Der er noget gammeltestamentligt ildevarslende over, at man i et vestligt land vil pådutte kvinder at blive mangfoldige, hvis de selv ønsker abort

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Demokratiske rettigheder, herunder kvinderettigheder, er ikke noget, man bare kan tage for givet. De kan pludselig blive taget fra én. I mange vestlige lande har der været fri abort siden 1970’erne, men nu har der været flere forsøg på at begrænse abortrettigheder, ja, i yderste konsekvens at gøre abort ulovlig.

Abortmodstand er som oftest forbundet med værdier om det ufødte fosters ret til liv, der ikke altid er foreneligt med kvinders rettigheder til at bestemme over egen krop. Derfor er der heller ikke fri abort i lande som Malta, der har absolut forbud, og Polen, der har forbud med få undtagelser. Men også i Norge er der i skrivende stund voldsomme protester mod en vedtagelse af begrænsning af retten til fosterreduktion efter forslag fra det nyslåede regeringsparti, Kristelig Folkeparti.

På Færøerne, trods rigsfællesskabet, er der heller ikke fri abort. Selv kender jeg kun Færøerne fra Jørgen-Frantz Jacobsens verdensberømte roman om Barbara, som er et seksuelt frigjort naturbarn, der gør, lige hvad der passer hende. Hun gifter sig med hele tre præster og fordrejer hovedet på talrige andre mænd. Men milevidt fra litteraturen er virkeligheden. Færøerne er et samfund med en stærk og mangesidet religiøs tradition – og med en dansk abortlovgivning fra 1956. Og ifølge den er abort strengt forbudt. Så færøske kvinder må rejse til fastlandet for at få en abort.

I det øvrige Danmark betragtes abort af et overvejende politisk flertal ikke som noget, »alle kvinder skal have for at være moderne og frigjorte«, som den afgående formand for Kristendemokraterne har udtalt, men som en ret, som alle kvinder skal have for at kunne bestemme over egen krop og dermed over deres eget liv.

I valgkampen 2019, der på mange andre måder var en værdikamp, var KD mig bekendt det eneste parti, der blev spurgt om sin holdning til abort. I denne vælgers optik blev der ikke givet et klart og utvetydigt svar. Heller ikke i partiprogrammet. Her tales om respekten for menneskets værdi – ikke fra vugge til grav – men fra befrugtning til den naturlige død. Det ufødte foster defineres altså som et menneskeliv ifølge KD, for hvem det er et erklæret mål at nedbringe aborttallet til nul og at indføre obligatorisk rådgivning til alle, som søger abort. A la tysk model, som det formuleres. Hvis KD skulle få magt, som partiet har agt, ville danske kvinder dog få ret til abort, hvis gennemførelse af graviditeten er til alvorlig fare for kvindens liv og helbred eller for andre fostre i maven.

Nu nævner KD specifikt den tyske model, hvilket er værd at dvæle ved. Der er ikke fri abort i Tyskland. Et abortindgreb betragtes som udgangspunkt som en forbrydelse, der ifølge tysk straffelovs § 218 kan straffes med helt op til fem års fængsel til den, der foretager indgrebet. Ifølge § 218a er en abort dog straffri, hvis kvinden indvilliger i at få rådgivning – om alternativer til aborten vel at bemærke – og derefter venter tre dage med at få indgrebet foretaget. Hvis kvindens liv er i fare – ikke nødvendigvis i alvorlig fare, som KD betinger sig – og ingen anden rimelig løsning end abort foreligger, eller hun har været udsat for et seksuelt overgreb, er abort dog både lovlig og straffri.

For nylig har det såkaldte reklameforbud for abortlæger ifølge § 219a vakt voldsom debat og givet anledning til demonstrationer i Tyskland og også skabt fornyet debat om § 218. Et kompromis om, hvordan abortlæger må avertere, er siden indgået.

Abortspørgsmålet har tidligere været forelagt den tyske forfatningsdomstol, der efterprøver, om landets love er i overensstemmelse med den tyske grundlov. Senest i 1993 har domstolen i Karlsruhe igen fastslået, at abort er forfatningsstridig ifølge grundlovens artikel 2, stk. 2, der handler om livets ukrænkelighed.

I USA nåede højesteret i 1973 i afgørelsen i ”Roe versus Wade” frem til det stik modsatte.

Nemlig at abort er en del af en kvindes ret til privatliv ifølge forfatningens 14. lovtillæg. Siden da har det religiøse højre opponeret mod den ret. Og de har en stærk stemme i USA. En stemme, der har fået fornyet momentum i den seneste tid.

Den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates, der ofte nådesløst spidder nationalkarakteren i sit eget land, gjorde det igen i romanen ”A Book of American Martyrs” fra 2017. Her fortælles historien om Luther, der er far til fem, dybt religiøs og brændende retten til liv-aktivist. Han ender med at skyde en abortlæge i kampen for at redde ufødte liv fra det, man i hans kredse kalder for feticide, drab på ufødte fostre. I Luthers egen selvforståelse er han martyr i en kamp mod børnemordere, mens hans eget drab på abortlægen retfærdiggøres med, at han jo er kriger i en hellig krig. De abortsøgende piger og kvinder er ifølge Luther bare nogle vildfarne stakler, der tror, de ikke vil være mødre. Den vildfarelse forsøger demonstranter uden for klinikkerne, ofte i selskab med deres egne børn, at redde dem fra ved at advare dem imod at slå deres ufødte børn ihjel og dermed ende med at brænde i helvede.

Det er en holdning til moderskabet, der går ganske godt i tråd med, hvad næsten halvdelen af den amerikanske befolkning mener. Derfor er abortspørgsmålet, også her 46 år efter at aborten blev fri i USA, et kontroversielt spørgsmål – og en politisk varm kartoffel. Også for demokraterne. »Nobody is pro-abortion« er Barack Obama citeret for at have sagt.

Meget kan man sige – og er der også blevet sagt – om USA’s siddende præsident; men ikke at han ikke gør sit yderste – med større og mindre held ganske vist – for at holde sine valgløfter. Det gælder også på abortområdet. Trump er naturligvis som enhver anden republikaner modstander af den fri abort. Selv om han ikke var det, før han stillede op som republikansk præsidentkandidat. Følgelig har Trump naturligvis også udpeget ligesindede til højesteret.

I et af sine utallige tweets erklærede han sig i maj i år for at være yderst pro-life med de tre undtagelser – voldtægt, incest og beskyttelse af moderens liv og anførte samtidig, at det var den samme holdning som Ronald Reagans. Trump er altså hverken mere eller mindre restriktiv på abortområdet end andre republikanere. Men med udnævnelsen af Neil Gorsuch og Brett Kavanaugh har republikanerne flertallet i højesteret. Det faktum har givet indtil videre 10 stater i Midtvesten og Syden mod på at vedtage endog meget restriktiv abortlovgivning, der gør abort forbudt i Alabama med helbredsmæssige årsager som eneste undtagelse. Andre stater har forbudt aborter efter sjette uge, eller så snart man kan høre hjertelyd. Nogle stater har også indført såkaldte trigger laws. Det betyder, at såfremt højesteret omstøder ”Roe vs. Wade”, ja, så vil abort blive forbudt i de pågældende stater.

I USA kan man ikke få offentlig støtte til abort ifølge The Hyde Amendment, der har været gældende siden 1976.

Aborter udføres kun på særlige abortklinikker formedelst ca. 3.000 kr. I Missouri er der kun én abortklinik tilbage i hele staten.

I Alabama vil læger, når loven træder i kraft i november 2019, kunne straffes med op til 99 års fængsel. Abortlæger lever i forvejen livet farligt og under politibeskyttelse. Siden 1973 har der været adskillige overfald og sågar drab. Mest kendt i offentligheden er nok doktor George Tiller, der overlevede et attentat i 1993, men blev dræbt ved et andet i 2009.

Præsidentkandidat John McCain og hans vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, talte helt tilbage i 2008-præsidentkampagnen om, at »change is coming«. Amerikanerne fik som bekendt Barack Obamas version af forandring. Men nu ser det unægtelig ud til, at senator McCains visioner for Amerikas abortlovgivning, nemlig at abortlovgivningen skulle være et delstatsanliggende og særdeles restriktiv, kan blive til virkelighed. Palin gik også ind for forbud i tilfælde af voldtægt.

Her 11 år efter er det mest mænd, der er fremtrædende i kampen for at forbyde kvinder at få en abort. Det var tilfældet i den lovgivende forsamling i Alabama, og i Trump-administrationen er der, eller har der været, flere erklærede abortmodstandere, herunder vicepræsident Mike Pence. Nævnes skal også, at Joe Biden, Trumps for tiden mest fremtrædende modstander ved primærvalgene i 2020, som katolik er modstander af abort, selv om han efter at have offentliggjort sit kandidatur har modereret det standpunkt.

Uanset hvad, så det er ikke bare i Joyce Carol Oates’ litterære univers, at mænd vil bestemme over kvinders kroppe og diktere, hvad der er den rigtige familieplanlægning for dem. Det kan også blive virkeligheden for kvinderne i Alabama og mange andre stater. Spændende bliver det, hvad højesteret med 5-4 republikansk flertal når frem til, når den forfatningsstridige lovgivning indklages.

Mon ”change is coming” ender med at blive en dommedagsprofeti for amerikanske kvinder i almindelighed og for de kvinder, der bor i bibelbæltestaterne, og som ikke har hverken psykisk eller økonomisk overskud til at rejse til mindre restriktive stater for at få foretaget en abort, i særdeleshed?

Det kan kun tiden vise, men indtil videre er der noget gammeltestamentligt ildevarslende over, at man i et vestligt land vil pådutte kvinder at blive mangfoldige og opfylde Jorden, hvis de nu ikke selv ønsker det.