over mental trivsel. Telefonen og særlig billedbaseret SoMe spiller en kæmpe triggende rolle.

I klinikken møder vi mange børn og unge, der bruger flere timer dagligt på at holde øje med vennernes færden via lokationsdeling. De ligger derhjemme i sengen med en knugende fornemmelse af at være uønsket og socialt ekskluderet. Nogen fortæller, at de bruger teknologien til at finde beviser, der bekræfter dem i det, de allerede tror, at de ved: at de er uønskede og udenfor.

Evolutionært frygter vi mennesker social død på lige fod med fysisk død. Det er en kæmpe trigger for os. Og når vores børn og unge søger og dyrker denne ”sociale nærdødsoplevelse” i timer dagligt, er det simpelthen så psykologisk ødelæggende. Ensomhed, selvkritik og tristhed trigges og fastholdes.

At barndommen er gået fra at være legebaseret til telefonbaseret, er ikke børnenes skyld og ansvar – det er de voksnes. Vi har, siden smartphonen blev et allemandseje fra ca. 2010, ladet vores børn og unge deltage i et ret vildt psykologisk eksperiment, som vi efterhånden ser resultaterne af. Det er ikke kønt. Vi er blevet bekræftet i, at det teknologisk smarte er ret psykologisk usmart, og forskningens tydelige alarmerende resultater om kæmpe psykologisk mistrivsel kalder på voksenhandling.

Bevægelsen er heldigvis begyndt at røre på sig fra fagfolk og politikere, der indser, at en ændring ikke kan ske individuelt, men skal ske oppefra regulativt. Som psykologer med speciale inden for angst, stress og depression føler vi os ansvarlige for at deltage i debatten.

Vi har ikke alle svarene, men her er nogle af vores input.

· Lærerne på skolerne skal ikke konkurrere om børns opmærksomhed med internettets utallige opmærksomhedsrøvere – og telefoner og internettet skal ud af undervisningslokalet.

· Børn og (unge) unge skal ikke kunne tilgå sociale medier. Det skal skydes til længere henne i identitetsdannelsen til omkring 16-årsalderen.

· Snapchat skal ikke (som nu) bruges som børn og (unge) unges foretrukne kommunikationsplatform. En fælles sms-tråd kan som forslag erstatte.

· Mapping og lokationsdeling skal fratages børn og (unge) unge.

· Børn og (unge) unges skærmforbrug skal drastisk reduceres.

· Forældre skal informeres om skadevirkninger.

Grundlæggende er der et problem i, at børn og unge i dag er overbeskyttet i den fysiske verden og underbeskyttet på internettet. Det forhold drømmer vi om, at vi får opmærksomhed på at vende rundt.

De skal have frihed til at komme ud og lege og køre i skole uden at have forældrene i nakken med sms’er og gps-overvågning. Hvis vi vil have, at børn og unge bliver til selvstændige, uafhængige og tillidsfulde mennesker, som kan stå selv og være i psykologisk trivsel, skal vi give dem muligheden for at ”blive væk” og navigere selv i den virkelige verden. Lad os i stedet øge restriktionerne, reglerne og kontrollen i den digitale verden.