Abort handler ikke om kvinder, men om de ufødte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Alabamas guvernør, Kay Ivey, har underskrevet den nye lov, der forbyder alle aborter, medmindre kvindens liv er i fare, og naturligvis har det givet voldsomt røre. Det er tydeligt at se på de fleste mediers sprogbrug i dækningen af det, at selv dem, der forsøger at være neutrale, er negativt indstillede.

Det er ikke længere bare et upopulært standpunkt at være imod abort i Danmark. Det er både uacceptabelt og uforståeligt, og er man imod abort, så må der være noget i vejen med én. Jeg tilstår på forhånd, at jeg passer ind i alle kasserne. Jeg er en hvid heteroseksuel kristen efterhånden midaldrende mand, og alene af den grund ikke værdig til at udtale mig om sagen.

Nu tillader jeg mig at gøre det alligevel, for ingen af de karakteristika har noget med grundlaget for min abortmodstand at gøre. Abort handler nemlig dybest set ikke primært om kvinder. Abort handler om de ufødte, og der er vi alle lige så meget på udebane som jeg.

Det helt afgørende spørgsmål at besvare er, om et ufødt barn er et menneske, for er det det, så er der ingen vej uden om at kalde abort for drab, så lad os starte med at se på dét.

Rent biologisk er det ufødte barn genetisk unikt, og da det eksempelvis kan have en anden blodtype end sin mor, så er det nødvendigt for begges overlevelse, at deres blodkredsløb er adskilte.

Et foster er biologisk set ikke en del af moderens krop. Det er et selvstændigt individ, som blot er placeret i sin mors krop, og dér er det levedygtigt fra begyndelsen. Talen om, at fostre ikke er levedygtige før engang efter uge 20, holder ikke. Den eneste grund til, at du selv lever, er, at du var levedygtig fra begyndelsen. Ellers var du blevet en spontan abort.

Hvis der er noget, ”Alene i vildmarken” burde have lært os, så er det, at intet menneske reelt er levedygtigt, når det ikke er i sine rette omgivelser. Fostre er i den grad levedygtige i livmoderen, for det er selve formålet med den, og ja, de er afhængige af en andens hjælp, mens de er der. Det er ikke så meget anderledes end de nyfødte, og måske i virkeligheden også de fleste fødte mennesker. Jeg selv ville ikke holde ret længe alene, er jeg bange for.

Men den ufødte har jo ikke samme bevidsthed, som vi andre. Nej, det er sandt, men her er der to vigtige forbehold. For det første ved vi faktisk ikke ret meget om, hvilken bevidsthed de ufødte har, men vi ved, at de har hjerneaktivitet meget tidligt. Vi ved faktisk heller ikke engang sikkert, hvor bevidstheden sidder hos de fødte. Derimod ved vi for det andet, at bevidstheden er forskellig fra menneske til menneske.

Små børn ved ifølge den psykologiske fagkundskab ikke, at de er individer i tid og rum, før de er et par år gamle, og masser af mennesker lever med diagnoser, der betegner en anderledes virkelighedsopfattelse.

Hvis fosterets anderledes bevidsthed reducerer dets menneskeværd, så er der ingen vej udenom at give Rasmus Paludan ret i hans menneskesyn, for så har man accepteret tanken om, at det er vores evner, der giver os værdi, og ikke vores menneskelighed, og det åbner for en afgrund af uhyggelige tanker.

Man vil heller ikke have et rationelt svar på, hvorfor en femårig dreng skulle have samme værdi som en 25-årig kvinde, der netop har afsluttet sin kandidatuddannelse.

Men handler abort så slet ikke om kvinder og deres rettigheder? Jo, det gør det, men medmindre man accepterer, at menneskers værdi afhænger af deres evner, så handler abort om to menneskers rettigheder vejet op mod hinanden. Det handler som hovedregel om den enes ret til at leve det liv, hun gerne vil, vejet op mod det andet menneskes ret til overhovedet at leve. Retten til at bestemme over sin egen krop over for retten til at have en krop at bestemme over.

Måske er de slet ikke så tossede i Alabama.