Sådan kan afstemninger i FN reddes ud af dødvande

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 10. maj sagde tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i programmet ”Ugens Gæst” på P1, at det vil være »et frygteligt og farligt signal til hele verden«, hvis Ukraine endegyldigt må opgive dele af sit territorium for at gøre en ende på Ruslands invasion. Således vil Putin blive motiveret til at »fortsætte med Moldova, Georgien, og han vil lægge pres på de baltiske lande«.

Jeg fremførte samme argument i et indlæg i JP 13/1, idet jeg skrev, at enhver sejr til Putin vil »være et enormt nederlag, ikke kun for Ukraine, men også for resten af de europæiske lande og vores allierede« og »et signal til Putin om, at han med en tilstrækkelig grad af vedholdenhed kan opføre sig, som han vil«. Derudover vil en sejr til Putin ifølge Anders Fogh være et tegn til Xi Jinping om, at der reelt ikke står noget i vejen for en kinesisk annektering af Taiwan.

Ifølge Anders Fogh Rasmussen kan EU og Nato til sammen »investere 14 gange så meget i forsvaret sammenlignet med russerne«, og det er nødvendigt, at disse to organisationer i fællesskab kommer Ukraine til undsætning, da FN ifølge ham »i dag er ineffektiv, korrupt og trænger til reformer« og derfor ikke længere fungerer som et »demokratisk mødested«, hvor man kan forsøge på fredelig vis at løse konflikter.

Anders Foghs argument bakkes op af ekstern lektor ved Aalborg universitet Bjarke Zinck Winther og postdoc ved Syddansk Universitet Sofie Rose, som i deres kronik i Jyllands-Posten den 5. maj skriver, at det »med rette (…) påpeges, at veto-systemet [i FN’s Sikkerhedsråd] har spændt ben for det internationale samfunds forsøg på at stoppe krige som f.eks. i Syrien, Ukraine og Gaza«.

Mens Anders Fogh Rasmussen drømmer om oprettelsen af en helt ny international organisation, »hvor demokratiske lande samles«, minder Bjarke Zinck Winther og Sofie Rose om, at der ikke findes noget »globalt alternativ til FN«. Det vil desuden være umådeligt svært at oprette en international organisation med så megen potentiel legitimitet som FN, der tæller 193 medlemsstater, selvom Bjarke Zinck Winther og Sofie Rose har helt ret, når de skriver, at vetoretten er »en hæmsko for FN’s legitimitet«, og denne ret »er nødvendig for at holde på de største magter« (i.e. de fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet).

Retten for de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd til at nedlægge veto er formuleret i FN-charterets artikel 27.3, der fastslår, at »beslutninger i sikkerhedsrådet om alle andre forhold [end proceduremæssige forhold] skal træffes ved en positiv stemme fra ni medlemmer, inklusive samstemning fra de permanente medlemmer«. I artikel 27.3 fremgår det dog også, at »i beslutninger under kapitel VI [om den fredelige løsning af stridigheder] (…) skal en part i en strid afstå fra at stemme«.

Dette tillader sikkerhedsrådet at »foreslå passende tilpasningsprocedurer« (artikel 36), med henblik på at parterne internt skal nå frem til en fredelig løsning. Til gengæld kan de permanente medlemmer, som det ser ud lige nu, stadig nedlægge veto ved beslutninger, som påkalder sig artikel 41 og 42 i kapitel 7 om foranstaltninger med hensyn til trusler mod freden, brud på freden og aggressionshandlinger, herunder i yderste tilfælde brugen af land-, luft- eller maritime styrker til at opretholde eller genskabe freden i det pågældende land eller område.

Så vidt jeg læser de i det følgende nævnte artikler, kan man dog sagtens udvikle evnen til at omgå de permanente medlemmers vetoret i de tilfælde, hvor én eller flere af dem selv er impliceret i en strid. Derved kan man undgå at skulle ud i en reform af FN som sådan eller oprettelsen af en helt ny international organisation, som Anders Fogh Rasmussen, Bjarke Zinck Winther og Sofie Rose på hver deres måde argumenterer for.

Ifølge artikel 108 i FN-charteret skal enhver ændring af charteret ratificeres af de fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet foruden at være blevet stemt igennem af to tredjedele af FN’s medlemslande, før den kan træde i kraft. Det betyder, at det i praksis er noget nær umuligt at reformere FN-charteret i sin helhed for at ændre eller helt at fjerne vetoretten.

Artikel 30 foreskriver dog, at »sikkerhedsrådet skal vedtage dets egen forretningsorden«, som er fastsat i Den Foreløbige Forretningsorden, hvor der i kapitel VII om afstemninger står, at »afstemninger i sikkerhedsrådet skal være i overensstemmelse med de relevante artikler i charteret og i statutten for Den Internationale Domstol«.

Mens de fem permanente medlemmer har vetoret ved beslutninger om alle andre forhold end proceduremæssige forhold, kræves der ifølge artikel 27.2 blot en positiv stemme fra ni medlemmer ved beslutninger om proceduremæssige forhold, og de permanente medlemmer kan således ikke nedlægge veto ved disse beslutninger. Der er derfor ikke noget i vejen for at ændre forretningsordenens regler om afstemninger, så længe ændringen ikke reducerer nogen af de i FN-charteret indeholdte artikler, og en sådan ændring kan foretages uden risikoen for, at de permanente medlemmer nedlægger veto.

En ændring af forretningsordenen til også at indeholde en klausul om, at de implicerede parter i en strid skal afholde sig fra at stemme ved beslutninger om en aktivering af artikel 41 og 42, ville ikke umiddelbart have nogen negativ indflydelse på FN-charteret som helhed og ville derfor ikke fordre en ændring heraf med det medfølgende krav om en ratificering af beslutningen hos samtlige af de permanente medlemmer.

Mens en sådan ændring af sikkerhedsrådets forretningsorden ikke løser problemet med brugen af veto, f.eks. ved beslutninger om krigen i Gaza eller Syrien, fordi ingen af de permanente medlemmer er direkte implicerede parter i disse stridigheder, kan man dog få mulighed for at træffe mere omfattende beslutninger om Ruslands aggressioner mod Ukraine og bl.a. kunne indføre blokader eller udsende fredsskabende styrker på land, til vands eller i luften.

Lige netop i denne henseende kan Anders Fogh m.fl. således undgå behovet for en reform eller oprettelsen af en ny international organisation. Det er meget tvivlsomt, hvorvidt en ny international organisation vil kunne opnå nogen nævneværdig legitimitet, og den nye organisation vil næppe kunne udøve en så stor indflydelse på globalt plan, som FN takket være sit særdeles store medlemstal har kunnet.

Derudover ville endnu en konkurrent til FN, EU og Nato formentlig blot skabe endnu mere ustabilitet internt i alle disse eksisterende organisationer og være til gavn for de udemokratiske kræfter, som Anders Fogh Rasmussen ønsker at gøre op med. Man vil således næppe få succes med at foreslå en reform af FN-charteret, og udsigten til en helt ny international organisation virker ikke umiddelbart særlig attraktiv.

Man kan derfor med fordel arbejde for at få sat en ændring af sikkerhedsrådets forretningsorden på dagsordenen. Med en sådan ændring kan man måske endda påberåbe sig en større grad af legitimitet, idet beslutningen om en intervention i krigen mellem Rusland og Ukraine kommer fra FN og vil have opbakning fra langt flere medlemsstater, end hvis den kommer fra f.eks. Nato. Dermed kan man undgå at puste yderligere til ilden i spændingerne mellem Rusland og Nato, der som bekendt er Putins erklærede ærkefjende.