Sådan bliver Vesten et forbillede igen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vestlige værdier vinder ikke længere. Det er faktisk stoppet for lang tid siden.

Tager man eksempelvis det amerikanske Freedom Houses statistikker, fortæller de, at andelen af ufrie nationer var lavest tilbage i 1992, men toppede i 2008. Uden at man kan sige det særligt præcist lader det til, at friheden toppede omkring århundredeskiftet og har været aftagende siden. I særdeleshed i de seneste 10-12 år.

Hvad sker der? Det er i hvert fald tydeligt, at USA har mistet dele af sin hegemoniske magt. Fra at have været eneste supermagt har det nu fået en rival i form af Kina og måske også Rusland?

Den historie holder dog ikke på papiret.

På trods af Ruslands invasion af Ukraine er russerne så relativt svage, at sammenligningen ikke engang giver mening. Ruslands økonomi er på størrelse med den skandinaviske. Og kun en tiendedel af EU’s. De militære styrkeforhold er næsten lige så skæve. EU bruger mere end fire gange så meget. USA bruger 15 gange så meget.

Der er ingen konkurrence.

Kina ligner en kommende konkurrerende supermagt. Dets økonomi vil vokse sig større end den amerikanske, også selv om intet tyder på, at de vil nærme sig et vestligt produktivitetsniveau i de kommende årtier.

Med andre ord er USA stadig den eneste reelle supermagt. Hvorfor har det (og Vesten) så tabt ideologisk territorium i mindst et årti?

Jeg tror mere, det handler om USA og Vesten som et falmende forbillede end om tabet af rå magt. Under Den Kolde Krig kunne det måske forsvares, at USA blandede sig i valg og kuppede regeringer, men den slags har ingen legitimitet i dag. Det gælder i øvrigt også det vellykkede kup mod den demokratiske valgte ukrainske præsident, Viktor Janukovitj i 2014.

Den slags bruger Putin i sin propaganda og retfærdiggørelse af sin invasion af landet. Herhjemme taler vi ikke engang om det udemokratiske kup (og slet ikke om USA’s medvirken), fordi det ramte vores modstander.

De fleste mennesker i verden kan samles om at fordømme krigshandlinger mod et andet land. Og i Vesten står vi alle sammen i entydig fordømmelse af invasionen af Ukraine.

Så meget desto vigtigere er det, at vores egen førte politik ikke giver denne verdens diktatorer muligheden for at påpege, at vi gør det samme. At vi er hyklere. Ikke mindst USA’s krige i Mellemøsten er uforsvarlige. Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien er samlet set eksempler på et imperium, der blæser på international ret og skaber død og ødelæggelse. Den stærkes ret. En blanding af kynisk interessepleje og en næsten utrolig inkompetence.

Det sidste tror jeg er den vigtigste årsag til Vestens tab af indflydelse. Vores administrative og politiske eliters uduelighed. Der vil altid være eliter i et samfund, og det er derfor latterligt at være imod eliter som sådan. Men man skal naturligvis stille sig kritisk over for dem.

Problemet i Vesten er ikke, at vores eliter har for meget magt. Problemet er, at vores politisk-administrative eliter er inkompetente.

Tag den fuldkommen hjernedøde bombning af Libyens Gaddafi, som herhjemme fik opbakning fra selv Enhedslisten.

Det medførte et land i kaos, hvilket blev den vigtigste årsag til flygtningestrømmene i årene efter – som Gaddafi ovenikøbet havde advaret om. Flygtningestrømme, som ikke kan håndteres, fordi vi med nogle helligholdte og rent ud sagt idiotiske idealer har gjort det umuligt at føre en fornuftig udlændingepolitik. Hvor end ikke mordere og voldtægtsmænd kan smides ud af landet.

For enhver udefrakommende fremstår vores flygtningepolitik jo decideret vanvittig.

Men vi ser forfald så mange steder. En aldrende befolkning, der ikke desto mindre dyrker ungdomskultur som aldrig før. Ensomhed, stress og manglende tro på fremtiden. Og ikke mindst opsplitning og had.

Det er åbenlyst for enhver, at USA er et dysfunktionelt samfund. Befolkningen er kløvet på kryds og tværs. Uroligheder på grund af race, på grund af køn og på grund af økonomi. Og allerværst, en fuldtonet intolerance af forskellige politiske synspunkter.

Den amerikanske liberale model er åbenlyst ikke længere et forbillede. Den homogeniserer, rationaliserer og bryder sociale strukturer ned. Der er kommet alt for store forskelle mellem rig og fattig. Store dele af samfundet er hægtet af, og alligevel er der ingen revision af den herskende ortodoksi.

I tilfældet Rusland er det paradoksalt, at de netop forsøgte sig med amerikansk neoliberal økonomisk politik og fik et katastrofalt udkomme. De statsejede selskaber blev afhændet til private ejere, og dermed fik vi en farlig magtkoncentration hos de såkaldte oligarker.

Det mislykkede forsøg på at indføre en vestlig model er en afgørende grund til, at Kina ikke har kastet sig ud i lignende eksperimenter.

Eliternes degenerering er selvfølgelig særligt tydelig på amerikanske universiteter. De førende identitetspolitiske ideologer står for en ekstrem og menneskefjendsk tænkning, der vækker hovedrysten verden over. Tænk engang, at almægtige USA invaderede det tilbagestående Afghanistan for så at oprette en kandidatuddannelse i kønsstudier på universitetet i Kabul. Inkompetencen er næsten ubegribelig.

Hvorfor er Vesten stadigvæk en overlegen civilisation? Det er den, fordi den er bedre at bo i. Da Vesten var et fyrtårn for det gode liv, ville hele verden være som os. Dermed har vi også svaret på, hvordan vi igen skal sætte retningen for verdens udvikling. Hvad vi skal gøre for at få friheden til at sprede sig.

Vi skal gå forrest som et godt eksempel. Løse vores egne problemer. Vi skal til at føde børn frem for at importere arbejdskraft. Vi skal sikre sammenhold mellem land og by, folk og elite, rig og fattig. Få styr på de fundamentale sociale problemer.

Skilsmisser, ensomhed og ældre mennesker, der bliver overladt til sig selv. Det nytter ikke noget at forvente respekt fra andre, når det fundament, man selv står på, er i forvitring.

Hvad var Vestens enestående styrke? Vores intellektuelle ballast. Arven fra antikken, renæssancen, litteratur og klassisk musik, den tyske idealisme, romantikken, politiske teorier om sprog, nationalitet, fællesskab og suverænitet, indretning af institutioner og kritisk tænkning i det hele taget. Platon, Mozart, Hegel, Shakespeare, Einstein og Kierkegaard. Stort set al væsentlig tænkning er vestlig.

Vi behøver ikke aggressivt udbrede vores måde at leve på. Vi behøver ikke vælte regimer eller kræve, at andre indretter deres samfund som vores. Lad os lægge imperialismen på hylden. Respektere, at andre lande vælger en anden kurs. At det måske ovenikøbet er klogere for dem.

Fraværet af aggression og imperialisme er ikke det samme som nedrustning. Tværtimod bør vi investere i vores militær, så vi til enhver tid kan forsvare os selv. Så vi fremstår så stærke, som vi burde være. Løser vi vores egne problemer, vil vi igen sætte retningen for verdens udvikling. Ikke sådan, at hele verden bliver som Vesten. Men at vores idéer altid vil være oplagte at tage ved lære af.