»Hvis det er fakta, benægter jeg fakta«

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Mange offentlige debatter hviler på et forbavsende spinkelt faktagrundlag. Det seneste eksempel er debatten om ”plejeopsparing”. Den blev søsat af Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiets politiske ordfører, med en kronik i Jyllands-Posten den 17. juli. Der er mange faktuelle mangler i kronikken – og forslaget om at »styrke finansieringen af vores ældrepleje«, som er inspireret af arbejdsmarkedspensionerne, er desværre meget ukonkret – vel en prøveballon i sommerferiens agurketid.

Men en prøveballon for hvad? Fremtidssikring mod øget ulighed på ældreområdet, fremtidige finansieringsproblemer og manglende evne (eller tillid) til, at den hidtidige offentlige finansiering kan følge med danskernes forventninger til serviceniveauet, sikring af sammenhængskraft, eller er det forslag om en skjult skatteforhøjelse? Kronikken giver ikke et klart svar – men alt dette mere end antydes.

Det taler ikke til pressens ære, at der ikke er sat spørgsmålstegn ved grundlaget for Rabjerg Madsens kronik. Der kan kun gisnes om årsagerne. De politiske besserwissere holder jo sommerferie, og der er dog nogle af dem, der undertiden læser grundlaget for dagsaktuelle debatter. De journalister, jeg talte med, havde tydeligvis ikke læst kronikken – i bedste fald Jyllands-Postens journalistiske omtale af den. Denne kronikør er nok bare en ronkedor, der på skolemestervis påpeger huller i argumentationen – men der er vel forhåbentlig stadigvæk plads til gnavpotter? Det er jo fortsat sådan, at fakta ødelægger selv den bedste debat.

Rabjerg Madsen har ret i, at mange danskere har en sundhedsforsikring. Men så hører enigheden op. Han mener, at forsikringsudviklingen skaber et A- og B-hold. Ca. 2,7 mio. har i dag en sygeforsikring, som er tegnet af de private arbejdsgivere, og andre ca. 2,7 mio. er medlemmer af ”Danmark”, inklusive medforsikrede børn. Der er dog en del dobbeltforsikrede, fordi mange af de arbejdsgiverbetalte forsikringer ophører, når man forlader arbejdsmarkedet, i modsætning til hvad der gælder for medlemmerne af ”Danmark”.

Forsigtigt sat har ca. 4 mio. danskere således én eller anden form for sygeforsikring. Der er ikke megen plads til et A- og B-hold som påstået af Rabjerg Madsen, når man erindrer, at der er ca. 1,2 mio. under 17 år. Det reelle A- og B-hold finder man mellem privat- og offentligt ansatte, fordi langt hovedparten af de offentligt ansatte ikke har en arbejdsgiverbetalt forsikring.

Rabjerg Madsen er også bekymret, fordi han tror, at mange af forsikringsordningerne tegnes i arbejdsmarkedspensionskasserne. Han mener, at det underminerer pensionsforholdene for de dårligst stillede faggrupper, og at det ikke er meningen, som han skriver, at sosu’er skal betale for sin sosu-kollega. Sådan forholder det sig imidlertid heller ikke.

Nogle af pensionskasserne, bl.a. PenSam (for bl.a. sosu’er) og Pension Danmark (for 3F’ere), har sundhedsordninger – ikke at forveksle med forsikringer. Pension Danmark – med ca. 400.000 aktive medlemmer, heraf godt 50.000 pensionister, var tidligt ude med en (fornuftig) sundhedsordning for alle aktive medlemmer. I 2022 benyttede 71.000 ordningen. PenSam har ca. 190.000 præmiebetalende medlemmer, og 85.000 får en månedlig pension. PenSam indførte en sundhedsordning i 2022 for alle præmiebetalende medlemmer.

Der er ikke noget, der tyder på, at disse sundhedsordninger er en voldsom belastning for pensionskasserne. For god ordens skyld skal det bemærkes, at medlemmerne af Pension Danmark og PenSam hører til blandt de dårligst stillede faggrupper, som forståeligt ligger Rabjerg Madsen meget på sinde.

Det er svært ikke at koble Rabjerg Madsens (bevidst?) ufuldstændige forslag sammen med Moderaternes forslag i partiets politiske program fra efteråret 2022, som beskriver et helt nyt system for pension og ældrepleje i Danmark om 20-30 år. Det skal ifølge Moderaterne sikre, at der bliver råd til ældrepleje i en fremtid med flere ældre og færre unge til at arbejde og betale skat.

Moderaternes model indebærer, at de nuværende arbejdsmarkedspensioner skal udbygges. Selvstændige skal også have en obligatorisk opsparing. Og en del af pensionsopsparingen skal øremærkes til at betale for hjemmehjælp og ekstra ældrepleje. Løkke Rasmussen citeres for, at »hvis ikke vi begynder en diskussion i vores samfund om, hvordan det skal hænge sammen, når vi kommer 20, 30, 40, 50 år ud i fremtiden, får vi en kæmpe udfordring«.

Lad os derfor se på danskernes pensionsforhold. Her findes gode oplysninger i en analyse fra ATP (Faktum 213). Siden Fælleserklæringen i 1987, som Rabjerg Madsen har som forbillede, og dermed op­starten af arbejdsmarkedspen­sioner i begyndelsen af 1990’erne har mange flere danskere sparet op til de­res egen pension. Det har betydet, at fle­re og flere i dag får en større udbetaling fra deres arbejdsmarkedspension, når de går på pension, og at de offentlige pen­sioner aflastes. De nye arbejdsmarkeds­pensioner sikrede opbygningen af arbejdsmarkedspensioner for særligt de ufaglærte i den offentlige sektor samt for de faglærte og de ufag­lærte i den private sektor.

Alligevel, hedder det i ATP-analysen, udgør den såkaldte grundpen­sion (offentlige pensioner og ATP-pensi­onen) stadig i gennemsnit 76 pct. af pen­sionisternes pensionsindkomst i dag, og selv i fremtiden, når de nye arbejdsmar­kedspensioner er fuldt modnet omkring 2080, forventes grundpensionen stadig at udgøre om­kring 50 pct. af pensionsindkomsten.

Den danske pensionssystem bygger på tre søjler: Søjle 1: Folkepensionens grundbeløb, folkepensionens tillæg, ældrecheck, varmetillæg, boligydelse og ATP. Søjle 2: Arbejdsmarkedspensioner. Og søjle 3: Individuelle pensioner. Det vil kræve en markant omlægning, hvis folkepensionen også skal baseres på en opsparingsordning, og sker det efter modellen for arbejdsmarkedspensionen, vil den procentvise indbetaling, som i dag er 12 pct., hvoraf arbejdsgiverne betaler 9 pct., skulle forøges betragteligt, og skatterne vel reduceres, i takt med at folkepensionen aflastes.

Rabjerg Madsen slutter sin kronik af med en opfordring til en debat om behovet for at træffe de nødvendige langsigtede beslutninger, hvilket også er Moderaternes ønske. Det er altid godt og nyttigt med en debat. Der er to forudsætninger for sådan en debat: et godt faktuelt grundlag, og at der er et reelt langsigtet finansieringsproblem.

Det sidste punkt er den afgørende kritiske forudsætning. Man kan få hjælp til en vurdering af dette ved at se på de langsigtede økonomiske modeller, som den såkaldte Dream-gruppe har udviklet (Dream: Danish Research Institute for Economic Analysis and Modelling). Gruppen fremskriver udviklingen frem til 2080! Som udgangspunkt for gruppens grundmodel videreføres velfærds-ordninger og skattesystem, som vi kender dem i dag, altså bl.a. med den nuværende folkepension og hjemmehjælp, og der tages højde for langsigtede udfordringer som for eksempel, at befolkningen lever længere.

Hovedresultatet af beregningerne er – når man har det lange 2080-lys på – at der fra sidst i 2050’erne ventes offentlige budgetoverskud. Overskuddet stiger til knap 1,5 pct. af bnp i 2065.

Herefter ventes vedvarende budgetoverskud. Dream-gruppen konkluderer, at finanspolitikken er holdbar, hvis det nuværende velfærdsniveau opretholdes i al fremtid, samtidig med at skatterne holdes uændret. Udviklingen i den primære offentlige saldo medfører, at den finanspolitiske holdbarhedsindikator vurderes til 1,1 pct. af bnp. DREAM vurderer altså, at den danske finanspolitik er overholdbar.

Med andre ord: Det er svært at få øje på et finansieringsproblem – selv hvis man er pessimistisk og ved, at det er svært at spå – især om fremtiden. Og spøgelset om et A- og B-hold på sundhedsforsikringer er, ja, netop et spøgelse. Med de bedste debathilsner fra en gnavpot.