Vi skal konsekvent stå på kvindernes side – ikke æreskulturens

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kvindekampen har gennem de seneste år fået fornyet styrke i Danmark. Mange kvinder har stillet sig frem og delt deres vidnesbyrd om rystende forhold, særligt på arbejdspladser, hvor der har været store og vigtige opgør med overgreb og krænkende adfærd over for kvinder. De kvinder skal vi naturligvis bakke op om.

Én ting, der er gået igen i den seneste tids debat, er, at vi skal gøre op med kulturen. At vi i de miljøer, hvor der findes en krænkelseskultur, skal have et opgør med det grundlæggende kvindesyn. Det synspunkt kan man ikke være andet end enig i. Debatten har været ærlig, hård og ligefrem. Det har der været behov for. Men når snakken så falder på kvindeundertrykkelse i visse indvandrermiljøer, er det, som om en tøven sniger sig ind. Lige pludselig er det ikke helt så enkelt. Lige pludselig er kultur ikke det dominerende tema. I stedet bliver der efterspurgt nuancer og mådehold. Det er måske vel ment – men det er helt sikkert et problem.

Både statistikker, undersøgelser og pigernes egne vidnesbyrd taler deres tydelige sprog: Alt for mange piger og kvinder får deres frihed taget fra dem. Blandt andet af familiemedlemmer, der godt nok bor i Danmark, men som socialt og kulturelt stadig befinder sig i forældrenes hjemland.

Det er vi nødt til at gøre op med. Debatten er nødt til at være lige så ærlig og ligefrem, når det gælder kvindeundertrykkelse i indvandrermiljøer, som når det gælder krænkelseskultur på arbejdspladser.

Danmark er ikke en multikulturel og neutral smeltedigel, hvor alle holdninger og værdier er lige gode. Vi vil ikke acceptere, at piger og kvinder skal underlægges social kontrol eller leve efter middelalderlige dogmer og regler for at bevare familiens ære. Vi skal stå fast på de danske værdier og ikke lukke øjnene for social kontrol – ellers så svigter vi pigerne og kvinderne.

Vi er nødt til at kæmpe for, at alle i Danmark har retten til et liv i overensstemmelse med de grundlæggende værdier i Danmark. Alle børn i Danmark har ret til et godt liv uden vold i opdragelsen og med socialt samvær med både drenge og piger. Også når det kommer til børns deltagelse i sport, klasseudflugter, leg og besøg hos klassekammerater.

Senere i livet skal alle kvinder have mulighed for selv at vælge en kæreste og ægtefælle og bestemme over egen krop og seksualitet. Man skal selv kunne vælge sin uddannelse og sine venner, og om man vil deltage i fester og i arbejds- og foreningslivet. Og så skal man kunne gå klædt, som man vil, tænke og tale frit og have retten til at fravælge religiøse normer.

Det kan lyde indlysende i de fleste danskeres ører, for sådan er de fleste af os vokset op. Men sådan er det bare ikke for alle, der bor i Danmark.

Tag et kig på Medborgerskabsundersøgelsen fra 2021. Her svarer over halvdelen af de adspurgte over 30 år med oprindelse i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan, Afghanistan og Tyrkiet, at det ikke er i orden, at deres døtre har sex inden ægteskabet. Til sammenligning deler kun 2 pct. af de adspurgte med dansk baggrund den opfattelse. Det er en diskrepans, som fortæller os, at alt for mange mennesker med udlændingebaggrund stadig holder fast i normer og værdier, der ikke passer ind i Danmark. Og som blandt andet gør, at unge minoritetsetniske piger må leve et dobbeltliv for at holde deres kærlighedsliv skjult eller tage et opgør med familien for at få ret over egen krop.

Debatten om minoritetsetniske kvinders rettigheder bliver af nogle betegnet som ”svær” og ”dilemmafyldt”. Måske skyldes det et behov for at træde ekstra varsomt, fordi vi har at gøre med personer, som både kan være marginaliseret som følge af deres minoritetskultur og deres køn.

Regeringen synes ikke, at debatten er svær. Vi skal i Danmark stille os tydeligt på kvindernes side og tage kampen sammen med dem, lige meget hvor den opstår. Som samfund har vi et fælles ansvar. Det kan være, at det i den enkelte situation ødelægger den gode stemning, men alternativet er på den lange bane ødelæggende for kvinderne, for ligestillingen og for vores samfund.

Sandheden er, at unge kvinder i Danmark har flere rettigheder end deres jævnaldrende i Mellemøsten. Det har kostet blod, sved og tårer at komme så langt med ligestillingen. Derfor skal vi ikke acceptere, at retten til egen krop og kærlighed rulles tilbage. Tusindvis af unge kvinder med udenlandsk baggrund står midt i denne frihedskamp. De skal have vores fulde støtte.

Når man bl.a. hører om, at nogle kvinder bliver bebrejdet for at være blevet for danske, bør det ikke være svært at sige meget klart fra over for de kulturelle normer, der ligger bag. Tænk engang, at der i Danmark findes miljøer, hvor opretholdelsen af familiens ære er så afgørende, at danskhed bruges som et skældsord. Der er åbenbart behov for at sige det klart: Man kan aldrig blive for dansk i Danmark.

De seneste år er mange stærke unge kvinder med etnisk minoritetsbaggrund stået frem med deres historier og har sagt fra over for familiens eller nærmiljøets undertrykkelse. De mennesker er for alvor med til at slå sprækker i de forældede mønstre, der eksisterer i nogle etniske minoritetsmiljøer. Ofte betaler de en umenneskelig høj pris. Familier og venner, der vender dem ryggen. Fjendskab og foragt fra mennesker, der ønsker at beskytte og bevare de forstokkede normer.

Men kun ved at bryde tavsheden og stå fast på kvindernes rettigheder kan vi komme om på den anden side, hvor alle minoritetsetniske kvinder er frigjorte og selvstændige. Og vi kan som samfund ikke være bekendt at efterlade så tung en opgave hos den enkelte.

Regeringen har allerede indført en lang række politiske tiltag for at hjælpe særligt kvinderne. Vi har blandt andet forbudt religiøse vielser af mindreårige. Straffen for at fastholde en person i et ægteskab med tvang er fordoblet, så det kan give op til fire års fængsel. Negativ social kontrol eller brugen af religiøse skilsmisser kan straffes som psykisk vold. Der er indført mulighed for at inddrage eller afslå at udstede pas og særlig rejselegitimation ved mistanke om, at mindreårige skal vies religiøst i udlandet eller sendes på genopdragelsesrejse.

Men der skal mere til, og regeringen har derfor nedsat Kommissionen for den glemte kvindekamp, som nu er kommet godt i gang med sit arbejde. Kommissionen har til opgave at udfordre æreskulturen, der har for godt fat i nogle etniske minoritetsmiljøer, og skal komme med anbefalinger til, hvordan piger og kvinder fra indvandrermiljøer bedst muligt kan støttes, så de har mulighed for at bestemme over eget liv. Det mener vi er tiltrængt.

Vi må ikke glemme, at den etniske minoritets kvindekamp også er den etniske majoritets kvindekamp. På tværs af nationalt og kulturelt ophav. Dét er søstersolidaritet i ordets egentlige forstand.

I Danmark har vi i de seneste år været gode til at tage de svære debatter om MeToo-krænkelser, kvinder i bestyrelser og rettigheder for LGBT+-personer. Vi skal på mange parametre være stolte af vores kvindekamp og indsats for ligestilling. Nu er tiden kommet til for alvor at støtte op om minoritetskvindernes kamp. Den skal ikke forblive glemt.