Generationernes kamp er ikke det, der slår os ihjel. Det er den, der redder os

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Forbered jer til krig.« »Vi har sagt nej til 20 pct. ordrer i år, fordi vi ikke kan få kvalificeret arbejdskraft.« »Æraen fra global opvarmning er nu slut, æraen for global opkogning er nu begyndt.« »De unges mistrivsel er konstant stigende.« »Vi er på vej mod en ny verdensorden.« »Vi aner ikke, hvad vi har sluppet løs med AI.«

Disse citater er blot nogle af de få, der har fyldt i mediebilledet de seneste måneder, og som er blevet udtalt af bl.a. FN’s generalsekretær, en svensk minister, en skaber af kunstig intelligens og en tidligere ambassadør. Med andre ord står vi over for flere tunge såkaldt vilde problemer, altså komplekse problemstillinger, som kræver både innovation og udstrakt samarbejde på tværs af interesser og sektorer for at blive løst.

Men der har også de seneste år været en helt anden kamp, som bl.a. er foregået på de sociale medier og arbejdspladserne, og som tager udgangspunkt i generationerne. Kampen blev især synlig under corona, hvor de to hashtags #BoomerRemover og #Snowflakes blev kastet rundt i den virtuelle sfære, med henvisning til at covid-19 var en sygdom, der gerne måtte fjerne boomerne (født mellem 1945-1960), og at de unge var sarte snefnug, der ikke kan tåle nogen form for modstand.

Generationskrigen har altid været der, så det er der ikke noget nyt i, men der er to vilkår, der gør den mere skadelig end nogensinde før.

Det første handler om den liste af vilde problemer, som jeg har skitseret ovenfor. For at kunne løse dem har vi nemlig brug for alles indsats og bidrag. I en koordineret og samlet bedrift, som ikke nødvendigvis er styret efter de gamle principper om hierarki og (mere eller mindre) autoritær ledelse. Moderne ledelse er langt mere inddragende og ligestillet end tidligere, hvilket betyder, at man godt kan få taletid og blive lyttet til, selvom man ikke nødvendigvis har erfaring og viden inden for systemet. Systemet forstået både som den pågældende arbejdsplads og som det klassiske arbejdsmarked.

Alligevel oplever mange unge stadig, at deres nye øjne på gamle problemstillinger, som ikke er påvirket af fortidens løsninger og systemer, ikke bliver mødt med åbenhed og nysgerrighed hos de ældre, fordi deres input ikke taler ind i de andres erfaring og viden. Et hierarki bygger typisk på fire søjler, nemlig magt, myndighed, autoritet og prestige, som er en organisationsform, der er blevet dyrket på tværs af kloden, siden vi forlod jæger-samler-samfundet og i stedet begyndte at bedrive agerbrug.

Historien viser os, at det har været en meget effektiv og brugbar organiseringsform, som stadig virker for mange, men som nu udfordres kraftigt af de yngste, vi har på arbejdsmarkedet i dag, nemlig de unge Z’ere (født mellem 1995-2010), som ønsker nogle andre arbejdsforhold og et langt tættere forhold til deres leder. Eller med andre ord søger tillid, personlighed, skills og mening. Hvilket vi kan takke deres forældre for.

Det hænger sammen med det andet vilkår, der gør generationskrigen ødelæggende. Mange Z’ere har forældre, der er fra generation X, som er født mellem 1960 og 1980, og som i dag sidder på en stor del af ledelsesposterne. Ord, der beskriver denne generation (og nej, det er ikke alle X’ere, der er sådan) er individualisme, uafhængighed, personlige udfordringer, selvstændighed, præstation og performance. Hvilket ikke kun er, hvad de selv har styret efter, men også er det, de forventer af deres medarbejdere og kollegaer. Men samtidig – og det er her, hvor det bliver tricky – er de også forældre til nogle børn, som de har opdraget meget anderledes, end de selv blev. For det første har de ophævet den distance, der traditionelt har været mellem forældre og børn, og har udjævnet positionerne imellem dem, så de unge netop ikke blev trænet i at være i et hierarki i familien.

Dernæst har mange også inddraget deres børn i familiens beslutninger via det, man kalder for et ”familiedemokrati”, hvor de er blevet spurgt ind til, hvad de ønsker (f.eks. hvor de gerne vil hen på ferie), og man har lyttet til argumenter og holdninger, hvorefter der er foregået en generel forhandling mellem alle familiemedlemmerne.

Og nu kommer det virkeligt smukke ved generationsdynamikken, der bl.a. handler om, at mange forældre giver det væk til deres børn, som de gerne selv ville have haft, men som de ikke fik. For X’ernes vedkommende handler det især om følelser og nære relationer. For dengang i 80’erne og 90’erne, hvor X’erne var unge, var mantraet: Skab resultater!

Som f.eks. Bjarne Riis gjorde som den første danske vinder af Tour de France, og hvis det betød, at man skulle ”æde sig selv” gang på gang, så gjorde man det. Var man ked af det, fint, men så måtte man tage hjem og græde ned i en pude bagefter.

Men for mange X’er-forældre blev det for ensidigt, og derfor har de trænet deres børn til at have en tættere kontakt til deres egne følelser gennem en vedvarende opmærksomhed på dem via spørgsmål som: ”Hvordan har din dag været?” ”Hvad føler du?” ”Hvad har du lyst til?” ”Hvad siger dig noget” osv. Hvilke typer af mennesker skaber denne form for opdragelse så? En solid kombination af personer, som er vant til at blive taget alvorligt og blive behandlet ligeværdigt, uanset erfaring og baggrund, som er trænet i at give udtryk for deres følelser og forvente nære, tillidsfulde relationer til andre, og som samtidig er vant til at arbejde meget selvstændigt (det har de jo også med fra deres forældre) og kreativt (det har de lært gennem sociale medier og skolen).

Og ja, det er præcis den pakke, som de tager med ind på arbejdspladsen. Hvilket kan forklare, hvorfor så mange ledere og organisationer udfordres af deres unge medarbejdere, for deres adfærd og forventninger passer slet ikke ind i de traditionelle hierarkier. Men samtidig er det jo præcis det, vi har brug for, hvis vi skal have løst vores problemer.

Det er derfor, at vi har brug for generationsdynamikken mere end nogensinde før, som jo helt essentielt består af en vekselvirkning mellem de ældre og de yngre, hvor de ældre ofte indlejrer både deres systemer og viden, men også deres drømme og længsler ind i de yngre, som derefter kan tage imod det og selv arbejde videre med det i deres egen ånd for derefter at give det tilbage til de ældre.

Denne dynamik har eksisteret lige så længe, som vi har fandtes, og det er dén, der har sørget for, at vi som art har udviklet os. Derfor har vi brug for at forstå og forbinde os med hinanden, så vi rent faktisk kan løse vores vilde problemer.