Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den ensidige klimadebat udfordrer det oplyste demokrati

Klimahysteriet rammer politikerne som en boomerang, så det politiske miljø ligesom medieverdenen er stærkt præget af meningspres og selvcensur.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Nyhedsmediernes mange historier om misbrug af sociale midler og om milliardhvidvask er kommet frem i lyset, fordi journalister havde viljen til at stille de rigtige spørgsmål. Når det gælder den såkaldte klimakrise, savnes den samme vilje til dybdeborende journalistik. Her støtter medierne sig til de samme klimaeksperter, der altid fremfører FN’s klimapanel, IPCC’s, påstande og skrækscenarier og efterlader det indtryk, at de udtaler sig på den samlede forskningsverdens vegne. Der er også eksempler på, at medierne fordrejer klimaforskeres resultater til ukendelighed, eller at journalister benytter medierne som platform til kampagnejournalistik og klimaaktivisme. Man får det indtryk, at medierne flest ønsker at styre klimadebatten i en bestemt retning.

Spørgsmålet om årsagen til nutidens klimaforandringer er mere kontroversielt, end det fremstilles af IPCC og medierne, for observationsfakta viser noget andet end de mangelfulde klimamodeller, som IPCC i egne rapporter betegner »som uegnede til prognoser om fremtidens klima«. Det er vore politikere ude af stand til at opfange og reagere rationelt på, for de lukker sig selv ude fra relevant information. Politikerne er bundet af, at 154 regeringer så tidligt som i 1992 underskrev Rio-deklarationen, som på et spinkelt grundlag fastslog, at CO2 er den store synder.

Hvad politikerne og den brede offentlighed ikke ved, er, at der i dag er tusindvis af videnskabelige artikler, hvis forskningsresultater er ubekvemme for IPCC og derfor ikke omtales i klimapanelets rapporter. De optræder til gengæld i tilsvarende rapporter, der ikke omtales i medierne. Derfor er klimadebatten udelukkende blevet en politisk debat om, hvorledes man skal begrænse udledningen af CO2, hvorimod naturvidenskabelige argumenter om CO2’s stærkt begrænsede virkning på klimaet negligeres af politiske grunde. Tænk, hvis man behandlede kræftforskningen med samme arrogance.

Påstanden om en kommende klimakatastrofe er gentaget så ofte, at der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved dens ”sandhed”. Medier og politikere sætter derfor fokus på ”katastrofen” og taler om at ”redde verden og klimaet”, mens vi sidder tilbage med det indtryk, at vi står over for en klimakatastrofe, som kræver øjeblikkelig handling. Det har skabt en folkestemning på grænsen til et massehysteri med religiøse undertoner – et bål, som også mange forskere har bragt ved til.

Frygten for en forestående klimakatastrofe har i den grad manifesteret sig, så jeg vil påstå, at det er den mest succesrige og mest kyniske markedsføring, vi har oplevet. Og vi er lette ofre. Der findes intet bedre end en trussel til at forene folk i en fælles kamp og udviske nuancer. Vi dyrker problemer, påtager os skyld, betragter os selv som syndere og har vanskeligt ved at acceptere, at vi lever i et tilfældigt øjeblik i en lang geologisk udvikling med naturgivne klimaforandringer. Vi er ved at skabe et samfund af selvpiskere, ligesom middelalderens flagellanter, og vi er villige til alle mulige former for klimaaflad. Nu kræves landbruget omlagt, fordi det hævdes, at husdyrene er et problem for klimaet. Landbruget skal ikke hoppe med på klimahysteriet – for det nytter ikke, lige så lidt som det nytter at være veganer eller for den sags skyld at plante et træ som aflad for en flyvetur.

Klimahysteriet rammer politikerne som en boomerang, så det politiske miljø ligesom medieverdenen er stærkt præget af meningspres og selvcensur. At gennemskue dette er en vigtig samfundsopgave, hvis man ønsker at styrke det oplyste demokrati. Tænk på, hvordan det er gået i de lande, hvor de såkaldte rigtige meninger var enerådende?

Ensidigheden i klimadebatten forstærkes ved den stadige brug af påstanden om, at der blandt forskerne er 97 pct. enighed om, at størstedelen af den globale opvarmning er menneskeskabt, men påstanden er 100 pct. forkert. Tallet 97 stammer især fra en artikel, som er baseret på 12.000 artikler om globale klimaforandringer og global opvarmning. 8.000 artikler blev kasseret, fordi de ikke viste det ønskede. Datamaterialet afslører også, at der kun var 41 artikler, som støttede IPCC’s påstand om, at størstedelen af den globale opvarmning er menneskeskabt. For den tredjedel af artiklerne, som tilsyneladende støttede IPCC’s påstand, omfattede også såkaldte skeptikere, der mener, at menneskets bidrag til den globale opvarmning kun er få procent.

Påstanden om 97 pct. konsensus benyttes til at affærdige såkaldte skeptikere og afmontere enhver seriøs klimadebat, men også til at skabe videnskabeligt alibi for politiske beslutninger, som griber stadig stærkere ind i samfundets aktiviteter med store menneskelige og økonomiske omkostninger. Men skepticisme er forskningens adelsmærke, mens antiskepticisme er pseudovidenskab. Hvis medier og politikere havde været åbne over for de mange forskere, hvis forskningsresultater er ubekvemme for IPCC, ville offentligheden have betragtet nutidens klimaforandringer med begge ben på jorden.

IPCC’s klimamodeller viser, at hvis den stigende udledning af CO2 er årsagen til den globale opvarmning, vil der ske en opvarmning og dannes en såkaldt hotspot mange kilometer oppe over troperne, fordi luften dér vil varmes dobbelt så hurtigt op som jordoverfladen nedenunder. Men målinger fra balloner og satellitter kan ikke påvise en hotspot. Så dét, der ifølge IPCC skulle være et klokkeklart signal på den alarmerende effekt af menneskets udledning af CO2, falder dermed til jorden. Atmosfærefysikere forklarer, at klimaeffekten af CO2 som drivhusgas flader ud med stigende koncentration.

Det kan sammenlignes med at skulle male en sort væg rød. Første strøg har den største effekt, men dækker ikke helt. Det gør andet strøg, mens tredje strøg blot giver det fuldendte indtryk. Yderligere udledning af CO2 vil medføre en klimaeffekt svarende til tredje strøg – altså ingen alarmerende virkning.

Men for at få den globale temperatur til at passe med den klimapolitiske agenda, justeres temperaturdata, således at målingerne efter 1975 er gjort varmere, mens målingerne fra de varme 1930’ere er gjort koldere. På den måde kan man selvfølgelig godt sige, at den globale opvarmning er menneskeskabt. Det er derfor klart, at IPCC’s klimamodeller, der bygger på CO2 som et skadedyr, ikke kan give et realistisk bud på fremtidens klima. Og derfor må man også betragte politikernes forsøg på at ”redde klimaet” som en gedigen fejlinvestering.

Sommeren 2018 vil huskes som den varmeste og tørreste i ”mands minde”. Ikke bare Danmark, men store dele af Europa blev ramt. Det er forståeligt, at den globale opvarmning fik skylden. Medierne berettede om det, og interesseorganisationer udnyttede situationen til at slå et slag for ”kampen mod klimaet”. Medierne skræmte børn og unge, så de demonstrerede i gaderne i Europas storbyer. At se 16-årige Greta Thunberg – klimakampens Jeanne d´Arc – og mediernes falden på halen er både bekymrende og tankevækkende.

USA oplevede også den hede sommer. Men samtidig var det ualmindelig koldt for årstiden i det østlige Canada, i Grønland, hvor der blev registreret kulderekord, og i det østlige Asien. Faktisk lå den globale middeltemperatur for månederne juni-juli 2018 et stykke under månedsgennemsnittet for de forudgående 10 år. Det sprang medierne let hen over, for det harmonerer ikke med den klimapolitiske agenda.

Man oplever dagligt, at hverken politikere, medier eller den brede offentlighed skelner mellem miljø og klima; de to begreber rodes sammen i ét miskmask. Miljøet kan og skal vi gøre noget ved – klimaet kan vi trygt overlade til naturen.

Johannes Krüger er dr. scient. og professor emeritus ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, og forfatter til bogen ”Klimamyten – et opgør med tidens CO2-panik” (People’s Press 2016).

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.