Børn bør lære bandeord og grimt sprog

Jeg hører altid dansk rap, når jeg kører bil. Det er en musikgenre, der er kendt for et grimt sprogbrug. Ordvalget i mange af sangene ville få fraktionen af pyldrede speltmødre til at besvime, hvis deres børns sarte ører skulle udsættes for rapmusikkens sproglige ekvilibrisme eller myldrebæ. Rappen får Onkel Reje til at ligne en artig skoledreng, selv om han udfordrer sprogets normer og politiske korrekthed.

Jeg mener, at voksne skal undgå at skærme børn af for bandeord og hårdt sprog af frygt for, at det grimme sprog besudler deres sjæle og forurener deres væsen. Tværtimod er det sundt, at børn præsenteres for de provokerende sider af sproget. Forleden sad jeg i bilen og hørte et gammelt rapnummer. Nummeret handlede om, at en kælling skulle ryste sit røvhul. Min datter på ni år spurgte mig nysgerrigt om, hvorfor jeg spillede sådan noget grimt musik, når hun var i bilen. Jeg svarede: »Jeg sad faktisk lige og tænkte over, om jeg burde skåne dine små ører, men jeg kom frem til, at du gerne må lære alverdens grimme ord som luder, kælling og fucking røvhul, men du skal lære at bruge ordene med omhu, så du ikke overskrider andres grænser, og det vil jeg gerne hjælpe dig med at lære at forstå.«

Jeg mener, at det er en vigtig del af barnets opdragelse og sprogtilegnelse at have et bredt ordforråd, som også rummer de beskidte afkroge af sprogets nuancer. Det betyder ikke, at barnet skal bruge disse ord i flæng, men det er min opfattelse, at et barn behersker sproget bedst ved at kunne anvende sprogets facetter i forskellige kontekster. Bandeord er blot en lille gren af den sproglige værktøjskasse, som børn skal udrustes med, og som vi voksne har en vigtig rolle i at hjælpe dem med at beherske. Før eller siden hører og lærer børn disse ord; i skolegården eller på Youtube. Jeg mener, at ved at lytte til eksempelvis musik med grimt sprog sammen med sit barn så får man et godt afsæt til at snakke med sit barn om, hvilket sprogbrug der er acceptabelt. Hvad er okay at sige til en klassekammerat? Hvad er okay at skrive på Instagram eller i en sms? Særligt i en tid, hvor kommunikation online fylder meget i børns liv, er det vigtigt at have en dialog om sprogbrug.

Det er derfor en misforståelse, hvis voksne forsøger at afskærme børn fra medieindhold med grimt sprog. Da min datter var fire år, blev jeg kontaktet af en pædagog fra børnehaven, som ville drøfte en sang, min datter gik og sang i børnehaven. Det var december, ”Jul på Vesterbro” kørte i tv, og jeg havde lært min datter en af Steward Stardusts halvlumre sømandsviser. Det faldt ikke just i god jord hos pædagogen. Jeg mener, at børn skal lære at bande, men bande med omhu og præcision. Fra tid til anden giver det nemlig rigtig god mening at bande. Bandeord kan være med til at forstærke sproget, altså en slags sproglig markør, som lægger tryk på det, man prøver at udtrykke. Det kan være en følelse eller en holdning, man ønsker at understrege. Nogle gange flyver et bandeord bare ud af munden, hvis man eksempelvis slår sig.

Jeg mener, at disse forgreninger af sproget er vigtige at mestre, og dette kan bedst gøres ved, at barnet får lov til at eksperimentere med sproget. Børn skal derfor have lov til at bande som ind i helvede, og voksne skal guide børnene i at beherske ordene. Eksempelvis har jeg lært min datter, at man altid må bande, når man er til superligafodbold, men at man skal holde igen, når man er til skole-hjem-samtale. Børn, der bander meget, er ofte også et symptom på noget andet. Voksne bør eksempelvis rette blikket mod dynamikken i en børnegruppe, selvværdsproblematikker eller undersøge, om behovet for at tale grimt er et udtryk for, at barnet prøver at være sej eller få opmærksomhed.

Barnets sprog er tæt knyttet til barnets selvforståelse, og når et barn siger ”fucking luder”, bør det altid opfattes i en større kontekst. Det er ofte identiteten, der skal arbejdes med for at regulere barnets sprogbrug. Sproget skal ikke ses, høres og forstås isoleret set, så barnet stemples som en møgunge, men sættes i en større sammenhæng i forhold til barnets generelle adfærd. Historisk set har børns bandeord altid fået voksne til at blive forargede, hvad enten ordene handlede om sygdom (kraftedeme), sex eller afføring (fuck, shit og lort).

I gamle dage var tolerancetærsklen over for bandeord af religiøs karakter ganske lille. Dengang sagde man ”fanden tage dig!”. Ord som satan, helvede og Gud kunne støde folk voldsomt, fordi de havde blasfemisk karakter, og i en tid, hvor religion havde en særlig plads i folks bevidsthed, kunne disse bandeord udløse trusler om, at man fik munden vasket i sæbe, hvis man misbrugte Herrens navn. At bande var en synd. I dag bruges ”oh my God” konstant (OMG). Ofte ses en sammenblanding af forskellige bandeordstyper. Kraftfulde, grimme sætninger kan konstrueres, når der plukkes fra både det latrinære, seksuelle og religiøse skatkammer af skældsord. De seneste år har vi set en bred vifte af musiknavne, der laver såkaldt LOL-musik, der kombinerer rap og techno. Kunstnere som Pattesutter, Ude af Kontrol og ADHD har overtaget arven fra gaderapperne og leverer grimt sprog til børn på en ny, underholdende og udfordrende måde. Arsenalet af skøre bandeord er raffineret i denne musikgenre.

Børn i dag er storforbrugere af medieindhold og bliver konstant eksponeret for indhold med voldsomt sprogbrug og forbudte ord. Den børne- og ungdomskultur bør voksne efter min mening ikke forsøge at bekæmpe eller bortcensurere. Det er tydeligt at se, hvordan det amerikansk-engelske sprog har koloniseret børns repertoire af bandeord. Da den satiriske kulttegneserie South Park indtog sendefladen, var vi vidner til et sjældent set bramfrit og sjofelt sprogbrug. Ord som pussy, cunt, motherfucker, bitch, shit og cocksucker blev brugt i flæng og adapteret af unge South Park-fans.

Da jeg var barn, var min far frustreret over mit beskidte sprog. Han indførte en bandekasse og uddelte småbøder og trak i lommepengene, hver gang jeg kom til at bande. Jeg strammede mig gevaldigt an, og det endte med, at min far blev den store indbetaler, fordi jeg konstant var over ham som en sproglig politimand. Hver gang jeg hørte det mindste ”sgu”, faldt der en dummebøde.

Børns medievaner har ændret sig over tid. Flow-tv er fortid, og det er ikke længere muligt at placere indhold med hårdt sprog uden for børns rækkevidde, altså efter deres sengetid. Med Youtube er adgangen til medieindhold med grimt sprog meget let.
Sprogbrug og bandeord var tidligere forbundet med en række sociale forskelle. Det omgivende samfund havde forskellige forventninger til barnets sprogbrug i forhold til, hvilke sociale kår barnet kom fra. Talemåden om ”at tale som en havnearbejder” refererer til, at ens standsmæssige placering eller profession har indvirkning på sproget, ligesom at det var forventeligt, at børn af borgerskabet optrådte med pli og pænt sprog.

Tilbage i 00’erne præsenterede jeg min mor for noget snavset, dansk gaderap. Hun var ikke synderligt imponeret. Nok nærmere skræmt over, hvad ungdommen lod sig fordærve af. Jeg tror på, at bandeord er kommet for at blive og i stedet for at opfatte dem som en fjende, der inficerer børns sprog, skal vi se ordene som en berigelse af sproget og børns udtryksformer. Bandeord er sgu ikke så farlige og skal ikke forbydes. Bandeord rummer holdninger, følelser og identitet. Politisk korrekthed skal fra tid til anden smides ad helvede til, og bandeord skal fredes. I stedet for at være optaget af pænt sprog, bør voksne være optaget af passende opførsel og en respektfuld omgangstone, hvor børn lærer at beherske sproget, så det rette sprog bruges på det rette tidspunkt. Børn skal støttes sprogligt. Bandeord skal bruges med fornuft og med respekt for andre.