Hvad med at prøve med løsninger i stedet for stramninger?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De seneste par ugers mest omtalte begivenhed må uden sidestykke være offentliggørelsen af Lindholm som de udvisningsdømtes øde ø. Og som nærmeste nabo til Udrejsecenter Kærshovedgård (UCK) betragter jeg hele forestillingen som en ren genopførelse af opsætningen, da UCK blev udråbt som løsningen på alle landets problemer i hjemrejseproblematikken. Læseren skal ikke her trættes med eksempler. Der ligger masser af optagelser med integrationsministeren på nettet, der bekræfter udsagnet.

Den eneste forskel er, at fokus nu er flyttet fra, at institutionen skulle skabe forhold, så selv de mest modvillige indser deres egeninteresse i frivillig hjemrejse, til, at Udrejsecenter Lindholm skal sikre, at man har styr på de persongrupper, der fra 2021 skal have deres bopæl der. Og efterfølgende udtrykker man så et fromt håb om, at de skærpede forhold skal få flere til at forsvinde, hvilket vel også meget tænkeligt kan blive tilfældet. 750 millioner kroners-spørgsmålet må så bare blive: hvorhen?

At flytte opmærksomheden fra ”hjemrejse” til ”styr på” virker ud fra erfaringerne med UCK også ret oplagt. På toogethalvt år er der udrejst 28 personer fra stedet. Med investeringer og drift af centret fra opstart til nu på 143 mio. kr. plus udgifterne til 22 årsværk fra Midt- og Vestjyllands Politi, så rammer vi en pris på knap 6 mio. kr. pr. udrejst – på jysk er det da immervæk også en slat!

Om vi så med i prisen har haft styr på de tilknyttede grupper her i den mørke skov i denne afsides egn (5 min. til nærmeste motorvej og herefter 35 min. til det centrale Aarhus) af det mørkeste Jylland, tja, det kan vel diskuteres. Hvis vi lige koncentrerer os om den primære gruppe, som beboerne i Kalvehave nu skal begaves med – de udvisningsdømte kriminelle (personer på tålt ophold skal ”bare” bo på et af staten anvist opholdssted i maksimalt fire år, hvorefter de selv bestemmer, hvor de vil være) – så viser en aktindsigt fra marts måned 2018, som var anmodet af JP, at ud af 328 udvisningsdømte havde man ingen anelse om, hvor 233 befandt sig. Ministeren mener, at UCK er en succes – der er vist ikke mange andre steder, hvor mindre end en tredjedel inden for skiven betegnes som tilfredsstillende endsige en succes. Selv med udsigt til egen strand og bølgeskvulp er det svært at forestille sig, at en større del vil tage imod tilbuddet om permanent ophold på ”Lindholm Badehotel”. Det vil da nok også mere få karakter af vandrerhjem end badehotel, når man tager i betragtning, at det skal have tæt ved 400 pladser, hvis man virkelig tror på sine egne postulater om, at man nu vil få styr på alle de udvisningsdømte kriminelle.

Hvis vi lige skal runde de afviste asylsøgere – ikke fordi det har den store umiddelbare interesse for borgerne i Vordingborg Kommune – men fordi vi, der bor i nærheden af UCK, kan se frem til en bytter, hvor vi slipper for ca. 80 udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold og i stedet modtager op til 240 ekstra afviste asylsøgere, der kommer og skal bo uden at have en krone på lommen. Ifølge tal fra november 2017 var der tæt ved 2.000 udviste asylsøgere, som myndighederne ikke kendte opholdsstedet på. Et tal, der har været stærkt stigende siden 2013, og hvor udviklingen højst sandsynligt i det forløbne år ikke har ændret sig til det bedre. Så det er igen en minimal andel af denne gruppe, som rent faktisk opholder sig i udrejsecentersystemet.

Ministeren anser den førte politik for virkningsfuld, idet hun henholder sig til, at på trods af et stigende antal afvisninger er antallet af afviste asylsøgere stabilt. Altså; der udrejser lige så mange, som der bliver afvist. Nu er der så den lille finurlighed i forhold til denne gruppe, at når en afvist asylsøgere ikke har været i kontakt med de danske myndigheder i 18 måneder, anses denne person for at være udrejst. Det kan godt være – men igen; hvorhen og til hvad? En ret stor del forsøger sig bare et andet sted i Europa eller går under radaren i Danmark og bliver en del af den store gruppe af illegale migranter, som udfører de dårligst betalte job i den sorte økonomi. Hvis de virkelig var rejst tilbage til deres oprindelsesland, var det oplagt, at de i det mindste havde bedt om en billet og for nogles vedkommende de 130.000 kr., man kan modtage, hvis man rejser tidligt og frivilligt.

Man strammede forholdene for disse grupper, da UCK blev oprettet, man har strammet gentagne gange undervejs de seneste par år, og nu giver man så skruen endnu et ordentligt vrid, hvilket vel kun kan tages som udtryk for den tiltagende afmagt over, at intet indtil nu har vist sig at virke.

Hvor kunne det være spændende, hvis man fra de toneangivende politikere – i en situation som denne – viste større eftertænksomhed og omtanke og i stedet for at udskrive mere og større doser af den dyre medicin, der allerede har vist sig virkningsløs, vendte bøtten og udviste kreativitet i tilgangen til problemerne. Når en udvisningsdømt forlader fængslet efter endt afsoning, hvorfor så ikke udstyre ham med en GPS-tracker (i Storbritannien har man efter sigende gjort det), et påbud om at møde på den lokale politistation et par gange om ugen, og hvis han afmonterer teknikken eller ikke møder til registrering, så går vejen direkte tilbage til fængslet med de skærpede straffe i bagagen, som man vil vedtage i forbindelse med oprettelsen af Center Lindholm.

Det kan godt være, en del vil forsøge at omgå denne løsning – det må jo også være distraherende at være på ”arbejde” som seriekriminel velvidende, at sidemandens GPS med få øjeblikkes mellemrum ”binger” op i politiets kontrolsystem – men det kan sådan set ikke værre meget anderledes end i dag, hvor to tredjedele af denne gruppe ikke kan findes, og den sidste tredjedel uhindret vader ud og ind af porten på UCK, hvorefter ingen har nogen som helst anelse om, hvad de foretager sig – hvilket ikke bliver ændret væsentligt ved ophold på Lindholm.

De afviste asylsøgere kunne lige så godt opholde sig i det nuværende asylcentersystem. Man skal så som afvist have klar besked om, at afvist betyder afvist, og at ingen ændringer i tilhørsforhold – det være sig familie- religiøs- eller tidsmæssigt – vil kunne ændre på dette forhold. Når dette ikke står til diskussion, så kan det være ganske underordnet, hvor man opholder sig, indtil der er lavet aftaler med hjemlandet.

Der er et stort misbrugsmiljø på UCK, og de, der er en del af det, mister lynhurtigt enhver evne til at tage hånd om deres liv og derved komme overens med det udsigtsløse i at fastholde en tilværelse i et land, der aldrig vil blive deres. Et ophold under knap så belastende omstændigheder kan virke lige så motiverende som de nuværende forhold.

Det spørgsmål, som melder sig, er: Vil de toneangivende politikere føre virkningsløs symbolpolitik, eller vil de påtage sig den pædagogiske opgave, det vil være, at forklare den del af befolkningen, man har stillet de nemme ”løsninger” i udsigt, at det er det knap så spektakulære langstrakte arbejde med at skabe fælles europæiske holdninger og løsninger til en problematik, der er fælles for hele kontinentet, der er vejen frem? Og at det ikke er et problem, som kan isoleres via grænsekontrol og afskrækningspolitik?

Men at det så også er de selvsamme politikere, som til dels har skabt og understøttet et krav om en på overfladen hårdhændet flygtninge- og indvandrerpolitik hos en betydelig del af befolkningen, et krav, der samtidig er det politiske livsgrundlag for disse politikere, gør ikke tingene mindre komplekse. De rider i overført betydning på det bæst, de selv har skabt, og hvis det ikke bliver fodret med jævne mellemrum, ja, så viser historien, at man kan ende med at blive ædt af sine egne. Denne gang er det så en luns til over 700 mio. kr. – hvor stor skal den være næste gang, når det viser sig, at heller ikke Lindholm vil kunne løse problemerne?

At det ikke umiddelbart virker til, at vi er på vej i en retning, hvor der tænkes nye tanker, vidner den seneste tids hændelsesforløb – med al ønskelig tydelighed – om. Undertegnede har gennem de seneste måneder forsøgt at forklare omverdenen, hvordan et udrejsecenter påvirker lokalområdet og dets beboere, og hvilke problemer det giver. Det blev gjort ud fra et naivt håb om, at det kunne give et lille bidrag til større omtanke i forhold til, hvilke løsninger man ville vælge. Men sidste fredag gik det med al ønskelig tydelighed op for mig, at jeg bare havde været det æsel, der skulle bruges til at slæbe kanen op ad bakken. Den kane, som Dansk Folkeparti skulle have til at tage turen ned, mens DF’erne hujede »øde ø« og »paradigmeskift«. Så jeg kan i dag blot sammen med borgmesteren i Vordingborg og beboerne i Kalvehave – med en let desperation i stemmen – efterlyse, om der ikke er en voksen til stede. Det må der være et eller andet sted – vi venter. Vil vedkommende venligst og snarest muligt træde i karakter?