Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Lad os få værdigheden tilbage

Dele af civilsamfundet rækker hånden ud til flygtninge med behov for hjælp og menneskelighed, men det kompenserer ikke for systemiske overgreb, som dehumaniserer mennesker i nød.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Jeg har den seneste tid talt med rigtig mange mismodige syriske flygtninge. Den allerseneste politiske enighed om nye stramninger på udlændingeområdet fylder rigtig meget. En kvinde fortæller: »Jeg sad til eksamen i går, men mit hoved var fuld af dårlige tanker. Hvorfor skal jeg lære dansk?« Hun har ligesom sine søstre og brødre i det syriske samfund i Danmark forstået budskabet om, at de er uønskede. En anden siger: »Regeringen må give os vore fingeraftryk tilbage, så kan vi rejse til et andet land.«

Den politiske kynisme slår nu til igen med et uhæmmet og utilsløret angreb på mennesker, der i allerhøjeste grad er udsatte. Det er mennesker, der har brug for at blive anerkendt, som det de er. Det er mennesker med håb, mennesker der har et ønske om at forme en ny fremtid for sig selv og ikke mindst for deres børn. De har brug for at have fornemmelsen af at kunne forme og styre eget liv. Det er ikke så meget anderledes, end alle vi andre har det. De bydes nu ikke alene et liv i fattigdom, men også et liv, hvor midlertidigheden råder – et liv sat på standby. Det er bare ikke i orden!

Jeg er pensionist og er engageret i frivilligt socialt arbejde gennem Røde Kors. Jeg bruger en stor del af min tid på at hjælpe især syriske flygtninge med forskelligt praktisk. Jeg ser folk, der er hårdt ramt, som forsøger at orientere sig i det nye samfund.

Det er folk, der er traumatiserede og har lidt ufattelige tab. Af ejendom og arbejde og karriere, men værst af alt af familie og venner. Det er høj som lav, lastvognschauffører, skræddere, lærere, sygeplejersker, slagtere, skoleinspektører og apotekere. Der er studerende, der aldrig nåede at blive færdige med studierne før krigen. Og sidst, men ikke mindst, er det mennesker, der har et håb om at kunne tage livet tilbage – genstarte tilværelsen.

Jeg har mødt rigtig mange gode og dejlige mennesker og i høj grad mennesker, der har brug for den hjælp, vi frivillige giver, til at øve sproget og til at læse breve fra myndigheder, boligforeninger, regninger fra varmeværker, vandværker, elselskaber, teleudbydere osv. Jeg har været bisidder til møder med læger og til møder med sagsbehandlere og jobkonsulenter. Jeg låner dem mine ører og den indsigt, jeg måtte have i, hvordan tingene virker i Danmark. De har brug for mentorer, bisiddere, kontaktpersoner og besøgsvenner.

Jeg har set fattigdommen. Der skal spares på maden og tøjet, og fornøjelserne er for længst sparet væk. Der skal vælges mellem mad og medicin. Der skal spares på helt almindelige og basale ting, som de fleste af os tager for givet.

For rigtig mange er det heldigvis lykkedes at finde en plads på arbejdsmarkedet, flere og flere træder ind på uddannelsesinstitutionerne. Men rigtig mange er havnet i en praktikmølle, hvor den ene udsigtsløse virksomhedspraktik afløser den anden. Efter at have været i Danmark i nu fire år er der mange, der kun med besvær kan tale dansk. De må gøre sig umage, hører vi, men det er vanskeligt, hvis hovedet er fyldt med rædsler eller savn.

Vi skal huske, at vi taler om personer, der skal begynde et nyt liv forfra og bygge en helt ny tilværelse op. De har ikke længere den tryghed, der tidligere kendetegnede deres liv.

Folk, der tales ned til og fattiggøres, føler sig naturligvis ikke velkomne.

Det altomfattende netværk og den kendte sociale orden fra hjemegnen er væk for dem i deres nye liv. De er nu blevet til kernefamilier, i bedste fald har man andre familiære forbindelser i nærheden. Onkler og tanter, fætre og kusiner. Men nu er familierne, der nåede at flygte, spredt over hele Europa og i Tyrkiet. Flugtens udfald var et lotteri. Den tilpasningsproces er én lang øvelse.

Der er i Danmark et civilsamfund, der rækker hånden ud til folk, der har behov for hjælp og menneskelighed. Men frivilligheden rækker ikke til at kompensere for det systemiske overgreb. Frivilligheden er i den store sammenhæng kun et lille venligt nik.

Folk, der tales ned til og fattiggøres, føler sig naturligvis ikke velkomne. Integrationsydelsen er med sin 225-timersregel og kontanthjælpsloft bestemt ikke nogen dans på roser med et niveau, der ligger langt under kontanthjælpen. Selv om det er en hån, blev det dog kaldt for en “integrationsydelse”. Med den seneste finanslov har vi nået et nyt lavpunkt. Nu er selv sminken væk: “Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse” er de nye betegnelser for en ydelse, der for børnefamilierne ligger endnu længere under kontanthjælpen.

Følelsen af ikke at høre til i dette samfund stiger naturligvis. De unge vil ikke kunne matche de danske børn i skolen – følelsen af at stå udenfor vil være hverdag også for børnene. Familier brydes ned. Lånehajer får udvidet deres markeder med kviklån og lånetilbud, der kræver hurtig tilbagebetaling med ågerrenter. De vilkår er en ekstra belastning i den stressfulde proces, flugten og eksilet byder i sig selv.

Man skulle ud fra den herskende retorik tro, at ladeporten for tilstrømning af migranter i forvejen stod åben for permanent ophold. Dette er på ingen måde tilfældet. Ikke nok med, at man skal have været her i otte år, kræver det, at man kan leve op til visse skarpe sprogkrav, ikke har gæld til det offentlige, har været i ordinært fuldtidsarbejde i tre et halvt år inden for de sidste fire år, og uddannelsesforløb tæller ikke med. Dertil kommer, at man skal opfylde yderligere to af fire supplerende krav, der vedrører krav til medborgerskab, endnu højere beskæftigelseskrav, endnu højere sprogkrav og en indkomst på mindst 291.000 kr. i gennemsnit igennem de seneste to år.

Det er vel overflødigt at nævne, at kriminalitet med f.eks. bare en betinget fængselsstraf på under seks måneder vil udskyde muligheden for permanent ophold med mindst seks år.

Det virkelige resultat af fattiggørelsens og udgrænsningens politik virker ikke kun på kort sigt, men også på lang sigt både på flygtningene som det danske samfund som helhed. Vi er efterhånden blevet tudet ørerne fulde af snak om parallelsamfund og om kulturer, der ikke passer ind.

Flygtede mennesker frarøves menneskelighed. Jeg er ikke i tvivl om, at de nye tiltag, der er udstukket, faktisk er en vej, der vil skabe egentlige parallelsamfund, der hviler på systemer og lovgivning, der kun er til for dem. Vi hører nemlig, at flygtninge kun skal have midlertidigt ophold, midlertidige boliger og særlige ydelser, der kun gælder for dem. De får deres egen lovgivning og egne fængsler på øde øer, eller de eksporteres til andre lande. Det er forstemmende at være vidne til.

Jeg tænker tit på, at hvis den politiske tid og energi, man hver gang brugte på at udskamme og udgrænse flygtninge, i stedet blev brugt til at udvikle idéer til at understøtte flygtninge psykisk og kvalifikationsmæssigt, så ville vi se endnu bedre resultater, end vi allerede gør. Vi ville se folk udvikle sig som gode samfundsborgere, og vi ville se andre, der ad åre ville vende hjem til det samfund, de kom fra og udgøre en ressource, der kunne gøre gavn dér.

Jeg håber for os alle, at vinden en dag vender, og et nyt paradigme vil definere vores fælles forståelse, hvor værdier som humanisme, tolerance og respekt igen står højt på værdiskalaen.

Lad os få værdigheden tilbage!

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.