Uddannelsessystemet kan ikke skabe trivsel

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Som samfund er vi nødt til at korrigere den forestilling, at det er muligt at gå igennem tilværelsen, uden at det gør nas. Sådan lød det for nylig fra formanden for den nys nedsatte Trivselskommission, Rasmus Meyer, og det var næppe sød musik i alle øren. Men set fra det skole- og uddannelsessystem, som dybest set er sat i verden for at lære børn og unge noget, har manden ret:

Hvis vi baserer vores undervisning på en forestilling om ungdommens tiltagende skrøbelighed over for forandringer, udfordringer og kriser, så efterlader vi dem praktisk talt u-uddannede, uden faglige kompetencer og modstandsdygtighed over for tilværelsens vanskeligheder, og det kan vi ikke være bekendt.

Debatten om unges mistrivsel føres i bemærkelsesværdig lille grad af de unge selv. Snarere er det forældregenerationen, der med krav om færre karakterer, test og generelt mindre præstationsorientering og en lidt diffus idé om idel lykke til alle kæmper deres kamp. Et måske ædelt, men også tidstypisk motiv fra en generation, som oplever verden som så fyldt med forandringer og risici, at deres unger skal beskyttes snarere end klædes på til at håndtere dem.

Men der er en bagside til den meget omsorg. Vi har tilsyneladende aldeles mistet tiltroen til, at vores børn kan håndtere de udfordringer og overgange, som vi selv har været igennem. Det gælder den fra hjem til børnehave, fra børnehave til skole, skole til ungdomsuddannelser, uddannelse til arbejdslivet – og så videre. Hvert eneste af disse små spring synes nu at kræve støttehjul og professionelt udspændte sikkerhedsnet, og tidens tidlig indsats-logikker bliver så omfattende, at det risikerer at skrøbeliggøre i stedet for at selvstændiggøre børn og unge.

Og som vi ved, er verden altså hverken stabil, tryg eller præget af kontinuitet. Den er foranderlig, fascinerende og til tider skrækindjagende. Fyldt med energikriser, eksamensnervøsitet, varme følelser og kolde krige, store sejre og personlige nederlag, corona-nedlukninger, klimakrise, kærlighed, had, og hvad har vi.

Lad os tage den lidt videre. En gang var ”tidlig indsats” et udtryk, man alene anvendte i forhold til børn, unge og familier i udsatte positioner, men i dag er de tidlige indsatser altomfattende fra små børn til nye pædagoger og lærere. Alle får ”praksischok”, når de starter i skolen eller overgår til arbejdslivet. Og uddannelsessystemet pålægges at skabe en kunstig verden, hvor alt helst skal være præget af glidende overgange.

Professor i pædagogisk filosofi Lars-Henrik Schmidt påpegede for 20 årstid siden, at den allerede dengang tiltagende vægt på tryghed og trivsel medfører, at de opgaver, som stilles til elever og studerende, bliver for præget af idéen om den nærmeste udviklingszone, og dermed følger, at de skal være overkommelige. Sagt med andre ord: Hvis flere får for lave karakterer i matematik B-niveau i gymnasiet, er det sværhedsgraden, den er gal med, ikke elevernes forberedelse.

Men hør, skolens og gymnasiets fremmeste ansvar er at lære eleverne noget ved at stille dem over for passende høje udfordringer, som de kan vokse med. Det er ikke at levere høje årskarakterer på baggrund af svage faglige præstationer, for faglig anerkendelse må ikke gives uafhængig af den indsats, den præstation og det resultat, som følger med. På samme måde må forældregenerationen opdrage i tiltro til, at eleverne selvstændigt og sammen er i stand til at overvinde eller bøje sig for de rimelige forhindringer, verden møder dem med.

I overgangen fra hjem til dagtilbud indgår barnet i nye legefællesskaber, og det bidrager til at udvikle det til et socialt kompetent menneske. Lektor og legeforsker Ditte Winther Lindqvist beskriver i bogen ”Leg” fra 2020, hvordan børn afviser hinanden i leg, falder og slår sig i leg, men også at de netop derved får erfaringer med at tackle afvisninger, at vurdere risici og at blive modige, men ikke dumdristige. Det er virkelig vigtige erfaringer, som forældrene og læreres bekymringer for risiko og utryghed kan forhindre dem i at opnå.

Tilsvarende med overgangen fra dagtilbud til skole, hvor barnet vokser til elevstørrelse og lærer at sidde stille og tage imod undervisning. Men her skal læreren ikke længere kun være en trivselsgarant, som kerer sig om selvværd og velbefindende, men en faglig autoritet, hvis instruktioner skal følges. Denne vægtforskydning må gerne opleves som et lille positivt praksischok, der gør barnet til den elev, der stolt kan vise sine nye skolebøger for lillebror.

Forskningen viser nemlig, at et vist niveau af ængstelse hjælper os til at holde ved og præstere så godt, vi nu kan. Uddannelse, undervisning og læring vil altid være forbundet med normal-ubehag, for man lærer først, når man opdager sine egne begrænsninger og erfarer nye måder at håndtere dem på. Læreprocesser synliggør det, man ikke ved eller har misforstået, og selv de flittigste og mest vedholdende elever vil altid føle en normal-ængstelse forud for terminsprøver og eksaminer.

Et for ensidigt trivselsfokus udskyder, udglatter og udrydder i værste fald disse små praksis- og realitetschok, og det er skidt. For jo, med undervisning, eksaminer og karakterer følger store sejre og nederlag, men den største tryghed består i at erfare, at man vokser med dem. Den pædagogiske opgave kan derfor ikke være at sikre trivsel eller undgå nederlag, men at hjælpe eleverne op og børste dem af ved at lære af dem.

At forvise karakterer, eksaminer og faglig bedømmelse fra skolen og uddannelserne og i stedet gøre trivsel til deres kerneopgaven, sådan som i hvert fald nogle politikere synes at ønske sig, er at dømme vores børn og unge til at mislykkes, for uddannelsessystemets fremmeste formål er faktisk at lære eleverne noget. Det vil sige at stille dem passende udfordringer, de skal anstrenge sig for at overkomme og vokse med.

Formålet kan ikke være at lette overgange og udfordringer og levere en trivselspædagogik med fokus på lutter lune relationer, så langt øjet rækker. Tryghed er hovedsageligt en sag for forsikringsselskaber og mistrivsel for sundhedssystemet. Hvis disse opgaver fylder for meget på skoler, ungdomsuddannelser og universiteter, så fortsætter nedbarberingen af lærerautoriteten, og skolen går fejl af sin egentlige opgave.

I et mere eksistentielt perspektiv har en skrøbeligheds-/sårbarhedstilgangen altså konkrete bagsider, som fuldt implementeret vil sætte vores unge dårligere i stand til at klare sig i en verden med krav om anstrengende indsatser og ærlige tilbagemeldinger.

Selvfølgelig kan man heppe og håbe på en frigørelse af skolepolitikken fra internationale målinger, præstationskrav og uddannelse til arbejde til fordel for personlig udvikling og trivsel, men hvis det skulle ske, ville det danske uddannelsessystem ophøre med at være netop et uddannelsessystem, og det ville for alvor gøre nas på kommende generationer.