Er der en voksen til stede på Københavns Universitet?
Krænkelsesideologien fører os mod amerikanske og kinesiske tilstande.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er ikke noget i vejen med at være historisk bevidst. Men hvid skyld er ofte udtryk for moralsk forfængelighed. Sådan skriver den amerikanske forfatter og journalist Lionel Shriver i en kommentar i The Spectator.
Her kritiserer hun efter en række episoder på amerikanske universiteter den velstående generation født mellem 1980-2000 – de såkaldte millennials – for at bruge kampen mod universiteternes pensum, traditioner og døde, hvide mænds historisk betingede dominans i akademia som et middel til at få magt over meningsdannelsen. Kampen for anerkendelse og mangfoldighed – imod krænkelser og fremmedhad – handler dybest set om magt, ikke om principper. Identitetspolitik er netop politik.
Hykleriet begrænser sig imidlertid ikke til de unge, pointerer Lionel Shriver, idet hun fortsætter: »Når voksne, venstreorienterede amerikanere siger, de føler anger og skyld over slaveriet og krigen mod indianerne, spørger jeg mig selv, hvorvidt det passer. De har intet med disse historiske overgreb at gøre, og det ved de udmærket«. Med andre ord: De lader bare som om.
Det offentlige skuespil drejer sig som antydet om magt og forfængelighed. Ved at signalere krænkelse, indignation og principfast forsvar for minoriteter, de ikke selv tilhører, opnår de sympati i deres egne kredse og på de knævrende sociale medier.
Den amerikanske krænkelsesideologi er for længst nået til Europa og Danmark. I den forløbne uge er det blevet diskuteret, hvorvidt førsteårsstuderende på jurastudiet i København må klæde sig ud som indianere, sigøjnere eller bandemedlemmer til den årlige fest. Det må de ikke, siger universitetets ledelse.
Polemikken har raset, men der ligger noget større og vigtigere bag.
Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at universitetet allerede i sommer indførte et nyt sæt af sproglige retningslinjer, der skal rense sproget på stedet, herunder standse sjofle vittigheder og i eventuelle sager tage udgangspunkt i »medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd«. Oplevelsen er altså det afgørende. Det formodede offer definerer virkeligheden.
Denne énvejsperception er doktrinær. Som de fleste mennesker vil vide, er der ofte to eller tre opfattelser af en situation, bemærkning eller et forløb; i Det Nye Testamente hele fire. Desuden står det stadig enhver frit at bede en sjofel fætter passe sig selv eller tage debatten.
Det karakteristiske ved de nye retningslinjer er, at universitetets administrative myndighed føler sig nødsaget til at blande sig i det akademiske mikrokosmos med makroregler og samtidig blåstempler den amerikanske krænkelsesideologi. Vinder den fodfæste i Europa, vil universitetet i hænderne på disse politisk korrekte jurister på længere sigt forvandles til en dressuranstalt i stedet for at være hjemsted for den fri tanke og ord i konkurrence med andre ord. Som lektor ved Lemvig Gymnasium Stefan Agger formulerer det i nettidsskriftet Critique: »Når Københavns Universitet i stedet træner de studerende til at reagere på deres mindste krænkelser, så er det præcist det modsatte af at skabe voksne mennesker.«
Det var de gamle 68’ere, der krævede børnemagt. Nu har deres efterfølgere endelig givet dem det. Er der slet ingen voksne til stede på Københavns Universitet?
Krænkelsesidelogien fører ikke til et mere tolerant og mangfoldigt samfund, tværtimod. Ideologien fører os mod amerikanske og kinesiske tilstande. Universitetets nye retningslinjer mimer netop de overordnede målsætninger for globale giganter som Facebook, Google, Youtube, Twitter og deres kinesiske fætre og kusiner, der kontrollerer adgangen til, hvad milliarder af mennesker kan sige og se.
Af samme grund bliver det stedse sværere at skelne nyheder fra Kina fra vestlige nyheder, sådan som en observant iagttager skrev i et tweet i anledning af, at redaktøren for det ansete New York Review of Books forleden måtte træde tilbage efter at have bragt uønskede meninger til torvs.
Tweetet blev ikke censureret, men det gør den slags måske en skønne dag.