De valgte en tysker. Og det fortrød de ikke

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Man kan næsten kun fejle som Liverpool-manager. Fodboldklubben betyder så enormt på verdensplan. Da Jürgen Klopp overtog roret efter Brendan Rogers, skulle han tilmed løfte arven fra ikoner som Bill Shankly, Bob Paisley og Joe Fagan. Alligevel trådte manden med de hvide tænder og det brede smil ind ad porten til hjemmebanen Anfield Road og tog alle med storm.

Fra første færd forstod Klopp, at Liverpool er mere end bare en fodboldklub. Det er noget af en kliché og køen af storklubber, der med rette kan påhæftes samme betegnelse, er alenlang. Barcelona, Roma, Bayern München, Boca Juniors, Flamengo og mange flere. Så hvad er det ganske særlige ved Liverpool egentlig?

I Liverpool udgør klubben sammenhængskraften og nerven i en by, der ikke i sig selv har en magisk tiltrækningskraft, som man kender den fra Rom, Paris eller Barcelona. For Liverpool-fans er byen dog en global magnet, og ved hjemmekampe strømmer de til i hobetal, selvom rejsen til Liverpool fra de fleste steder relativt set er besværlig. Af tilsvarende eller måske større betydning er opbakningen fra de lokale indbyggere. De fleste sværger til Liverpool frem for naboklubben Everton. De gør det på en særlig måde.

Klopp selv har udtalt, at hvor andre klubber har tilhængere, så har Liverpool en familie. I en af de utallige videoer, hvor Klopp sætter ord på klubfølelsen, beskriver han den som: »Vi er Liverpool, det betyder mere.« I Liverpool betyder klubben bare mere, og fordi det er så svært at beskrive, så skal det opleves. Ved at besøge Anfield, hvor selv tilskuere uden tilhørsforhold til Liverpool beskriver oplevelsen som ganske særlig og dragende. Ved at besøge byen på kampdage og fornemme den elektriske stemning krydret med håb og drømme om sejre og titler.

Klopp prøvede fra starten ikke blot at forstå dette. Han tog det ind i hjertet og gjorde det til sin eget.

Sådan er Jürgen Norbert Klopp nemlig. For ham ser det ud til altid at betyde mere. Karismatisk, følelsesladet og med energiudladninger af en anden verden har han ledet Liverpool til trofæer og spektakulære indsatser. Da han tiltrådte i oktober 2015 karakteriserede Klopp sig selv som ”The Normal One”. Dette var en humoristisk kontrast til daværende Chelsea-træner José Mourinho, der går under betegnelsen ”The Special One”.

Klopp er dog alt andet end normal i fodboldmæssig henseende. Han har revolutioneret Liverpool til at praktisere heavy metal-baseret genpresfodbold, hvor filosofien er at genvinde bolden, lige efter den er tabt. Hvad enten spilleren er midtbaneelegantier eller letbenet angriber, så skal de eksplodere i et arrigt genpres, der ikke efterlader modstanderen med ét sekunds ro. Det er i momentet efter et boldtab, at den bedst vindes tilbage. Hurtigt og aggressivt.

Det kræver et arbejdsraseri, der skal stå på en holdånd, hvor alle er dedikeret til netop holdet. Sådan agerer cheftræneren også fra sidelinjen. Han sidder næsten aldrig. Han løber rundt i det tekniske felt, gestikulerer, råber, opildner publikum og debatterer med fire dommeren. Klopps jubelscener er legendariske og udskældte. Han fik en bøde på 8.000 pund i 2018 for at løbe ind på banen og omfavne sin målmand Alisson Becker efter en 1-0-sejr over lokalrivalerne fra Everton. Han fik en fibersprængning efter et sprint langs sidelinjen, da han skulle fejre målet til en 4-3-sejr over Tottenham i sidste sæson.

Han er blevet klandret for at juble for meget og for voldsomt. Særligt efter en Luton-sejr i år. I den forbindelse udtalte Jürgen Klopp til The Guardian, at han reagerer spontant og ikke kerer sig om, hvad andre tænker: »… hvad omverden tænker, er jeg ærlig talt pisseligeglad med. Og du kan skrive det præcis sådan.«

Nogle foretrækker det kliniske, regelrette og stilrene. Andre det mere højstemte og emotionelle. Klopp er præcis det, som han forlanger af spillerne. Han er autentisk. Han har bedt spillerne om at være ærlige. Hverken mere eller mindre. Være sig selv på banen. På den måde er der plads til at begå fejl. Blot man står ved dem og vil lære af dem. Alle ud- og indskiftede spillere får en kæmpe krammer. I Klopps univers siger dette mere end ord. Det signalerer opbakning.

Klopp var en legende, inden han gav sit fodboldhjerte til klubben ved Merseyside. De første træneraftryk blev sat i den tyske muld i Mainz 05 i 2001. Her overtog Klopp trænersædet i den klub, hvor han også afsluttede en aktiv professionel tilværelse. Den var solid uden at være prangende, startede som angriber og sluttede som forsvarsspiller. Selv har han udtalt, at fodboldhjernen fungerer bedre end benene. Han blev i trænersædet, selv om Mainz måtte forlade den bedste tyske række i sæsonen 2006/07. Først da oprykningen glippede sæsonen efter, søgte han nye græsgange.

Da Klopp forlod Mainz 05 i 2008, var han den længst siddende træner. Tilsvarende var han i Borussia Dortmund ved exit i 2015. Vi har altså at gøre med en mand, der ikke render fra posten.

Selvom Klopp vækker sympati, så bærer det ikke langt, hvis resultaterne ikke er der. De kom i Dortmund med to mesterskaber i pokalhylden. I Liverpool lod det vente på sig. Godt nok resulterede debutsæsonen i en europæisk finale mod Sevilla, men i Premier League blev det til en meget beskeden ottendeplads. Langt fra de attraktive Champions League-pladser, der er forbeholdt top-fire og udgør en væsentlig finansieringskilde.

Målet om top-fire blev realiseret året efter, og i samme periode konsoliderede Klopp Liverpools ellers så vakkelvorne defensiv med bl.a. den hollandske forsvarsgeneral Virgil van Dijk. I 2018 kom Liverpool snublende nær Champions League-trofæet med et finalenederlag til Real Madrid. Eftersom det var Klopps sjette nederlag i syv store finaler, så blev han så småt påduttet et taber-narrativ. Det blev gjort til skamme, da Liverpool-anfører Jordan Henderson kunne løfte Champions-League-pokalen året efter, og det kulminerede, da Liverpool i 2020 efter 30 års ulidelig venten igen kunne erklære sig som engelske mestre.

Siden er det trods mange iøjnefaldende sejre og flotte præstationer ikke blevet til flere store titler. Den seneste tid kan sågar siges at indeholde nogle bump på den ellers så glorværdige rejse. Mesterskabet gled Klopp af hænde. Der var offentlige skænderier med stjernespiller Mo Salah, og Viaplay-kommentator Niels Christian Frederiksen var en af flere journalister, der modtog en overhaling. Alligevel vil der under ingen omstændigheder kunne sættes spørgsmålstegn ved den indiskutable popularitet, som i træskolængder har tilflydt Klopp.

Det bliver ikke nemt for efterfølgeren. Kun formalia lader til at stå i vejen for, at hollandske Arne Slot kan sætte sig i det varme sæde. Det forekommer utænkeligt, at han vil kunne gøre det samme som Klopp. Det samme sagde man i øvrigt om Bob Paisley, da han overtog gerningen efter legendariske Bill Shankly. Efter ni år som træner havde Paisley vundet 21 pokaler, herunder tre nationale mesterskaber i streg og tre som vinder af datidens Champions League, den europæiske mesterholdsturnering.

Lige nu falder tankerne og minderne på Jürgen Norbert Klopp. Afsavnet er stort, fordi tiden sammen har været god.

You’ll Never Walk Alone.