Karen Blixen underspillede sine evner som forretningskvinde

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Går man i den illusion og tror, at alt er sagt om forfatterikonet Karen Blixen og hendes afrikanske farm, så er Tom Buk-Swientys 751 siders ”Løvinden. Karen Blixen i Afrika” med sin halvanden kilos murstenstyngde et magtfuldt narkotikum.

Trods sit massive tæppebombardement af facts er den adjungerede professor så defensiv i sine perspektiveringer, at der er aspekter af Karen Blixens ledelse, han ikke får sagt.

Takket være erhvervsmagnaten Aage Westenholz’ frigivne korrespondance får vi gennem ”Løvinden” indblik i de formative år for en dame, som ikke blot dirigerede 1.000 ansatte og så skrev bestsellere, men med tiden fik stor succes med at organisere og brande sit arbejde.

Med en udtalelse i Berlingske om, at hans værk »vil vise, at hun var en forretningskvinde. Det er her, jeg virkelig kan tilføje noget nyt,« har Buk-Swienty inviteret til modsigelser.

Efter at have skrevet bogen ”Berømmelsens anatomi” i 2004, begået en specialeafhandling og holdt mere end 80 foredrag om bl.a. Blixen som forretningskvinde har jeg – på linje med professor Per Boje og ph.d. Benedikte Rostbøll – svært ved at se den fornyelse, han påberåber sig.

Når Blixen ikke er kendt som en exceptionelt dygtig forretningskvinde, skyldes det, at hun for at opnå maksimal opmærksomhed om sin kvalitetsprægede skønlitteratur voldsomt underspillede sine forretningsmæssige resultater.

Selv om Aage Westenholz’ afrikanske gods – med Karen Blixen som CEO – efter 17 år gik i betalingsstandsning, var der sejre, som kan tilskrives Blixen.

Hun var en fast learner, som Moa Matthis konstaterer i sin doktordisputats, ”Selling Isak Dinesen’s Seven Gothic Tales in 1937”.

Fast learning var der brug for. For i et heftigt østafrikansk iværksættermiljø af utilpassede aristokrater var ægtemanden, Bror Blixens, forretningsførelse – med pengetransaktioner, som ejerkredsen ikke var vidende om – så hurtigtgående, at en tiltale for underslæb lyder plausibel, hvis gentleman’en Westenholz havde villet.

Selv om Karen Blixens efterfølgende ledelse var anderledes præget af ordentlighed og myreflid, må man ikke se bort fra, at den regnskabs- og akademiuddannede erhvervskvinde lærte sin metier i en klondikeatmosfære, hvor der ikke blot var store forekomster af kapital og højteknologi – Blixen fik allerede sin første Ford-traktor i 1923 – men hvor det safariklædte aristokrati festede igennem –undertiden under indflydelse af konebytning og euforiserende stoffer.

Hendes senere forretningsmæssige dispositioner er ikke blot præget af et strategisk overblik så formidabelt, at dr. Matthis konkluderer, at hun efter at have fået succes »behandlede sine amerikanske velgørere snarere overlegent«. Også i hendes formative år i Afrika ser vi tegn på storhed, som dårligt perspektiveres i Buk-Swientys tilgang.

Ud over hendes fantastiske fortællinger, som har rørt læsere verden over, havde hun talentet til at netværke med en ekstremt forskelligartet kreds af ressourcepersoner.

I hendes modne år var det en genistreg, at hun samlede en kreds af unge litterater – professor Aage Henriksen, forfatter Thorkild Bjørnvig, forlagsdirektør Ole Wivel og Louisianas grundlægger Knud W. Jensen, der senere kom til at virke som passionerede ambassadører for hendes brand.

Gennem sin efteruddannelse af afrikanske ansatte formåede baronessen gennem networking på flere niveauer at skabe et køkken og et hjem, som tiltrak det højeste lag af beslutningstagere, bl.a. prinsen af Wales - og de fordele, som det på sigt kunne føre med sig.

Det er svært at forestille sig en god biografi uden indlevelse. Tom Buk-Swienty distancerer sig ved flere lejligheder i ”Løvinden” fra sin hovedperson med en slet anbragt ironi: »Som altid var hun særligt optaget af sin egen fremtoning« eller baronessens »ubændige trang til at forny sin garderobe«.

Problemet med ironi på dette sted er, at den spærrer for forståelsen af, hvilket aktiv Blixens styling var for det high class-netværk, hun dannede på farmen, og senere den succes, hun nød som forfatter. Længe før begrebet tv personality var opfundet, gjorde Karen Blixen sig til en supergenkendelig figur, som associerede til de fantastiske fortællinger.

Verden husker Karen Blixen på løvejagt, Karen Blixen iført pjerrotdragt, Karen Blixen i selskab med Marilyn Monroe.

Et udtryk for Blixens networking er, at det gennem Denys Finch-Hatton i 1929 lykkedes at skaffe lovning på et lån, som var mere fordelagtigt end Westenholz’. Da verdenskrisen i 1929 eliminerede lånemuligheden, skrev Finch-Hatton til hende: »Alle, der har penge, skjuler dem i udlandet for at undgå at blive beskattet.«

Denne besked, der betød farmens endeligt, bidrog til Blixens læring. Rungstedlund-bestyrelsesmedlemmet Frans Lasson forklarede mig i 2004, at Blixen i høj grad har været udfordret af Skat i forlængelse med sin skattetænkning på store amerikanske indtægter.

Indtrykket af Blixens fremmelighed bestyrkes, når man i Grethe Rostbølls ”Karen Blixen og Sverige” læser, at succesforfatteren havde en praksis med at sende tjenestefolk til Helsingborg for at hente kontante beløb fra sin svenske litterære agent.

Frans Lasson skrev også: »Det er nu på tide, at det ensidige billede af Karen Blixen, stillet til skue på beundringens piedestal (…) slettes ud til fordel for et farligere og mere tvetydigt portræt, der yder hendes såre sammensatte natur større retfærdighed.«

Karen Blixen var en exceptionel, begavet kvinde, der præsterede exceptionelt meget. Rungstedlund står som hendes Graceland.

Når hun kunne møde sine amerikanske forlæggere som ligemænd, var det, fordi hun havde tilegnet sig deres viden om business og branding. Problemet er bare, at hun sjældent delte sine ledelsesmæssige overvejelser med de skønånder, der typisk står som kilder.

Professor Aage Henriksen forbandt hende med en »hvileløs higen efter at overskride de kendte grænser for menneskelighed, efter at blive overmenneske, myte, vendepunkt, frembærer af de nye tavler«.

Derfor er vi nødt til at inddrage eksisterende ledelsesmæssige teorier for at forstå Blixen som en exceptionel kvindelig iværksætter.

Hun var f.eks. en mesterlig bruger af strategic ambiguity, som handler om at holde så mange handlemuligheder åbne som muligt ved at økonomisere med sin kommunikation. Hvor Bror overdrev strategic ambiguity ved at føre ejerkredsen bag lyset, så formåede Karen Blixen at mobilisere sit uensartede netværk, så det tjente manges formål.

Når Aage Westenholz gav hende så meget snor, skyldes det beundring over for talentet; Karen Blixen »har større evner end nogen af os … klog er hun og kører med os.«

Problemet med Buk-Swientys tilgang er, at forståelsen af den meget anderledes og avantgardistiske Blixen bliver lidt væk i hans indre fortalte monolog og forenklede kausalpsykologiske forklaringer, som undertiden mere repræsenterer småborgerlige læseres forventninger end det mod, som Blixen faktisk virkede med.

Med hans velskrevne murstensværk kan forskningen i forretningskvinden Blixen synes afsluttet.

Man kan også argumentere for, at den først lige er begyndt.