Tour de France er skabt af længsel og forestillingsevne efter noget, der aldrig var

I dag begynder Tour de France og dermed også tre ugers formidling båret af lige dele fascination og kitsch. Det kitschede består i den nostalgiske efterligning og den sentimentale længsel. Den aktuelle tour er aldrig så god som de forrige. Først på afstand opnår den enkelte udgave af Touren sin magi. Under Touren ser vi bjergetaper fise ud i stillingskrig. De ventede angreb udebliver. Men år senere er det pludselig dramatisk at tænke tilbage på. Touren efterligner derfor altid sin egen fordums storhed og bliver dermed en slags souvenir: en figur besmykket med neonfarver og blomsterpiger, der skaber en længsel efter noget, der aldrig var, men er skabt af forestillingsevnen. 

Synes du, jeg strammer den lige rigeligt? Så tænk blot tilbage på TV 2’s tourstudie sidste år. Mere gennemført kitschet tv-studie får man næppe at se. Blomsterkummer, baguettes og brune lerkander som rekvisitter – et vaskeægte frankofilt stilleben. Derudover så man klippeformationer af papmaché og på greenscreen i baggrunden en animation af et fransk alpelandskab, der med sine fluoriserende farver og lilla grundtone ikke lod vægkunsten i en kinesisk restaurant noget tilbage. 

I denne sentimentale dekoration talte gæsterne hver dag om forhåbninger til dagens etape. Mon vi ville se et drama, der kunne mindre om en lignende etape i 2011? Eller en storstilet offensiv fra 2007? Især brostensetapen til Roubaix var imødeset med spænding. Rædsel og pinsler. En forventet massakre når de skrøbelige bjergryttere skulle udsættes for en kun lettere forkortet udgave af den måske allerhårdeste forårsklassiker, Paris-Roubaix. Og så midt i et etapeløb! Hvem ville knække, når udskilningsløbet og rystelserne fra de rå brosten ville sende chokbølger op gennem feltet af favoritter? 

Det gjorde kun ulykkesfuglen Richie Porte, som væltede på sin cykel på almindelig flad asfalt, før rytterne overhovedet nåede de første brosten. Herefter skete der intet bemærkelsesværdigt. 

Men så på etapen efter brostenene da? Som Jørgen Leth skrev i sin klumme, hvor han forudså lidelse, tortur og masochisme. Direkte fra brosten og lige lukt ind i de høje alpers nådesløse, uophørlige stigninger. »Jeg kan se det for mig. Prudhomme og Thierry Gouvenou sidder og planlægger, nu laver vi det ekstra tydeligt i år. Udsætter feltet for chokbehandling fra brosten til høje bjerge (…) Og vi kommer til at se omkostningerne i feltet (…) hele løbets idé i dag vil blive skåret ud i pap. Ruten vil fremkalde en direkte virkning på klassementet. Løbet bliver vendt på hovedet.«

Etapen endte som bekendt med, hvad en anden ekspert kaldte et halvkedelig remis, uden nogen udskilning blandt favoritterne. Sjældent har man været vidne til en så lammende mangel på initiativ, skrev denne ekspert. 

Det forventede drama udeblev. Team Sky holdt løbet i en jernnæve. Men de aldrig indfriede forventninger og bristede illusioner er kun med til at styrke løbets fascination. Det betyder blot, at vi kan udsætte vores forventninger til dagen efter, og derved består længslen. Og så er det helt, som det skal være. Sidste år fortsatte tendensen hele vejen igennem. Gode gamle Bjarne Riis konkluderede efter tourens afslutning, at ingen ryttere jo magtede for alvor at angribe. Men at »vi så lovende momenter fra ryttere, som i de kommende år måske kan udfordre Skys dominans«.

Men hvordan kan man tillade sig at kalde at kalde en af verdens hårdeste begivenheder for kitsch? Er rytterens umådelige anstrengelser ikke ægte? Jo, lige netop. De slider og slider på cyklerne i et forgæves forsøg på at indfri vores forventninger om at opleve fortidens drama. Og for at holde drømmen i live og give næring til forestillingen om noget bedre. Til nostalgien.

Kun én gang i de seneste par år har vi i cykelsporten oplevet et sus af fordums storhed. Da Christopher Froome på sidste års 19. etape i Giro d’Italia på etapen til Colle delle Finestre kørte solo i mere end 90 km over adskillige bjerge. Selv på et langt, fladt dalstykke formåede han at øge afstanden til de jagtende forfølgere. En lignende bedrift har kun Floyd Landis og Marco Pantani udført i løbet de seneste 20 år. Ja, korrekt, de var dopede til op over begge ører, mens de udførte deres heroiske soloridt. 

På den måde lever vi med dopingspøgelset ligesom med dårlige restauranter på turistdestinationer. Vi ignorer dem og accepterer ligeledes stiltiende, at seværdigheder sjældent lever op forventningerne. Når vi genkalder os ferien og viser billederne frem, er det uforskammede hotelpersonale glemt. Ligeledes er den tørre fiskeanretning, den larmende aircondition og taxachaufføren med den sure armsved. 

Glemt er ligeledes det profane øjeblik, hvor Bjarne Riis erkendte sin doping og vredt konstaterede, at hans gule trøjer lå i en papkasse ude i garagen. Enhver, der havde lyst, kunne bare komme forbi og hente dem. Man ser for sig, hvordan kassen med gule trøjer står blandt den jordslåede parasol, de slidte haveredskaber og de defekte husholdningsapparater. Den slags provokationer vil man ikke vide af. 

Filosoffen Peter Sloterdijk kaldte den udtalelse for vulgær og det »ultimative udtryk for dårlig opførsel«. »Rendyrket dansk nihilisme.« Hvordan kunne man tillade sig at rive et af Tourens ypperste relikvier ned fra souvenirhylden og give det pulterkammerstatus? Pulterkammeret, som er fortidens overskudslager. Stedet, der rummer vores bras, vores fejlkøb og de ting, der – ubegribeligt nok – engang var på mode. Stedet der minder os om, at det, der betød noget engang, ikke længere betyder en disse. Et smerteligt sted. Og slet, slet ikke et sted hvor den sentimentalitet og nostalgi, der omgiver Touren, hører hjemme.

Men sporene efter Bjarne Riis’ profanitet er så godt som slettet. Vi vil hellere erindre, hvordan Riis befriede løbet fra Indurains jernnæve. For netop forudsigeligheden er Tourens største fjende. Og gik der ikke kun få år, før løbet igen blev stranguleret af US Postal og Lance Armstrong med deres medicinske program og vanvittige tempo? På samme måde som Team Sky (nu Ineos) udøver totalkontrol i disse år. 

Hvor meget vi end værdsætter, at vi, når vi skal erindre fortidens store bedrifter, har dem katalogiseret i en sirlig orden, vægrer vi os ved at acceptere, at den aktuelle tour er lige så ordentlig og velprogrammeret. Monotonien er jo det, der kendetegner hverdagens, nuets, trummerum og derved netop det, der adskiller den fra de særlige øjeblikke, vi har valgt at gemme i erindringen. 

Vi har derfor behov for, at cykelsporten hele tiden lokker med løftet om oplevelser, der matcher fortidens i intensitet. Og vi accepterer, at løftet aldrig bliver indfriet, men altid kun udskudt. Dette behov er nostalgiens inderste væsen. 

Netop derfor ser cykelsportens kalender ud, som den gør. Monumenterne ligger i foråret, og kulminationen er sommerens Tour de France. Foråret er fyldt af løfter og spirende optimisme. Vi forestiller os, hvordan vi netop denne sommer får fuldt udbytte af de solrige dage og lyse nætter. Så følger selve sommeren som en hektisk periode, hvor ferien skal nydes maksimalt, inden efterårets melankoli sætter ind. Men smager jordbærrene egentlig lige så eventyrligt som i forgangne somre? Er havet lige så blåt, og sommerhuset lige så idyllisk? Vil Alpe d’Huez-etapen blive lige så spændende?

Men i år, tænker du måske. I år er Froome sat ud af spillet. Fuglsang kører bedre end nogensinde og bejler til sejren. I år er der flere danske ryttere i feltet end nogensinde. 

Det kan kun blive en fest. Ja, lad os håbe, at i år bliver året, hvor Tour de France ikke blot efterligner sig selv i en ringere udgave end dem, som forgangne udgaver har vokset sig til i erindringen.