Europa skal mere op på mærkerne for at holde Putin på afstand
Det er ikke tomme trusler, når Sverige advarer om risikoen for krig. Og EU-landene skal tage dem alvorligt og udbygge et forsvarssamarbejde, der er langt bedre end nu.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg tvivler stærkt på, at Putin er villig til at finde en diplomatisk løsning om Ukraine. Og det ville under alle omstændigheder være et enormt nederlag, ikke kun for Ukraine, men også for resten af de europæiske lande og vores allierede, hvis det lykkes Putin at beholde bare en enkelt del af de ukrainske områder.
Det ville betyde en yderligere indskrænkning af Ukraines territorium og endnu en frugtbar krænkelse af landets nationale integritet. Derudover ville det være en endegyldig langemand rettet mod EU’s forsøg på at etablere sin magt på den internationale scene, idet indsatsen i løbet af de seneste to år for at standse Putins invasion i sidste ende ikke har båret frugt. Det ville være et signal til Putin om, at han med en tilstrækkelig grad af vedholdenhed kan opføre sig, som han vil.
Han lader sig ikke bremse af økonomiske, politiske eller diplomatiske sanktioner, så hans militære operationer kan fortsætte uden de store problemer. Hvis det lykkes Putin at opnå permanent kontrol over bare et enkelt af Ukraines områder, vil det give ham blod på tanden, og han vil uden tvivl iværksætte yderligere planer for en russisk ekspansion.
Én af de undskyldninger, som Putin i 2022 gav for at retfærdiggøre sin invasion, var, at det russiske mindretal i landet blev udsat for undertrykkelse og forfølgelse. Han sammenlignede ukrainerne med nazister og fascister, som udgør en eksistentiel trussel mod Rusland. Som følge af bl.a. de baltiske landes tidligere indlemmelse i Sovjetunionen udgør etniske russere en væsentlig del af disse landes befolkningstal, særligt i Estland og Letland, hvor omkring en fjerdedel af befolkningerne er af russisk afstamning. Der hersker derfor i de baltiske lande en stor frygt for, hvad Putin kan finde på at gøre i fremtiden: Vil han sætte krigen i Ukraine på pause og iværksætte en invasion andetsteds for at øge presset på EU’s ressourcer eller ty til atomvåben for at gøre en hurtig ende på krigen og potentielt starte en ny verdenskrig?
Det er ikke kun i de baltiske lande, man frygter, at der en dag vil udbryde krig. I Sverige advarer minister for civilt forsvar Carl-Oskar Bohlin om, at der kan blive krig, og at »tempoet [skal] skrues op« på opbyggelsen af et fungerende forsvar og formuleringen af en civil beredskabsplan.
Jeg er enig med lektor ved Forsvarsakademiet Rasmus Dahlberg, når han i Jyllands-Posten den 9. januar skriver, at »hvis krigen kan komme til Sverige, kan den også komme til Danmark« – den kan for så vidt komme, hvor som helst Putin og andre imperialistiske ledere måtte ønske det.
Derfor er det nødvendigt, at der sker reelle fremskridt i EU’s forsvarssamarbejde. Med afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold i juni 2022 har vi taget et stort skridt, idet vi nu har en fuldgyldig stemme i forhandlingerne hos EU-Rådet. Alligevel vil det kræve en enorm indsats at få overbevist de medlemslande, som fortsat er afhængige af russiske energiressourcer, eller som historisk foretrækker Nato-samarbejdet over det europæiske samarbejde, om at genoverveje deres prioriteter. Det er dog af yderste vigtighed at det lykkes, så EU kan etablere et reelt europæiske forsvar, som kan afskrække Putin og hans ligesindede.