DF har tilsyneladende glemt sommeren 2018

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I sommeren 2018 lå Danmark knastørt hen.

Marker, græsplæner og træer havde midt i juli efterårsfarve. Fisk, insekter og planter forsvandt i hobetal fra vandhuller og åløb. Og allerede midt på sommeren var det tydeligt, at dansk landbrug ville lide et stort økonomisk tab grundet tørken.

Her knap seks år efter står det klart, at sommeren 2018 var en milepæl i nyere dansk historie. For den tørke, der i sommermånederne 2018 ramte Danmark, var ikke bare den værste i 100 år. Den indvarslede også en ny virkelighed for os danskere.

Før sommeren 2018 kunne de katastrofale konsekvenser af den globale opvarmning nemlig stadig bagatelliseres som noget, der i Danmark lå et godt stykke ude i fremtiden. Men med tørken i 2018 mistede det argument sin sidste rest af berettigelse.

Samtidig har de somre, der er kommet efter, for alvor indvarslet klimakatastrofernes komme i Nordeuropa. Tænk blot på, hvordan oversvømmelser i sommeren 2021 kostede 188 mennesker livet i Tyskland.

Hvordan hidtil uset høje temperaturer i Storbritannien i sommeren 2022 satte dele af London i brand. Og hvordan Norge og Sverige – blot en håndfuld hundrede kilometer fra Danmark – sidste sommer var ramt af voldsomme oversvømmelser.

Alligevel er det ikke kun derfor, at sommeren 2018 indvarslede en ny virkelighed for os danskere. Forhåbentlig vil mange også huske, hvordan flere tusinder danskere i efteråret 2018 og foråret 2019 gik på gaden for at kræve en mere ambitiøs klimapolitik. Og hvordan det lagde kimen til det såkaldte ”klimavalg” i juni 2019 og til, at hovedparten af Folketingets partier i december 2019 vedtog den nuværende klimalov.

Blandt disse partier var Dansk Folkeparti (DF). Dengang lød det fra partiets klimaordfører og nuværende formand, Morten Messerschmidt, at »for enhver borgerlig er det en dyd at give samfundet videre til de kommende generationer i en renere, mere sikker og bedre stand, end vi fik det overleveret. Danmark skal derfor være foregangsland i den grønne omstilling«.

Nu er partiet og Messerschmidt kommet på andre tanker. Efter den grønne trepart landede, meldte Messerschmidt ud, at DF ikke længere bakker op om klimaloven. Han begrundede beslutningen med, at klimaloven medfører »afgift på afgift og skat på skat og især rammer de danskere, som ikke har så meget«.

På tærsklen til en ny katastrofal sommer i Europa synes det derfor også betimeligt at minde Messerschmidt om den virkelighed, der i sin tid fik DF til at gå med i klimaloven, og som vi danskere siden sommeren 2018 har befundet os i.

Vi kan jo passende begynde med argumentet om, at Klimaloven rammer landbruget for hårdt og gør det for dyrt at være dansker. For faktum er, at tørken i 2018 heller ikke var nogen billig omgang for hverken landbruget eller danskerne.

Udover at tørken førte til prisstigninger på almindelige dagligvarer som mælk og smør, fik den i efteråret 2018 også DF til sammen med Venstre og Socialdemokratiet at støtte landbruget med 380 mio. kr. fra statskassen. Den såkaldte tørkepakke var dog langtfra tilstrækkelig til at dække branchens tab.

F.eks. udtalte den daværende formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild: »Vi står til at miste indtægter på 6 mia. kr., og vi får en pakke på 380 mio. kr. Og det må jeg sige, at vi er dybt skuffede over.«

På samme tid kunne man i danske medier læse om, hvordan der hver uge blev erklæret 15 konkurser i dansk landbrug, og at hver femte landbrug generelt var truet af konkurs grundet tørken.

Man kunne også læse, at risikoen for, at nye tørker og hedebølger af samme styrke vil ramme Danmark, var »forøget fem gange på grund af de menneskeskabte forandringer af klimaet«.

En prognose, der bl.a. er blevet bestyrket af, at den tørke, der i 2022 ramte store dele af Europa, blev vurderet til at være “værre” end tørken i 2018.

Sagt på en anden måde var de store økonomiske omkostninger for landbruget og helt almindelige danskere, der fulgte i kølvandet på tørken i 2018, ikke nogen engangsforestilling. Men en del af den nye virkelighed, som danskerne siden 2018 har stået i, og som betyder, at hver eneste sommer nu og fremadrettet truer med at føre stadig værre og dyrere klimaødelæggelser med sig.

Denne virkelighed vil ikke forsvinde, men kun tage til, så længe Danmark og verdens øvrige lande ikke hastigt formår at bringe deres udledninger af klimagasser meget drastisk ned og senest i 2050 helt i nul. Så hvad er det egentlig, der nu får DF til at tro, at det vil være billigere for Danmark at slække på klimapolitikken og glemme alt om såkaldt borgerlig dyd?

Svaret er tilsyneladende teknologioptimisme. Da Messerschmidt i februar blev spurgt af DR’s podcast ”Slotsholmen” om, hvad partiet forestiller sig kan stå i stedet for klimaloven, lød det i hvert fald: »Man skal satse på den teknologiske udvikling. Tro lidt på fremtiden.«

Men tro på fremtiden får næppe klimaødelæggelserne til at forsvinde, hverken nu eller i fremtiden. Det gør kun en langt mere ambitiøs klimapolitik end den, der er repræsenteret i Klimaloven. For teknologiudvikling kan kun bringe os et stykke ad vejen. Hvis ikke den går hånd i hånd med et langt mindre forbrug – f.eks. af kød og de andre animalske produkter, som kommer fra landbruget – kan vi danskere og verdens øvrige befolkninger godt glemme alt om at begrænse den globale opvarmning til de 1,5 grader, som blev sat som mål i Paris-aftalen. Det har både national og international forskning dokumenteret igen og igen.

Derfor er der heller ikke megen substans i, at DF nu trækker sig fra aftalen bag klimaloven. Nok får partiet lukket en flanke til Danmarksdemokraterne, der længe har turneret i landets landbrugsdistrikter med hadtale mod alt, der har med en ambitiøs dansk klimapolitik at gøre.

Men ligesom Danmarksdemokraterne får DF’s negligering af klimapolitikken ikke problemerne til at forsvinde. Tværtimod vil accelerationen af den globale opvarmning og ødelæggelsen af klodens økosystemer med tiden kun gøre det langt dyrere og sværere at være landmand og bo på landet. Og for de byboere, som DF og Danmarksdemokraterne tordner imod, vil situationen næppe være meget bedre.

I sidste ende er disse byboer trods alt også afhængige af, at der findes et landbrug i Danmark, der er både økonomisk og økologisk bæredygtigt. Og hvis accelererende klimakatastrofer gør det stadigt dyrere og mere besværligt at drive landbrug, rammer det ikke bare danskere i provinsen, men alle steder i landet.

Derfor er svaret heller ikke for hverken Messerschmidt, hans parti eller Folketingets øvrige partier at slække på ambitionerne i Klimaloven eller stille sig tilfredse med rammene i den grønne trepart. Det er tværtimod at øge ambitionsniveauet i Klimaloven og via nye politiske reformer begrænse danskernes forbrug af de varer, der bidrager allermest til opvarmningen af kloden og ødelæggelsen af dens økosystemer. Og her vil det i forhold til landbruget være oplagt at støtte omstillingen fra animalsk til vegetarisk produktion langt mere målrettet.