De er ivrige efter at komme ind på markedet for humanitær hjælp. Det ser nemlig godt ud

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Find jeres kernehistorie. Hvad med noget i stil med ”Tinder for Flygtninge”?« I marts 2020 afholdt Googles’ danske afdeling sammen med den internationale nonprofitorganisation Techfugees et såkaldt hackaton på Googles kontorer i København. Jeg var med for at observere og lave interview til mit forskningsprojekt om tech-virksomhedernes indtog på markedet for humanitær hjælp.

Mere end 40 unge frivillige var samlet for at ”hacke” den globale flygtningekrise. Med løbende vejledning i alt fra produktudvikling og marketing fra Googles medarbejdere konkurrerede deltagerne i to dage om at finde den bedste digitale løsning til flygtninges integration i Danmark.

Jeg endte i en gruppe, der besluttede at udvikle en app, der kunne matche flygtninge og danske borgere om fælles interesser såsom løb eller cykling. En Google-medarbejder kom forbi og var begejstret for idéen, men opfordrede os altså til at finde kernehistorien: Tinder for Flygtninge.

Humanitære hackathons som det, jeg var med til i 2020, voksede frem under og i kølvandet på flygtningekrisen i 2015. Det år ankom over 1.000.000 asylansøgere til Europas kyster, og op mod 4.000 kvinder, mænd og børn druknede undervejs på havet.

Og mens EU-regeringerne kæmpede med asylpolitikkens fiaskoer, der blandt andet ledte til et kollaps af asylsystemet i Grækenland og græske og italienske øer, hvor flygtninge måtte sove på gaden, trådte store teknologivirksomheder som Google og Microsoft til for at hjælpe og udnytte muligheden for at vise social ansvarlighed.

De intensive innovations-sprints, hvor der konkurreres i hold om at udvikle den bedste digitale løsning på et givent problem inden for en kort tidsramme, fik for alvor vind i sejlene og skubbede teknologivirksomheder som Google og Microsoft i fronten af humanitære hjælpeindsatser.

Hundredvis af hackatons blev organiseret for at udvikle apps, der kunne ”hacke flygtningekrisen”, blandt andet VHacks, som blev afholdt i Vatikanet sponsoreret af netop Google og Microsoft.

Dog udløb denne første bølge af humanitær tech-entusiasme hurtigt. En undersøgelse af 169 flygtninge-apps, der blev skabt som reaktion på krisen, viste, at de fleste var blevet inaktive inden 2018. Tech-løsningerne for flygtninge resulterede i stedet i en bunke af ”digitalt affald” fyldt med forældet information og links, der ikke virker.

Men tech-virksomhedernes appetit på humanitært arbejde sluttede ikke der.

I de seneste årtier og særligt efter flygtningekrisen og lanceringen af FN’s verdensmål i 2015 har der været voksende politisk og samfundsmæssig tilslutning til idéen om, at virksomheder og markedsbaserede løsninger skal spille aktive roller i udviklingsarbejde og løsning af humanitære kriser.

Samtidig er der også større og større enighed om, at digitale løsninger fra de toneangivende tech-virksomheder er nødvendige for at løse verdens problemer. Det er derfor blevet nemmere og mere socialt acceptabelt for virksomheder at søge profit på det ”humanitære marked”.

Men sideløbende med denne gradvise inklusion af virksomheder i det humanitære felt peger flere og flere studier og rapporter på, at samspillet mellem profit og humanitært arbejde indtil videre ikke har vist sig at fungere særligt godt til at løse de globale kriser. Mit studie af hackatons viser for eksempel, at selvom der ikke blev udviklet nogle brugbare teknologiske løsninger, så blev der skabt og styrket en fortælling om tech-virksomheder, som en anden – og mindre profitorienteret – slags virksomhed end de klassiske kapitalistiske virksomheder, vi kender.

Denne fortælling har rødder langt tilbage i Silicon Valleys selvforståelse som et sted, hvor nørdede entreprenører med gode idéer forsøger at ændre verden fremfor at tjene penge. Det er altså de gode intentioner, der er centrum i fortællingen, og jagten på profit og sektorens tvivlsomme forretningsmetoder skubbes i baggrunden.

På trods af den manglende succes fra humanitære tech-løsninger fylder tech-virksomheder mere og mere i den humanitære sektor. Ud over de humanitære hackatons, som stadig finder sted rundtomkring, er det blevet helt almindeligt og udbredt, at store humanitære organisationer indgår i partnerskaber med tech-virksomheder i en jagt på både sociale og økonomiske gevinster.

Min og andres forskning har for nylig konkluderet, at der i disse partnerskaber i stigende grad sker en magtforskydning mellem de kommercielle og humanitære interesser, hvor jagten på profit ofte kommer til at definere partnerskabsaktiviteterne mere end de sociale mål.

Samtidig viser en rapport fra februar i år blandt andet, at tech-virksomheder i disse partnerskaber ofte overtager ansvaret for humanitære opgaver såsom dataregistrering, analyse og evaluering. Det kan være risikabelt, fordi vi ved meget lidt om, hvad virksomhederne gør med de data, de får adgang til gennem partnerskaberne, og hvilket ansvar de tager på sig. Der har blandt andet været eksempler på partnerskaber, hvor de samme tech-virksomheder samarbejder med både humanitære organisationer og statslige aktører, for hvem dataindsamling kan have helt andre og modstridende formål.

Det var også tilfældet under flygtningekrisen. Samtidig med at tech-virksomhedernes humanitære arbejde tog fart, begyndte europæiske regeringer også at vende sig mod netop disse virksomheder, ikke for humanitær støtte, men for teknologiske løsninger til at håndtere flygtningestrømme og styrke grænsekontrol. Dermed blev tech-virksomhederne indflydelsesrige aktører i både flygtningehjælp og -kontrol.

Der er ingen tvivl om, at digitale teknologier har potentialet til at gøre en stor forskel for flygtninge og andre ramt af humanitære kriser. Men på samme måde som vi har fokus på at beskytte vores data og privatliv mod techgiganterne i Danmark og EU, bør man også i høj grad have fokus på det, når det gælder mennesker på flugt eller midt i en sultkatastrofe.

Med techgiganternes indtog på det humanitære marked får vi flere løsninger, der primært kommer virksomhedernes bundlinje og omdømme til gode. Hvis de store tech-virksomheder fortsat skal involveres i at løse nutidens kriser, må vi derfor være bevidste om, hvilken hjælp de egentlig tilbyder og på hvilke vilkår.