Verdens jøder skal ikke holdes ansvarlige for Israels ugerninger

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er den israelske regering og dens støtter, der gør det farligt at være jøde. Så længe de bliver ved med at koble kritik af Israel og zionisme sammen med jødehad, så længe vil jøder – uanset at de er enige i kritikken – blive koblet til den apartheidpolitik og undertrykkelse af palæstinensere, som den israelske regering og støtter står for.

Vi husker alle Danmarks fortid, om ikke andet, så fordi vi har set ”Matador”, hvor også danske jøder blev deporteret til nazisternes udryddelseslejre. Dengang blev jøder beskyldt for alverdens dårligdomme i Tyskland, men jødehad var udbredt længe før det i hele Europa og Rusland.

For tiden meldes der i forskellige sammenhænge om en stigning i antisemitiske handlinger, også i Danmark. Generelt had mod alle jøder kaldes antisemitisme. Generelt had mod alle muslimer kaldes islamofobi, og had mod folk med mørk hudfarve kaldes racisme.

Racisme er en fælles betegnelse for stempling af en gruppe mennesker pga. deres etniske oprindelse.

Det fælles er, at man ikke ser det enkelte menneske som et unikt individ, men bunker en gruppe sammen med udgangspunkt i, hvor de stammer fra, deres religion og hudfarve og tillægger gruppen særlige egenskaber som f.eks. nærighed, krigeriskhed, svag intelligens, religiøs forstokkethed m.m.

Nu ser vi historien gentage sig, og det er sandsynligvis på grund af den historiske forbindelse mellem Israel og jøderne, som unægteligt er til stede. Theodor Herzl, grundlæggeren af den moderne zionisme, sagde at »zionisme kræver en offentligt anerkendt og juridisk sikret hjemstavn i Palæstina for det jødiske folk«.

Men selvom zionismen hævder at ville sikre en hjemstavn for det jødiske folk, kan man under ingen omstændigheder konkludere, at alle jøder også er zionister.

At være jøde dækker over en mangfoldighed af mennesker med vidt forskellige kulturelle og politiske ståsteder og historier, nogle religiøse i forskellige afskygninger, andre sekulære, nogle med rødder i europæisk, mellemøstlig, afrikansk eller anden jødisk kultur. Med andre ord mennesker, der på meget forskellig måde er borgere i de lande, de bor i.

Nogle jøder er forfulgte eller isolerede, andre er mere eller mindre inkluderede, og nogle helt assimilerede i de lande, de er født og opvokset i. Og mange jøder bor selvfølgelig også i staten Israel.

Zionismen og staten Israels påberåbelse af at forsvare og beskytte jøderne, det fælles jødiske hjem og den sikre jødiske havn er med til at tage mange tusinder af jøder som ideologiske gidsler for den israelske stats handlinger.

Når Israel og Israels sympatisører verden over forsvarer overgreb, apartheid i forhold til palæstinenserne, besættelsen af Vestbredden og nu sønderbombningen af Gaza som et forsvar for alle verdens jøder, er de med til at fremme og nære et generelt had mod jøder og antisemitisme over hele verden, fordi ”jøderne” implicit gøres medansvarlige for Israels handlinger.

Sammenkædningen mellem staten Israel og ”jøder” som sådan er også udtalt blandt debattører, der mener, at kritik af Israel er antisemitisme. Det er imidlertid selve sammenkædningen af Israel og staten Israels betegnelse af sine egne borgere som ”jøder” og ikke ”israelere”, der er grundlaget for antisemitismen, da det medvirker til at give uskyldige jøder verden over skylden for Israels handlinger.

Israel forbinder den jødiske religion med den israelske nationalitet. Israel betragter jødedom som både religion og nationalitet. Israel erklærer sig som ”den jødiske stat”, og derfor bliver jøder i Israel behandlet bedre end f.eks. borgere med palæstinensisk baggrund. Ikke kun det – Israel betragter alle jøder verden over som sine potentielle borgere, hvor de kan få automatisk statsborgerskab.

Således bliver jøder verden over ufrivilligt forbundet med Israels nationalisme, på trods af at der er en lang historik med uenighed blandt jøder om zionisme.

Det kommer desværre ikke fra “fremmede”. EU-Parlamentet vedtog i 2017 en definition af begrebet ”antisemitisme”, som kan bruges til at sidestille kritik af Israel med antisemitisme.

Det er ikke bare en åbenlys logisk fejlslutning, men implikationen, at Israel-kritikere skulle være ansvarlige for jødehad, er i 2022 undersøgt grundigt af Tysklands Forsknings- og Informationscenter for Antisemitisme (Rias), som ikke finder det bevist.

Her finder de for det første ikke en ideologisk årsag til de fleste angreb. De fleste af de resterende angreb kom fra højreorienterede ekstremister (21 pct.) og konspirationsteoretikere (13 pct.), og kun 7 pct. kom fra anti-israelske aktivister.

Det er også 7 pct. for mange, men ikke noget, som kan ligge til grund for, at kritik af Israel skulle udgøre antisemitisme.

I dag står Israel anklaget for folkedrab. Ikke bare i ekspertvurderinger, men også ved Den Internationale Domstol, som har afgivet en foreløbig kendelse baseret på, at det er sandsynliggjort, at nogle af Israels handlinger kan falde inden for bestemmelserne i konventionen om folkedrab, og derfor fortsætter sagen.

Blandt beviserne, som blev brugt i sagen, var udtalelser direkte fra israelske ledere om deres hensigt. For eksempel sagde Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, den 9. oktober, at »vi bekæmper menneskedyr«, og han erklærede, at der ville blive lukket for elektricitet, mad og brændstof til Gaza. Handlinger, som vi nu ved, at Israel gjorde alvor af.

Onde tunger forsøger at gøre verdens jøder ansvarlige for Israels ugerninger. Vi skal lære af historien og sørge for, at den ikke gentager sig. Verdens jøder skal ikke anklages for noget, de ikke har gjort. Så når vi i dag vil dæmme op for antisemitisme og andre former for diskrimination af mindretal i Danmark, er det bedste, vi kan gøre, at lytte til og forstå de mange, især børn og unge, med jødisk, muslimsk, anden dansk baggrund og høre deres unikke, personlige historier og forstå dem som individer.

Vi håber, at Danmark og danskerne træder i karakter og værner om den selvforståelse, mange af os er vokset op med – at vi ikke skal bedømmes på andres gerninger end vores egne. Vi skal ikke acceptere, at alle verdens jøder kædes sammen med Israels ugerninger.