Staten skal befri lærerne fra ansvaret for at undervise i Muhammed-tegningerne

For over 15 år siden nedlagde voldsmanden sit første veto over for Vesten. Det bestod i at forbyde os at latterliggøre islam.

Det veto har fået vores satirikere til at udøve selvcensur i stor stil. Eksempelvis har Mikkel Andersson udtalt: »På Rokoko­posten står vi ved, at vi er superbange for at gøre grin med profeter og koraner.«

Siden er muslimernes andel af de vesteuropæiske befolkninger vokset. Og nu har voldsmanden vurderet, at tiden er kommet til at nedlægge et nyt veto i islams navn. Det nye veto består i at forbyde os at vise skoleelever Muhammed-tegningerne i relevante undervisningssammenhænge. Og det ser også ud til at få sin tiltænkte virkning.

Det nye veto er godt tænkt, for sådan en afvigelse fra normal pædagogik vil have en markant opdragende effekt. Når lærerne ikke viser deres elever genstanden for nutidens mest betændte strid mellem muslimer og ikke-muslimer, vil det i stedet være det implicitte budskab, der trænger sig ind på nethinden på selv den mest skoletrætte teenager.

Afvigelsen kommer til at indprente de kommende årgange, at selv om de godt nok formelt bor i et moderne liberalt demokrati, har »de voksne« reelt underkastet sig nogle teokratiske normer fra en førmoderne civilisation. Med en omskrivning af et citat af Osama bin Laden må det forventes, at de påvirkelige unge mennesker naturligt vil begynde at orientere sig efter, hvad de oplever som den stærkeste civilisation i Europa – dvs. islam.

Medmindre vi gør noget ved det.

Politikerne kan gentage nok så mange gange, at de ikke vil acceptere udviklingen. Mette Frederiksen kan underskrive nok så mange erklæringer om, at ekstremister ikke skal kunne diktere undervisningen i Danmark. I fraværet af handling klinger ordene så hult, at sætningerne ligefrem begynder at betyde det modsatte. Det ville være mindre orwelliansk og mere ærligt, hvis regeringen sagde: »Vi accepterer udviklingen. Ekstremister dikterer nu undervisningen i Danmark.«

Første skridt i at vende udviklingen består i at indstille den hændervridende virkelighedsfornægtelse. Politikerne bør se i øjnene, at det er et fait accompli, at vi har lidt nederlag og tabt terræn. Vi er begyndt at indrette os efter islamiske idéer om, hvordan samfundet bør være, ikke fordi vi lader os overbevise af muslimernes argumenter, men fordi vi lader os betvinge af islams sværd.

Herefter bør vi foretage en brainstorming af, hvordan vi kan knægte voldsmandens veto og generobre det tabte terræn. Konkret bør vi se på, hvordan vi kan sikre, at alle danske skoleelever får vist Muhammed-tegningerne i undervisningsøjemed allerede fra skoleåret 2021/2022 og frem.

Men bør det ikke være op til lærerne, hvilket undervisningsmateriale eleverne skal se? Det er forkert af os at tale om metodefriheden, som om den fortsat består. Vores valg nu handler ikke om, hvorvidt vi vil indføre en undtagelse i metodefriheden eller ej. Den undtagelse er allerede indført af voldsmanden. Nu består vores valg udelukkende i, om vi vil give voldsmanden hans vilje, eller om vi vil banke i bordet og sige: »Fandeme nej, det skal du ikke bestemme.«

Det er blevet foreslået af flere – herunder lærerstuderende og debattør Geeti Amiri – at gøre det obligatorisk at vise tegningerne i undervisningen. Det vil betyde, at når den enkelte lærer står over for de vrede elever og forældre, som ikke kan forstå, hvorfor eleverne skal se materiale, der krænker muslimernes religiøse følelser, vil læreren kunne slå ud med armene og sige, at det er et lovkrav, at tegningerne skal indgå i undervisningen. Skyd ikke budbringeren! Bogstaveligt talt.

Imidlertid er forslaget utilstrækkeligt. De lærere, der er så bange, at de ikke tør vælge at bruge tegningerne i undervisningen, vil måske nok kunne tvinges til at vise tegningerne, men det vil næppe få dem til frivilligt at vælge at stå på mål for handlingen og levere det helhjertede pædagogiske forsvar for ytringsfriheden, som rettelig bør ledsage visningen af tegningerne.

Tværtimod vil vi opleve rædselsslagne lærere, som snakker deres forargede muslimske elever efter munden og giver dem ret i, at det er for dårligt, at de skal tvinges til at se tegningerne. Hvis lærerne vælger ikke at krybe på denne måde, men rent faktisk forsøger at forklare de ophidsede muslimer meningen med galskaben, så vil lærerne blive politikkens ansigt udadtil – håndlangerne for den ”islamofobiske” danske stat – og dermed vil de risikere repressalier i lige så høj grad som de lærere, der i dag frivilligt vælger at vise tegningerne. Det er hverken rationelt eller rimeligt af os at beordre lærerne til at stille sig i frontlinjen og være ansvarlige for at udføre en opgave, som er blevet så farlig.

Vi bør her dvæle ved det faktum, at Samuel Paty blev henrettet, fordi han med liv og sjæl underviste i et fag, som Frankrig gjorde obligatorisk efter massakren på Charlie Hebdo. Jeg er ikke i tvivl om, at Geeti Amiri er modig nok til at gøre Paty kunsten efter, og at hun uforfærdet vil gå i rette med selv de mest stridbare muslimer for at indgyde sine elever demokratisk dannelse, men det er desværre virkelighedsfjernt at satse på, at hele lærerstanden mønstrer samme mod som Amiri. Frygtbetingede adfærdsændringer er ikke glorværdige, men de er såre menneskelige. Og vi har netop opbygget en civilisation, som ikke kræver fysisk mod af civile.

En analogi kan måske hjælpe på forståelsen hos dem, der ikke kan slippe spørgsmålet om lærernes metodefrihed: Hvis nogen af Danmarks marker pludselig var blevet minefelter, ville vi heller ikke forvente af landmændene, at de skulle fortsætte med at køre traktor. Så ville staten sætte hæren til at rydde minerne, inden landmændene kunne vende tilbage til deres arbejde.

Pointen er, at der med visningen af tegningerne i undervisningsøjemed er tale om en opgave, som normalt udføres af civile, men som nu er blevet så farlig, at udførelsen rettelig bør overtages af staten. Politikerne bør derfor vedtage at løfte ansvaret fra lærernes skuldre.

Mit eget løsningsforslag består i at lade Undervisningsministeriet producere en officiel undervisningsvideo, som skal vises til alle skoleelever, og som sagligt og oplysende skal beskrive Muhammed-krisen og gøre rede for dens principielle problematikker.

Man kan sende eleverne på en obligatorisk udflugt til en udstilling, hvor videoen bliver fremvist. Staten kan sørge for at transportere eleverne frem og tilbage samt for al den sikkerhed, der måtte være nødvendig. På den måde kan det sikres, at eleverne får fremvist tegningerne i undervisningsøjemed, samtidig med at lærerne kan føle sig trygge, fordi de intet har med det at gøre.

Opgaven kan givetvis også udføres på andre måder. Læsere, der kan finde på bedre løsningsforslag, opfordres hermed til at byde ind med dem. Men en løsning må der til.

I min optik er det essentielle, at lærerne skal afkobles fra opgaven, samt at sikkerheden skal være i top. For voldsmanden kommer til at trykteste, hvad end løsning vi vælger. Og ja. Hvis Folketinget vedtager at trodse voldsmanden – altså i handling og ikke bare i tomme ord – så vil det øge terrortruslen mod Danmark. På kort sigt vil det være sikrest bare at lade voldsmanden få sin vilje.

Men voldsmanden stopper jo ikke her. Han har ikke til sinds at stoppe med at kue os, før hele verden lever i overensstemmelse med hans førmoderne totalitære ideologi. Hvis vi ikke tager kampen op mod ham nu, hvornår gør vi det så?