Europaparlamentsvalget handler også om mindretals rettigheder

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det kan hurtigt blive glemt i hverdagen, når man hører det nyeste nye om brexit, landbrugsstøtte og andre EU-emner, men EU er faktisk et projekt, der handler om mere end et økonomisk fællesskab, der sikrer fri samhandel og fælles økonomiske interesser. EU er også mere end et fredsprojekt, selv om det i efterhånden mange årtier – sammen med andre institutioner som Europarådet og OSCE – har sørget for, at væbnede konflikter eller spil med musklerne mellem europæiske stater hører fortiden til. For bare 80 år siden var det alt andet end en selvfølge, og det ville være en fatal fejl at tage det for givet som en naturlov i dag.

Men ud over økonomi og fred, så handler dette europæiske samarbejde også i høj grad om at sikre borger- og menneskerettighederne til de mere end 510 millioner indbyggere, der lever inden for EU’s grænser. At dette faktisk et godt stykke ad vejen er lykkedes, viser de langt over 100 nationale mindretal, der lever i Europa i dag. Grænser er blevet flyttet i rivende fart gennem århundreder. Disse grænseflytninger har efterladt mennesker på begge sider af grænserne, der har en anden kultur og et andet sprog end flertallet i det land, de lever i. Og så findes der også i Europa stolte kulturer med årtusindelange historier, der til dels aldrig har haft deres egen stat – se bare friserne langs med Nordsøen, sorberne i Tyskland, baskerne i Spanien eller efterkommerne af Europas store keltiske kultur, deriblandt bretonerne i den franske Bretagne.

Især Europarådet har siden Anden Verdenskrig haft blik for værdien i denne mangfoldighed og menneskers ret til at udleve deres egen kultur og bruge deres eget sprog. Hele to af dets konventioner beskytter de nationale mindretals rettigheder og regional- og mindretalssprogene i medlemslandene. Også EU har været opmærksom på det. Det er ikke uden grund, at unionen siden starten af 1990’erne har stillet krav om mindretalsbeskyttelse til de nye medlemslande. Danmark kan være stolt af, at de tilsvarende regler har fået navnet ”Københavnerkriterierne”. Det er vores hovedstad af alle, der ude i Europa og verden står som synonym for retssamfundet og mindretalsbeskyttelse.

Alligevel er der her på tærsklen til valget til Europa-Parlamentet grund til at påpege, at alt ikke er godt. For mens Europarådet i mange årtier har kunnet blive enige om krav til beskyttelse af nationale mindretal, så har EU-Kommissionen vist sig at være langt mere tøvende. Der er den dag i dag stadig ingen kommissær eller generaldirektør i EU-apparatet, som har ansvaret for dette område. Og mens der (med Københavnerkriterierne i hånden) blev kigget grundigt efter ved nye medlemslande, så er der stadig en række af de ”gamle” EU-lande, der ikke vedstår sig deres nationale mindretal – det være sig Frankrig med bretonerne, Grækenland med det store tyrkiske mindretal eller Rumænien med romaerne. Ja, nogle mindretal er endda udsat for håndfast diskriminering. Københavnerkriterierne bliver helt åbenlyst trådt under fode.

Europas mindretal har derfor i 2017-2018 gennemført et europæisk borgerinitiativ, ”Minority SafePack Initiative” (MSPI). I løbet af et år samlede man over 1,1 millioner underskrifter fra borgere i EU. Disse skrev under på krav om, at unionen vedstår sit ansvar for at sikre et minimum af mindretalsbeskyttelse i sine medlemslande. MSPI’s mindretalspolitiske mål, der ikke mindst er inspireret af Bonn-København erklæringerne fra 1955 og Københavnerkriterierne fra 1993, er, at EU anerkender og beskytter nationale mindretal og regionale sproggrupper samt sikrer økonomisk ligestilling. Det er første gang, at et sådant formelt EU-borgerinitiativ har haft succes, og Danmark har faktisk spillet en vigtig rolle i dette, fordi der hertillands blev samlet særdeles mange underskrifter i forhold til befolkningstallet.

Den nuværende kommission har desværre valgt at sidde det første succesfulde formelle borgerinitiativ i unionens historie overhørig – i øvrigt efter at den har gjort alt for at forhindre denne indsamling af underskrifter ad rettens vej. Initiativtagerne bag MSPI venter klogeligt med at indlevere underskrifterne, indtil en ny kommission er udpeget efter valget den 26. maj.

Vi forventer derfor af de kommende danske medlemmer af Europa-Parlamentet, at de – sammen med progressive kræfter fra andre stater som Tyskland – gør en indsats for, at Europa-Kommissionen tager mindretalspolitikken til sig i den kommende valgperiode og selv også gør en indsats for, at Københavnerkriterierne respekteres i alle EU-medlemslande.

Det gælder desto mere, eftersom mindretalspolitik ikke kun handler om at give mindretallene lige rettigheder, men også helt pragmatisk er et instrument til at opretholde og skabe fred i områder med konflikter. Mindretalspolitik er fredspolitik og således en væsentlig del af Europas sikkerhedspolitiske fremtid. Vi tror på, at en stærkere integration af nationale mindretal og regionale sproggrupper i EU vil kunne bidrage positivt til det europæiske samarbejde, samtidig med at respekten for et nationalt ståsted og Europas kulturelle mangfoldighed sikres.

Mindretal er ikke en trussel mod EU, tværtimod. Nationale mindretal, som vi ikke mindst kender det fra Danmark og Tyskland, kan bidrage positivt til mellemfolkelig forståelse og bygge bro over tidligere konflikter. Hvis man forestiller sig et europakort bygget af legoklodser i alle nationalstaternes forskellige farver, så er mindretallene at sammenligne med de usynlige knopper, der holder legoklodserne sammen. Mindretallene vil sammenhæng og samarbejde på europæisk plan. Det burde det europæiske samarbejde kvittere for ved at sikre mindretallenes rettigheder over for de nationalstater, som primært vil sig selv og sin egen flertalsbefolkning.

Man kan sige, at det, det gælder om, er at ville de andre uden at opgive sig selv.

Her har vi i det dansk-tyske grænseland gjort nogle gode erfaringer, som kan inspirere de regioner i Europa, hvor en bæredygtig fred afhænger af en mindretalspolitisk løsning – eksempelvis i Ukraine eller i Kosovo. Danske politikere er gode til i taler og ved festlige sammenhænge at fortælle historien om den positive udvikling i det dansk-tyske grænseland. Men vi er ikke så gode til at føre synspunkterne frem i realpolitiske sammenhænge.

Derfor håber vi, at de kommende danske medlemmer af Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen vil gøre en indsats for, at Københavnerkriterierne bliver til det, de er tænkt som: almengyldige kriterier for EU-medlemslandene, som EU også håndhæver over for alle, som enten er eller vil være medlemmer af denne eksklusive klub.