En ny fjerde sektor kan skabe reel bæredygtig udvikling

Vi lever i dag i en verden, hvor en ødelæggende neoliberal økonomisk tankegang er blevet dominerende. Al menneskelig aktivitet er stort set blevet reduceret til at fokusere på vækst og profit. Samtidig ser vi i disse år, at den offentlige sektor, men i stigende grad også den civile sektor, effektiviseres og ”professionaliseres” som aldrig før.

Jeg tror ikke, jeg sådan for alvor chokerer nogen, hvis jeg siger, at der er en tendens til, at vi drukner sektorerne i ”djøficering”, dokumentation og indrapportering. For det er ikke længere menneskelige værdier, der er i fokus, men i stedet er det økonomiske effektivitetskrav, der er styrende for vores samfund og dets udvikling.

Det skal vi lave grundlæggende om på – og her er et af vores bud en ny sektor. En fjerde sektor.

For i Alternativet mener vi ikke, at nøglen til at skabe det næste Danmark – et Danmark, som gør op med regnearkenes tyranni og igen sætter mennesket i fokus – ligger i én enkelt ny og genial økonomisk model, men derimod i en kombination af det bedste fra de sektorer – den offentlige, den frivillige og den private – vi kender i dag (og som er under pres) og i forpligtende, meningsskabende sociale fællesskaber, hvor man på ny organiserer sig omkring vigtige samfundsproblemstillinger.

Vi tror på, at nøglen til en bæredygtig fremtid måske kan findes ved at lade os inspirere af nogle af de ting, vi gjorde i fortiden. Men inden jeg når dertil, vil jeg grundigere udfolde, hvorfor det nuværende system trænger til en grundig gentænkning.

Det er for så vidt ikke en ny erkendelse: I de senere år er kritikken af det man kalder New Public Management i den offentlige sektor med god ret taget til. Medarbejderne er trætte, pressede og ønsker rum til fagligheden.

Forvaltningsstrukturen er lukket og ufleksibel. En bølge af udliciteringer, udbud eller privatisering af dele af opgaverne giver ikke den mærkbare merværdi, som man ønskede eller troede, man kunne opnå. Den offentlige sektor kæmper med stramme budgetter og konstante nedskæringer, hvilket betyder, at der er enormt stort pres på velfærden – ikke hænder nok, ikke penge nok.

Selv under den forrige regering bestående af Socialdemokratiet, SF og De Radikale blev en påstået nødvendighed promoveret som forsvar for nedskæringspolitikken. Endvidere er der et øget krav om dokumentation og indrapportering, hvilket eksempelvis presser sundhedsvæsenet til at fokusere på administration frem for sundhedsfaglige kompetencer. Regneark frem for omsorg og fokus på kerneopgaven.

På samme måde er det dominerende fokus på økonomisk vækst med til at presse den frivillige sektor. Den kæmper i dag med hård konkurrence om de begrænsede midler, med stigende konkurrence fra virksomheder og med massive offentlige krav om at skabe synlig sammenhæng mellem officielle mål og faktiske værdier, effektivisering og professionalisme. Kampen for den gode sag står pludselig side om side med kampen for at bevise effektivitet og i højere grad holde sig økonomisk bæredygtig.

Instrumentaliseringen af de øvrige sektorer er desuden med til at presse den private sektor, der mødes af nye krav. Den må nu balancere mellem på den ene side at stræbe efter et så stort økonomisk overskud til deres aktionærer som muligt og den anden side at tage det samfundsansvar, som i stadig større grad – med god ret – bliver et krav.

De tre sektorer, vi kender i dag – altså den offentlige, den civile og den private – er under forskellige pres og forandringer. Og her er vores bud i Alternativet, at mange af den slags udfordringer, vi som samfund står over for og i stigende grad vil opleve i fremtiden, bedst kan løses, hvis man tager det bedste fra de tre forskellige sektorer og skaber en ny fjerde sektor.

Der spirer rundt omkring i verden i stigende grad nye alternative strukturer frem, der tager det bedste fra de tre gamle sektorer: økonomisk forståelse fra den private sektor, fokus på det fælles bedste fra den offentlige sektor samt en organisationskultur, der inddrager frivillige og eksempelvis udsatte grupper. Fælles er, at man ønsker at bryde med de snærende logikker og bånd, som sektorlogikken pålægger dem, og skabe et selvstændigt fænomen, som ikke skal forklares inden for rammerne af de eksisterende sektorer. Dét er den fjerde sektor.

I stedet for at opdele sektorerne til at varetage hvert sit område, er organisationer i den fjerde sektor strukturerede omkring en dynamisk og flydende overgang mellem de forskellige sektorer. I selve overlappet mellem de forskellige sektorer er det her vigtigt at pointere, at den fjerde sektor ikke skal forstås som en privatisering af det offentlige og civile. Det er nærmere et spørgsmål om det modsatte – at markedslogikken fra den private sektor samarbejder med de øvrige sektorer for at fremme eksempelvis miljømæssige og sociale forhold både nationalt og globalt.

Den fjerde sektor markerer på mange måder et skift til en ny æra. Profitvirksomheder tackler i stigende grad sociale og miljømæssige udfordringer, nonprofitvirksomheder udvikler bæredygtige forretningsmodeller, og det offentlige udvikler markedsbaserede tilgange til serviceydelser og inddrager frivillige. Tankegangen bag den fjerde sektor er endvidere, at det netop er kombinationen mellem de tre traditionelle sektorer, der muliggør, at vi kan løfte de store samfundsproblemer, vi i dag står over for.

Den fjerde sektor markerer dermed et paradigmeskift væk fra den enerverende vækstlogik. Hvor vi definerer vores mål for samfundsudviklingen og skaber et samfund, der bygger på fællesskabsorienteret innovation. Så hvordan hjælper vi denne fjerde sektor på vej?

På den store klinge kan vi eksempelvis oprette certificeringer af bæredygtige virksomheder og skabe offentlige-private finansieringsinitiativer gennem f.eks. social bonds og nye uddannelser inden for bæredygtigt erhverv. Samtidig skal vi også udrydde de love og regler, der kan virke diskriminerende over for kooperative organisations- og virksomhedsformer.

Derudover skal vi selvfølgelig opfylde internationale forpligtelser i forhold til at fremme kooperativer. Det gør vi blandt andet ved at sørge for, at andelsvirksomheder og foreninger med såkaldt begrænset ansvar (a.m.b.a. og f.m.b.a.) indgår på lige fod med de mere dominerende virksomhedsformer i den statslige, regionale og kommunale erhvervsfremmeindsats. Samtidig skal den type virksomheder også have skattefordele, som vi i dag kender fra eksempelvis brugsforeninger, fonde og selvejende institutioner.

Endelig skal vi blive bedre til at oplyse om mulighederne for skattefrit at overdrage og ændre andele i andelsforeninger og -selskaber til oprindelig pris. Og dertil tydeliggøre mulighederne for, at f.eks. andelsforeninger, der ejer en ejendom udelukkende til brug for andelshaverne, under visse forudsætninger kan overdrage andele og ændre andelenes fordeling, uden der skal udarbejdes og tinglyses nyt skøde som i et sameje.

Der er med andre ord masser, man kan gøre for at give den fjerde sektor fødselshjælp. Det kræver kun, at vi går i gang. Og det er der i den grad brug for, hvis vi skal ruste os til fremtidens udfordringer – og igen vise resten af verden, hvordan man skaber en reelt bæredygtig udvikling og bedst mobiliserer den sociale opfindsomhed. Hvordan man styrker fællesskabets skaberkraft.