Danskerne åd det royale realityshow råt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Pyha, den store ståhej om kongehuset har været en sej omgang for en republikaner som mig. Medierne er gået helt i selvsving: Der er pludselig masser af royalt stof. Og en stor læser-, tilhører- og tilskuerskare, der sluger enhver royal begivenhed råt.

Der findes en hel royal industri med mange interessenter både i og uden for kongehuset. Først kom dronningens nytårstale og den chokerende nyhed om abdiceringen; derpå statsministerens nytårstale, der var en helt upolitisk tale i form af en lang takketale til den afgående dronning og – i det hele taget – en kæmpe hyldest til det danske monarki; derpå optakten til tronskiftet, selve begivenheden, udgivelse af ”Kongeord”-bogen, festgudstjenesten i Aarhus Domkirke …

Entertainer-journalisterne klapper i hænderne. Det royale realityshow har aldrig budt på så mange afsnit på så kort tid. Tillykke til kongehusets kommunikationsafdeling (et slags royalt ”propaganda-ministerium”’) for veludført arbejde!

Masser af sendetid! Masser af spalteplads! Gratis reklame. Og mere reklame. Få det nye regentpar til at stille op som et glamourøst Hollywood-par, der kan kaste lidt stjernestøv over danskere med leverpostejfarvet hår – det kalder vi ”national sammenhængskraft”. Blot de royales tavse, passive tilstedeværelse midt i en folkemængde – så bliver vi alle ”forbundne” og ”forpligtet”.

Men derudover – hvis der bliver stillet spørgsmål til de royale: ingen kommentarer. Spørgsmål til Frederiks Madrid-tur og deslige: ingen kommentarer. Et totalt lukket kongehus. Sådan skabes der popularitet i Danmark. Give the people what they want. Giv dem – royal entertainment.

Monarchos er græsk og betyder ”enehersker”. Diktator. Vi hylder altså diktaturet. Eller nærmere – en diktaturideologi. For i praksis regerer kong Frederik jo ikke, omend de royale er en del af magteliten ved at give visse privilegier til nøje ”udvalgte” (invitationer til gallamiddage, ordener, stjernestøv mv.). Desuden leder kongen Statsrådet og er trods alt formelt landets højeste myndighed.

Som sådan er monarkiet en benægtelse af vore demokratiske værdier. Det manifesterer jo institutionel ulighed og uretfærdighed. At nogle simpelthen pga. ”blåt blod” i årerne fødes med en guldske i munden, mens andre ikke gør. Det er en selvmodsigelse. Et paradoks. En logisk brist. En anakronisme.

Men hvad værre er – et monarki benægter det sunde, meritokratiske princip: at alle danskere skal fortjene den plads, de indtager i samfundet. Gennem uddannelse og hårdt arbejde skal vi gøre os fortjent til job og titel. Dette kræver selvsagt mulighedslighed, dvs. at vi alle – fra alle sociale klasser – skal have de samme muligheder for at klare os godt i livet. Det skal især uddannelsessystemet og et fair, ukorrupt arbejdsmarked sikre.

Den kongelige familie er en mærkværdig undtagelse. De bliver forsørget af staten fra vugge til grav. Herudover modtager de en masse særprivilegier, slotte, kongeskib, skattefordele, fritagelse fra straffeloven. Og så videre.

De har dog ingen formel magt. Ingen beslutninger, de skal træffe. Ingen klare arbejdsopgaver, som samfundet ikke kan klare sig foruden. De royale behøver ikke at tilegne sig særlige kompetencer eller uddannelser, der gør dem kvalificerede til de ”job”, de varetager. Derfor er de endt i underholdningsbranchen. Som performere i det royale realityshow.

Nu forærer vi mange penge væk, f.eks. årligt 4-5 mia. kr. i bloktilskud til Grønland og Færøerne. Og omkring 18-20 mia. kr. årligt til ulandsbistand, heraf en lille milliard til at administrere bistanden.

Set i det perspektiv er omkring en halv milliard kroner til kongehuset hvert år peanuts. Nogle er ud fra ”beregninger” nået frem til, at det danske kongehus har en enorm værdi i udlandet og har en årlig brandingværdi på 15-20 mia. kr. Men der er overhovedet ingen empirisk evidens herfor og ej heller for, at det giver økonomisk bagslag at lukke kongehuse.

Kongehusmedlemmer får naturligvis individuelle, økonomiske fordele ud af det – og har derfor en klar interesse i at opretholde virksomheden Kongehuset A/S. Her skal det tilføjes, at disse midler suppleres af (ikke-beskattede) lønindtægter. F.eks. tiltrådte Joakim stillingen som såkaldt forsvarsindustriattaché i Washington i april 2023 med en månedsløn på 330.450 kr.

Frederik har vistnok droppet sin IOC-løn, men han får også 22,5 mio. kr. om året, mens magen modtager 2,3 mio. kr., ligesom børnene får apanage. Og så er der naturligvis en række ikke-budgetterede udgifter til royale events, f.eks. politiopbud. Som nykåret konge får Frederik over 91 mio. kr. om året plus årspenge på 22,4 mio. kr., hvoraf 10 pct. går til Mary.

Men så kunne man i det mindste spørge: Laver de noget for pengene andet end ansigtsarbejde? Stort set ikke. I sin ny-royale propaganda taler Frederik om vigtigheden af at tage en »timeout«. Det har han så sandelig gjort mange gange i sit liv! En opgørelse i Ekstra Bladet 6/1 2023 viser således, at arbejdsåret 2022 for Frederik var »et arbejdsår med en rigtig fin hyre og kun 70 arbejdsdage (…) hvilket står noget i kontrast til de 220 arbejdsdage for en almindelig dansk lønmodtager«. Til sammenligning havde kronprins Haakon i Norge dette år 152 officielle arbejdsdage, den svenske kronprinsesse Victoria 128 dage, mens prins William i Storbritannien havde 126 officielle arbejdsdage.

Begynder journalisterne at stille kritiske spørgsmål (hvilket de sjældent gør), f.eks. til arbejdsopgaver og luksusferier, har kongehusets kommunikationsafdeling som nævnt besluttet, at den royale reaktion er: ingen kommentarer! Politikere, journalister, embedsfolk og andre grupper forventes at gøre rede for problematiske forhold. Men ikke de royale. De står langt over den lov, der gælder for alle os andre.

Spalte efter spalte har entertainer-journaliststanden skrevet. Mange ord har de sagt. Som oftest fuldstændig ukritisk over for alt royalt – tydeligst afspejlet i dækningen af tronskiftet den 14. januar 2024. Her bakkes de op af langt de fleste politikere, der i forbindelse med dronningens abdicering stod i kø for at takke og skamrose dronningen, inklusive statsministeren.

Et sådant glødende forsvar for institutionaliseret ulighed og uretfærdighed er især sælsomt at høre fra Mette Frederiksen, der hele sit liv – sammen med sit parti – har tudet danskerne ørerne fulde af nødvendigheden af større lighed i Danmark, det være sig socialt, økonomisk, mellem kønnene, på arbejdsmarkedet, lighed i sundhed osv.

Eftersom der er stor opbakning til kongehuset, vil det være meningsløst på nuværende tidspunkt at gennemføre en folkeafstemning om dets eventuelle afskaffelse. Men finansieringen burde være til debat. Jeg foreslår her en frivillig royal skat – på linje med kirkeskatten. Den kunne så suppleres med en royal afgift, som de lidt over 100 hofleverandører retteligt burde betale, så de ikke fortsætter med at få gratis reklame på skatteborgernes regning. Andre centrale aktører i den royale industri som Billedbladet og Se & Hør burde også betale en sådan afgift. Se, det ville være fair!

Jeg er taknemmelig over at leve i et velfungerende demokrati – og er ked af at være en party spoiler. Men jeg kan simpelthen ikke længere udholde disse selvmodsigelser.