Ulandsbistanden – er en epoke ved at være slut?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den enorme ulandsbistand fra ”The West” til ”The rest” siden afslutningen af Anden Verdenskrig har muligvis ikke skadet de såkaldte udviklingslandes økonomier. Vi finder tillige flere succeshistorier, f.eks. Danidas hjælp til opbygning af sundhedsvæsenet i det vestafrikanske land Ghana.

Altruismen og bestræbelserne på at hjælpe medmennesker i nød over hele verden er virkelig til at få øje på. På den måde kan man muligvis legitimere alle de skattekroner, skattebetalende danske borgere har betalt gennem snart 70 år.

Hvad angår ulandsbistandens størrelse, har Danmark været en duksedreng i klassen. Således har vi ifølge Danmarks Statistik siden midten af 1970’erne levet op til FN’s målsætning om at yde mindst 0,7 af vores bruttonationalindkomst (BNI). I kroner og øre betyder det, at ulandsbistanden 1995-2018 er steget med 48,5 pct., nemlig fra 12,8 mia. til 19 mia. kr. I årene 2013-18 har bistanden gennemsnitligt ligget på 18,3 mia. om året (Danmarks Statistik, Økonomisk bistand til udlandet). Hvis vi følger Danidas opgørelse (Openaid – Udenrigsministeriet), har bistanden i samme periode gennemsnitligt ligget på 16,5 mia. om året. Til sammenligning koster i 2018-priser en Øresundsbro 24,5 mia., en Storebæltsbro 37,8 mia. og en Femernforbindelse 64 mia. Ulandsbistanden 2012-2018 ville have kunnet finansiere disse broer.

Vi har fået stor ros for vores ulandsbistand. F.eks. har vi flere gange fået tildelt førstepladsen i udviklingsbistandsgivning af den internationale tænketank Center for Global Development. I forbindelse med den seneste pris i 2017 udtalte udviklingsminister Ulla Tørnæs, at »vores førsteplads viser, at vi yder et konkret og synligt bidrag til en friere, rigere og mere tryg verden«.

Imidlertid har bistandshjælpen sjældent været den væsentligste årsag til, at modtagerlandene er blevet bedre til økonomisk at klare sig selv. Dette kunne man måske have forventet efter 70 års støtte. Til sammenligning tildeltes Marshall-hjælpen fra USA til det krigshærgede Europa gennem seks år – fra 1948-1953. Og Marshall-hjælpen var rent faktisk hovedårsagen til en økonomisk kick-start i Europa. Hvad angår ulandsbistanden, var intentionen i starten – inspireret af Marshall-hjælpen og til dels af dårlig samvittighed over kolonitidens forbrydelser – hurtigt at ”ophjælpe” fattige lande, der lige havde fået deres selvstændighed.

Men hjælpen endte desværre med at blive en permanent hjælp. Og i nogle tilfælde har ulandshjælpen tydeligvis været en sovepude, der har forhindret landenes regeringer i at føre en ansvarlig og bæredygtig, økonomisk politik.

En succeshistorie er som nævnt Ghana, som har været prioritetsland for dansk udviklingsbistand siden 1989 – en bistand, der udfases i 2020 efter ghanesernes eget ønske. I de seneste år har Ghana oplevet høj økonomisk vækst. I det hele taget har Afrika haft høj vækst de seneste år – med en fordobling af væksten fra 2 til 4 pct. fra 2016 til 2019.

Til sammenligning lå Danmarks økonomiske vækst i 2018 på 1,5 pct. Også det andet store kontinent, der har været mål for omfattende ulandsbistand gennem årene, Sydamerika, har i mange år oplevet høj økonomisk vækst. Om end der stadig findes megen fattigdom – og mange fattige lande – på disse to kontinenter, er spørgsmålet dog, om ulandsbistanden i sin nuværende form ikke efterhånden har udspillet sin rolle.

At den i hvert fald har udspillet sin rolle i Ghana, vidner præsident Akufo-Addos udtalelser om i 2018: »Vi kan ikke fortsætte med at træffe politiske beslutninger om os selv, i vores lande, i vores region, på vores kontinent på grundlag af den støtte, som den vestlige verden (…) vil yde os. Det vil ikke fungere. Det har ikke fungeret, og det kommer ikke til at fungere. Vi bør være optagede af, hvad vi har brug for at gøre i det 21. århundrede for at flytte Afrika væk fra at stå med hatten i hånden og tigge om bistand, velgørenhed, almisser«. Ulandsbistanden udgjorde i 2004 16,3 pct. af budgettet.

Nu mener præsidenten, at det er på høje tid, at ghaneserne – 60 år efter landets selvstændighed – tager ansvaret for deres egen økonomi: »Det kan ikke være rigtigt, at budgettet for vores land [60 år efter selvstændigheden] stadig er afhængigt af udenlandsk støtte, først og fremmest fordi vi ikke har været i stand til at udvikle vores økonomi i en grad, så vi selv kan finansiere tingene.

En epoke er altså muligvis ved at være slut. Men hvad skal sættes i stedet? Skal ulandsbistanden fortsætte i nye former? Skal de vestlige lande støtte ved at investere – ligesom Kinas storstilede investering i Afrika? Er der andre måder, vi kan hjælpe på uden at ”skade mere, end vi gavner”?

Handelsaftaler og investeringer inden for den private sektor er allerede i fuld gang. En idé kunne imidlertid være at supplere dette med en international ”forsikringskasse” bestyret af FN. Med forsikringskasse mener jeg en pengekasse, alle FN-lande betaler ind til i forhold til økonomisk formåen (f.eks. målt som BNP eller BNI). Formålet er at forsikre alle lande mod uheld som f.eks. tørke, fejlslagen høst, oversvømmelser, jordskælv, sygdomsepidemier og lignende ”uheld”, som ikke er selvforskyldte. Hermed kunne ulandsbistanden omlægges til kontingentindbetaling til denne forsikringskasse, som også rummer alle lønmidler til de nationale og internationale hjælpeorganisationer, som der også i fremtiden vil være brug for.

Det ville være mere fair – ja, og langt mere værdigt – end den hidtidige ”almissepolitik”. I realiteten vil det være de forhenværende ulande, der ville indbetale mindst til – men bruge flest penge af – denne kasse, hvilket vil være helt i sin orden. Man kunne også yderligere øge omfordelingen fra rige til fattige lande ved at have en vedtægtsbestemmelse om udbetaling af mindre erstatninger til rige lande.

Det helt centrale er, at der er helt gennemsigtige spilleregler. Eksempelvis bør følgende klart fremgå af vedtægterne: Hvorledes udfyldes og behandles formelle ansøgninger om erstatningskrav? Hvilke krav skal der stilles til dokumentation for, at ”skaden” ikke er selvforskyldt? Er det kun fuldt kontingentbetalende medlemmer, der kan modtage erstatning – eller kan der være flere typer medlemskaber? Hvor stor skal omfordelingen mellem rige og fattige lande være? Udover at systemet er mere retfærdigt, sikrer det også koordinering af indsatsen. Skrækeksemplet Haiti (jordskælvet i 2010) vil med andre ord kunne undgås i fremtiden.

Naturligvis vil vurderingen af, om et land er berettiget til at modtage erstatning, samt takseringen af en ”skade”, medføre mange, lavpraktiske problemer. Herudover vil der også være en selvindlysende fare for korruption på alle niveauer. Vigtigst er dog, at fordelingssystemet baserer sig på et retfærdighedsprincip og ikke et almisseprincip. Som i en brandforsikring indbetaler vi ikke vore kontingenter, alene fordi vi ønsker at hjælpe folk, hvis huse brænder. Vi gør det også i egeninteresse: Det kunne jo være, vort eget hus brændte ned en dag. Men et sundt biprodukt af denne egeninteresse er økonomisk solidaritet med folk, vi ikke kender.

En centraliseret, international forsikringskasse med klare spilleregler som afløsning for ukoordineret ulandsbistand vil efter min mening være social-liberalisme i allerbedste forstand. Vi ville faktisk på denne måde indføre et af de vigtigste og mest effektive principper fra den skandinaviske velfærdsstatsmodel: Universelle ydelser i stedet for selektive ydelser. Den, der har krav på noget fra ”fælleskassen”, får det helt automatisk – uden at behøve at tigge om det.