Han var en enmandshær mod det hårde Sovjet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 3. august 2008 døde den berømte, sovjetrussiske dissident og forfatter Aleksandr Solsjenitsyn. Det er værd at mindes ham i lyset af Ruslands igangværende politisk-økonomiske deroute. En deroute, som – helt i tråd med russisk historie – af en uduelig, egennyttig ledelse propaganderes som en vej til storhed og paradis.

Men selvom mange vestlige medier falder for narrativet om en ”stabil russisk økonomi”, er kendsgerningen, at Rusland økonomisk og menneskeligt hastigt er på vej ned i afgrunden.

Inflationen er tårnhøj, priserne stiger, krigsøkonomien udhuler den civile økonomi og begynder nu også at opæde offentlige budgetter, voldsomme skattestigninger siden Putins ”genkroning”, devaluering af rublen, næsten opbrugte statsreserver, misvedligeholdt infrastruktur; korruptionen florerer, medier og kulturliv censureres, gas- og olieindustrien har mistet sine vigtigste markeder, arbejdskraftsmanglen er akut, de mange sanktioner har stor effekt, de ukrainske droneangreb på de vitale, russiske olieraffinaderier har været ødelæggende; den demografiske udvikling er katastrofal, forværret af de mange faldne soldater i Ukraine; de indtil nu 3 mio. emigrerede, mestendels højtuddannede russere er et enormt braindrain; hjemvendte, PTSD-ramte soldater har fået kriminaliteten til at skyde i vejret, osv. osv. Som en russisk økonom i eksil i Tasjkent har sagt om »mad circus Russia«: Først har Putin-Rusland skudt sig i begge fødder, så i maven og til sidst gennem hovedet.

Historien synes at gentage sig, og igen har udbredt, politisk apati blandt befolkningen foræret magten til en storgangster. En ny Stalin. Og de ikke politisk apatiske er blevet sendt i fængsler og fangelejre eller er simpelthen blevet likvideret af staten – som journalisten Anna Politkovskaya, den tidligere hemmelige agent Aleksandr Litvinenko, politikerne Sergej Yushenkov og Boris Nemtsov, menneskerettighedsaktivisten Natalya Estemirova, juristen Sergej Magnitskij og – 16. februar i år – den politiske dissident Aleksej Navalnyj.

Solsjenitsyn sukker fra sin grav. Han udgør roden i Ruslands forfulgte dissidenter. Og han genkender et atter selvdestruerende Rusland. Han har om nogen gennemlevet hele denne smertefulde proces på egen krop.

Solsjenitsyn levede i et samfund uden borgerrettigheder, nemlig det kommunistiske Sovjetunionen (1922-1991). I begyndelsen af 1970’erne var Solsjenitsyn nærmest en enmandshær i et land, hvor – som han sagde – »løgnen ikke blot er blevet en moralsk kategori, men en søjle under staten«. Frygtløst og vedholdende kritiserede han et diktatur, der systematisk terroriserede sine borgere og gjorde dem til slavesjæle.

Otte år i arbejdslejr, cancer og endog et statsligt mordforsøg i 1971 overlevede han. I 1974 blev »denne ondsindede anti-kommunist« eksileret. Men han vedblev at udstille regimet i bøger som ”Gulag-øhavet”, der bragte sandheden om de frygtede fangelejre til de vestlige befolkninger, heriblandt mange naivt overbeviste socialister. Nu fik verden ren besked om det totalitære sovjetiske regime, herunder Gulag-systemet, der bestod af over 30.000 arbejdslejre.

En enestående beretning om livet i fangelejren finder vi i Solsjenitsyns stærkt selvbiografiske roman, ”En dag i Ivan Denisovitjs liv”. Denne lille bog er et fyrtårn for sandhed og frihedstrang.

”En Dag” udkom på russisk i 1962 og på engelsk året efter. Den giver et minutiøst indblik i fangelejrlivet gennem én helt almindelig dag – og det endda en god dag. Hovedpersonen, Ivan Denisovitj Sjuhov – myreflittig murer og en rigtig overlever – er tydeligvis Solsjenitsyns alter ego. Bogen skildrer den overlevelseskamp, fangerne – de såkaldte zek’ere – kæmper inden for de absurde, uretfærdige rammer (justitsmord, korruption, magtmisbrug, mishandling, sult, kulde osv.).

Den formelle kontrol i arbejdslejrene afspejlede den fuldkomne kontrol over den afmægtige borger i en retsløs stat, hvor loven altid »kan vendes og drejes« – altså det, der er genopstået i Putins Rusland, hvor stikkeri, gummiparagraffer og justitsmord hører til dagens orden.

Kontrollen over fangerne udøvedes ikke blot gennem streng arbejdsdisciplin, sulterationer og hårde straffe, men tillige gennem uudtalte trusler om – uden mindste retsgrundlag – at udstikke yderligere 10 eller 25 års ekstra straffetid, hvis fangerne ikke fuldstændigt underkastede sig.

Et eksempel på kontrol og straf er den tidligere søkaptajn i den sovjetiske flåde, Bujnovskij. Bujnovskij er ligesom Sjuhov en af de såkaldte slidere i lejren, dvs. ordentlige folk, der er til at stole på. Han har for en mindre forseelse fået stukket 25 år ud. Han er ikke længere ung og er ved at arbejde sig ihjel i den sibiriske kulde, eftersom »en ordre er en ordre«. Kaptajnen har endnu ikke lært, at hans overlevelse afhænger af at blive »en lidet bevægelig, forsigtig zek«, og han har svært ved at underkaste sig lejrens meningsløse regler. Straks slår kommandanten ned på ham: »10 døgns skærpet arrest!«

Snarere end at være slidere er det fristende for fangerne at blive hjælpere for kontrollanterne. Disse såkaldte lurendrejere er både ringeagtede og frygtede af deres medfanger: »Selv om det gik langsomt, var der dog bevægelse i køen. En frisør, en bogholder og en fra Den kulturelle Opdragelsesafdeling gik ind uden for tur, uden at spørge, bare skubbede den forreste væk. Det var (…) solide lejrlurendrejere, det værste rak, der sad i lejren.«

Fangerne kontrolleres hele døgnet. En af de mest absurde og tidskrævende kontrolaktiviteter er de evindelige optællinger af fangerne: »”Stands!” buldrer vagten. Som en fåreflok blev de stående. ”Træd an fem og fem”.«

Der bliver i det hele taget anvendt enorme ressourcer på at skabe statens forlængede arm i form af moralsk fornedrede dommere, stikkere, fangevogtere mv. Derimod er fanger som Bujnovskij og Shuhov hæderlige, arbejdsomme og intelligente folk, som staten overvåger og straffer i stedet for at lade dem være produktive.

Sovjetunionen var et godt eksempel på institutionaliseret løgnagtighed, uretfærdighed og mistillid, der medfører dyr overkontrol og systematisk forfølgelse af ordentlige mennesker, mens løgnere og snydere, der er loyale over for statsmagten, belønnes.

Rusland synes at befinde sig i en ond cirkel. Borgerne i dette fascinerende land med dets rige kulturhistorie (musik, skønlitteratur, naturvidenskab) synes igen og igen at ”falde i søvn”, overlade magten til klassens uvorne dreng, der tæsker alle i skolegården og giver slik til sine få spytslikker-venner. Zaren gjorde det. Stalin gjorde det. Putin gør det.

En hyldest til slyngelstatens dissidenter! En hyldest til en Aleksandr Solsjenitsyn! En hyldest til en Boris Nemtsov, en Vladimir Kara-Murza, en Sergej Navalnyj, en Julia Navalnyj. En hyldest til de få modige, der tør trodse en autokratisk magt og herved skille sig ud fra et stort, stiltiende, frygtsomt, underkuet flertal.

Solsjenitsyn formulerede det sådan: »at stå op for sandheden er ingenting. For sandheden må du sidde i fængsel. Du kan beslutte dig til at leve dit liv med integritet. Lad dit credo være dette: Lad blot løgnen komme ind i verden. Lad den endog triumfere. Men ikke gennem mig. Et modigt menneskes simple forholdsregel er ikke at tage del i løgnen. Et enkelt sandt ord vejer mere end hele verden.«