Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Pension skal gøres mere fleksibel – uden at genoplive efterlønnen

Fremtiden for danskernes pension er en kompliceret sag, som har været præget af forhastede udmeldinger. Måske er en af løsningerne at passe bedre på de ældre medarbejdere.

Artiklens øverste billede
Der er ikke brug for forhastede løsninger på danskernes pensionsfremtid, mener to tidligere økonmiske vismænd. Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer

I den netop overståede valgkamp spillede pensionsområdet en central rolle. Men det er et kompliceret område, der er ret uegnet til hurtige, simple og klare udmeldinger. Den fundamentale udfordring siden 1990’erne har været og er, at vi – heldigvis – bliver ældre og ældre. Men hvor meget ældre den enkelte bliver, er meget afhængig af uddannelse, beskæftigelse og indkomst.

Der har i de sidste mange årtier været en lang række reformer med forskellig sigte. Med oliekriserne i 1970’erne kom der en betydelig arbejdsløshed, og en af idéerne til at nedbringe den var at indskrænke arbejdsstyrken. Derfor indførte man efterlønnen for de 60-67-årige (folkepensionsalderen var dengang 67 år). Idéen var, at de ældre på arbejdsmarkedet skulle ”give plads til de unge”.

Interessen for ordningen viste sig langt større end ventet. Oprindelig skønnede man, at en 15-20.000 personer ville gøre brug af ordningen, men da antallet toppede lige efter årtusindskiftet, var tallet over 150.000. Det blev dermed en meget dyr ordning. Og da arbejdsløsheden fra midt i 1990’erne begyndte at falde, blev det også en ordning, der ikke kunne forsvares ud fra sin oprindelige begrundelse.

Måske har vi brug for regler, der gør det vanskeligere at fyre ældre medarbejdere med høj anciennitet?

Det samlede billede fra 1975 til 2000 blev, at den gennemsnitlige levealder steg med omkring tre år, mens den gennemsnitlige pensionsalder faldt med over fire år. Velfærdsstatens økonomi kunne helt åbenbart ikke på længere sigt hænge sammen med en stigende levealder og en faldende pensionsalder. Mange økonomer kritiserede derfor blandt andet efterlønsordningen kraftigt.

Det første store indgreb på pensionsområdet kom med finanslovsforliget i 1998. Retten til efterløn blev gjort afhængig af 25 års a-kassemedlemsskab, og samtidig blev folkepensionsalderen sat ned fra 67 til 65 år.

Det kan lyde ulogisk at sætte folkepensionsalderen ned for at gøre tidlig pension mindre attraktiv, men idéen var, at folkepensionen er lavere end efterlønnen, og pensionering blev derfor mindre attraktiv.

Samtidig blev adgangen til arbejdsløshedsdagpenge, førtidspension og kontanthjælp gradvist indskrænket, f.eks. så nedslidte og syge medborgere blev sendt i utallige jobprøvninger, inden de eventuelt kunne få tildelt en permanent pension.

Siden 2000 er pensionsalderen da også steget med omkring to år eller ca. det samme som levealderen.

Den helt afgørende reform – ”kronjuvelen i dansk økonomi” – er velfærdsaftalen fra 2006, der sigter mod, at pensionsalderen i fremtiden skal stige med levealderen. Derved har man løst problemet med stigende levealder og flere og flere ældre.

Der er ingen tvivl om, at velfærdsaftalen grundlægger nogle principper i dansk pensionspolitik, som mange lande misunder os. Den bør der absolut ikke rokkes grundlæggende ved. Det er derfor vigtigt at se på, om der er forhold, der kræver justeringer, hvis den generelle opbakning til dette system skal bevares, og der er to problemer ved det.

For det første at vi efterhånden har gjort så meget for at få alle ud på arbejdsmarkedet, at det forekommer som en urimelig jagt på syge og nedslidte. Medierne er fulde af eksempler på folk, der i stedet for at få tildelt en førtidspension sendes på den ene udsigtsløse jobprøvning efter den anden. Det var det problem, pensionsforliget fra i foråret søgte at løse.

For det andet er der et stort og stigende gab mellem levealder for rige højtuddannede og fattige lavtuddannede. En 60-årig mand i laveste fjerdedel af indkomstfordelingen lever i 2016 i gennemsnit 18,9 år, mens en i den øverste fjerdedel lever i 24,9 år. En ufaglært 60-årige mands restlevetid var 20,6 år, mens den for en med lang højere uddannelse var 24,0 år. Og det er forskelle, der er stigende.

Gabet mellem den gennemsnitlige levetid for en mand fra øverste til en fra nederste fjerdedel af indkomstfordelingen steg fra 5,5 år i 1987 til 9,9 år i 2009.

En stigende gennemsnitlig levealder sammen med stigende forskelle i den gennemsnitlige levealder rejser derfor en relevant udfordring. Hvordan skaber vi et acceptabelt system for de grupper, som oplever, at pensionsalderen stiger hurtigere end deres egen forventede levealder?

Bindingen af pensionsalderen til den gennemsnitlige levealder byggede på en målsætning om, at vi i gennemsnit skulle have 14,5 år på pension. Hvis vi intet foretager os i forhold til dilemmaet med stigende pensionsalder og stigende forskelle i forventet levetid, vil denne målsætning ikke kunne nås for de fattige og lavt uddannede.

Der er en række muligheder for at skabe en mere fleksibel pensionsalder. I praksis er der i flere lande eksempler på, at den almindelige, fælles pensionsalder kan fraviges under bestemte forudsætninger. Den grundlæggende udfordring er at gennemtænke muligheder, der kan løse dette problem uden at ”lukke efterlønnen ind ad bagdøren”.

Socialdemokratiets forslag i valgkampen var at gøre det muligt for nedslidte med mange år på arbejdsmarkedet at gå på pension før den almindelige pensionsalder. Som forventet løb forslaget ind i en masse kritik. Men jævnfør ovenfor er det en idé, der bør overvejes, og en række kritiske formuleringer forekom mere præget af valgkamp end af seriøs analyse.

DI, Cepos og borgerlige politikere talte om at sende »store grupper af arbejdsdygtige seniorer på tidlig pension«. Og det er der selvfølgelig noget om. Men det gør vi jo uden nogen debat for store grupper af de mest produktive, veluddannede og højtlønnede, der kan gå på pension som 65-årig, selv om mange af dem sagtens kunne arbejde længere.

Argumentet om, at vi bliver fattigere af at »trække tusindvis af arbejdsdygtige hænder ud af arbejdsmarkedet«, gælder jo også de 67- eller for den sags skyld 75-årige arbejdsduelige akademikere.

Et afgørende problem i forhold til at skabe et system med fleksibilitet i pensionsalderen er, at det kræver enten visitation eller en aktuarmæssig tilpasning, hvis det skal kunne styres med hensyn til udgifterne. Administrativt er en binding af pensionsalderen til nedslidning eller anciennitet på arbejdsmarkedet en vanskelig vej at gå.

Det første bygger på en subjektiv vurdering, og det var netop det, man ville undgå. Efterlønnen var populær, blandt andet fordi det var en objektiv ret uden visitation.

Det andet er meget datakrævende; der er stor mobilitet på arbejdsmarkedet igennem livet for mange mennesker; der er risiko for, at reglen vil være diskriminerende over for kvinder med barsel, og hvordan skal man håndtere perioder med aktivitet i udlandet osv.

En tredje løsning ville være at binde pensionsalderen til antal år med offentlig betalt uddannelse, så pensionsalderen steg med et halvt eller et helt år for hvert års uddannelse, og dermed give plads til nedsættelse af pensionsalderen for ufaglærte.

En fjerde vej at gå ville være at gøre det muligt for alle at gå på pension før den fælles pensionsalder mod en aktuarmæssig tilpasning af pensionsbeløbet. Men det vil betyde en lavere pension livet igennem til dem med nedslidende job. Og er det rimeligt?

På pensionsområdet er der jo også mulighed for både pisk og gulerod. Og en del kunne tale for også at overveje nogle flere gulerødder.

Der er en stor andel af dem, der går på pension, der ikke gør det frivilligt. Mange har allerede inden 60-årsalderen oplevet, f.eks. i forbindelse med besparelsesrunder, at blive presset ind i mere eller mindre attraktive aftrædelsesordninger eller er blevet fyret.

Måske har vi brug for regler, der gør det vanskeligere at fyre ældre medarbejdere med høj anciennitet? Man kan også spørge, om folkepensions-, ATP- og tjenestemandspensionsreglerne i tilstrækkelig grad tilskynder folk til at blive nogle år ekstra på arbejdsmarkedet. Strammere arbejdsmiljøreglerne kunne måske også i højere grad mindske forskellene mellem de ”sunde” og de ”usunde” fag.

Der er kort sagt nok af ting, der bør diskuteres, men det er indviklede problemer, så det må ske uden brug af hurtige udmeldinger og polemiske slagord. Der er brug for grundige analyser og forhandlinger med de involverede parter på arbejdsmarkedet.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.