Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Tænk jer nu om, veganere! Ja, og i øvrigt også jer vegetarer

Dagens kronikør er træt af to ting fra veganere og vegetarer: deres aggressive retorik og offermentalitet. Den slags er virkelig svært at finde cool, selv for én, der tager den globale opvarmning seriøst.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Moraliserende skyldsplacering og derpå selvynk, når der bliver givet svar på tiltale(form), hvilket ret effektivt placerer vegetarer/veganere i en offerrolle.

Sådan kan mange indlæg fra vegetarer og veganere karakteriseres både på de sociale medier og i mere lødige medier. Ikke mindst i Information, hvor sociolog Rasmus Willig her i sommer brugte næsten en halv kronik på at moralisere og placere skyld og derpå næsten hele den anden halvdel på at brokke sig over alle de kødspisere, der skulle være strenge, når de giver svar på tiltale.

Og det endda i en kronik, der også handler om at få folk til at opfatte det at være vegetar og veganer som cool. Godt arbejde, skriver jeg ironisk, for hvem skulle dog finde en aggressivt moraliserende og derpå selvynkende kommunikation cool?

Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg identificerer mig hverken med den moraliserende eller selvynkende tilgang. Der er virkelig intet cool over at placere sig selv i offerrollen. Jeg er heller ikke specielt vild med, at vegetarer/veganere har det med at kommunikere ud fra en polariserende 100 procents-tankegang; kun hvis du overhovedet ikke rører nogen former for kød, er det godt nok. Den tankegang er vist især styrende for dyrevelfærdsveganerne.

Det skaber rimelig effektivt så veldefinerede grupperinger, at råberi frem og tilbage er det mest sandsynlige kommunikative middel. Den slags giver selvfølgelig et meget stærkt sammenhold i de respektive skyttegrave, men hvis vegetarerne og veganernes formål er at flytte adfærd og holdninger, som det vist er det i Willigs indlæg, gribes det yderst uhensigtsmæssigt an. Faktisk er det rimelig dumt.

Så dumt, at det giver selv mig lyst til som trodsreaktion at indtage en lind strøm af oksekødsbøffer. Jeg er selvfølgelig også ryger, og hvor advarselsskiltene på pakkerne påvirker ikkerygere i retning af at lade være med at begynde, påvirker de mange rygere modsat: »Hallo, smøgpakke, du skal satme ikke fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal.«

At det er sådan, vegetarers og veganeres kommunikationsstil påvirker sådan én som mig, er faktisk en præstation. Jeg har nu i mange år nærmest kun spist svinekød ved højtiderne – bacon selvfølgelig undtaget.

I begyndelsen, fordi jeg synes, at den måde, vi producerer og forarbejder svinekød herhjemme, hverken er elegant, lækker eller udtryk for overskud. De seneste år også på grund af den globale opvarmning.

Og så har jeg igennem de seneste to-tre år gradvist skåret ned på oksekødet til det punkt, hvor jeg nu ikke mindes at have spist det i to-tre måneder – bortset fra et besøg på en McDonalds en sen nattetime i Glostrup. Alene på grund af den globale opvarmning, for jeg var og er egentlig ret vild med oksekød.

Jeg er således rimelig langt i min personlige kødreduktion og ville egentlig gerne have lov at være lidt stolt af det. Det bliver imidlertid besværliggjort, når jeg lejlighedsvis møder en rynket næse over, at jeg spiser lidt kylling og vil takke ja til en oksekødsbøf til et middagsselskab – eller jeg blot ser en veganer flippe råddent skråt på Facebook. Not cool. Den stil får karakteren -3 herfra. Ringe præstation.

Gad vide, hvor mange der egentlig har lignende reaktioner på vegetarer og veganernes kommunikative stil?

Både danskernes høje kødforbrug og de mange trodsreaktioner vidner om, at det er en hel del – og det er jo mildest talt ærgerligt om end forståeligt. For ret beset er det jo heller ikke særlig cool, at nogen – igennem en klodset tilgang – skader deres egen sag, som vel går ud på at påvirke i retning af, at der bliver spist mindre kød?

Men måske det alligevel er vigtigere blot at få ret? Eller at blive anerkendt af allerede enstænkende? Så er vi i hvert fald der, hvor veganisme og vegetarisme som sociale statusmarkører er vigtigere end effektivitet i forhold til at vende dyrs lidelser til velfærd og global opvarmning til global køling.

Havde jeg en vindersag, så ville jeg udstråle alt andet end desperation, aggressivitet og klynkeri, idet den slags ikke just er kommunikative signaler, der skriger ”vinder”.

Især de seneste 10 år har budt på en del forskning i, hvilke virkemidler en effektiv kommunikation generelt og specifikt i forhold til den globale opvarmning bygger på. Disse virkemidler tæller hverken den moraliserende skyldsplacering, brokkeriet over kødspisernes kommunikation eller placeringen af sig selv i en offerrolle. Der er altså bedre viden derude, som veganere og vegetarer imidlertid sjældent betjener sig af. Og det er altså tosset – uncool.

Frasorteret den ovenfor beskrevne kommunikative stil (og medfølgende ineffektivitet eller direkte selvskade), så er vegetarer og veganere faktisk rimelig swag og cool. De har nemlig formået to vanvittigt svære ting: at identificere et problem (om det så er global opvarmning eller produktionsdyrenes lidelser) og så, og hold nu fast, at tilpasse deres vaner, så de bidrager til en løsning af problemerne.

De seneste års fremskridt inden for kommunikations- og/eller kognitionsforskning vil vidne om, hvor svært den slags egentlig er. For det første er det uendelig svært at begribe og undlade at afskrive fakta, forskning, ideer og handlinger, når disse strider imod ens 1) eksisterende verdensanskuelse, 2) ens egen plads i verden og 3) hvilke handlinger, der dermed er ”rigtige” og ”forkerte”.

Den trodsige og sløve modtagelse af forskningen i global opvarmning er et fremragende eksempel herpå, fordi forskningen netop inviterer til et opgør med vækstparadigmets verdensanskuelse, hvor vi konstant bliver påvirket i retning af forbrug, forbrug, forbrug, hvilket dermed også gør selv overforbrug til den moralske handling.

Endeløse reklamer for ligegyldige sager, vi egentlig ikke har brug for, politikere, der frigiver efterlønsopsparinger, fordi vi skal »forbruge os ud af krisen«, Hollywood-rollemodeller i dyre biler, fede jakkesæt og store ure, danske rappere, der synger om bling-bling og dyre bobler.

Oddsene var fra begyndelsen imod forskerne af global opvarmning, men meget lig veganerne og vegetarerne har de – indtil nu – ikke gjort sig selv nogen kommunikativ tjeneste.

Den globale opvarmnings fakta formidlet ved journalisternes dommedagshang er faktisk det, der mindst sandsynligt vil trænge igennem den effektive kognitive blokade, der udgøres af vækstparadigmets doktriner om verdensanskuelse, egen plads i verden samt hvilke handlinger der er rigtige og forkerte.

For det andet er det ualmindeligt svært at ændre indgroede vaner. Business as usual er hjernens energibesparende modus operandi. Nye handlinger kræver for meget energi for menneskekroppens mest energiforbrugende organ.

Så ja, vegetarer og veganere er sygt cool i min bog. De er endeløst mere cool end kødspiserne, der i en godt nok forståelig og forklarlig blanding af uvidenhed, tilvalgt uvidenhed, trods, vanetænkning samt manglende overskud og tro på, at det er muligt at gøre en forskel, endnu ikke er nået lige så langt. Vegetarer og veganere har taget problemerne seriøst, tilpasset deres adfærd, og så har de tilmed en ren vindersag.

Havde jeg en vindersag, ville jeg være overbærende, rolig, tålmodig og uendeligt rummelig. Være lidt cool. Kommunikere som den slags menneske, som vi alle gerne vil omgive os med og være selv. Sæt i gang, vegetarer og veganere, jeg hepper på jer. Og det gør fremtiden også. Og med så genialt et udgangspunkt indstiller jeg til, at deres kommunikation begynder at være lige så sygt cool, overskudsagtig og sweet.

Havde jeg en vindersag, så ville jeg udstråle alt andet end desperation, aggressivitet og klynkeri, idet den slags ikke just er kommunikative signaler, der skriger ”vinder”. Det er trods alt sjældent, man ser den slags reaktioner fra en Oscar-vinder, en ATP-vinder, en Tour-vinder eller whatever. Og jeg ville da ikke, nok mindst af alt, tigge om at blive opfattet som cool. Det bliver næppe mere patetisk end det.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Har EU været tæt på at sejre sig ihjel?

Casper Hedegaard
Meningsmålinger viser, at tilslutningen til EU er den største i mange år. For få år siden, var situation en helt anden, hvor opbakningen vaklede og tilliden til det europæiske fællesskab kunne ligge på et lille sted. Har vi i virkligheden stået i EUs midtlivskrise, hvor de trygge og forudsigelige rammer gjorde projektet for usynligt og folkefjernt?

Blog: Kina vil skabe en kunstig måne  

Nauja Lynge
Kineserne siger, at ingen kan eje månen. Men man må, som kineser, åbenbart gerne lave sin egen.
Annonce
179 km i ufattelig skønhed: Her tager den grønne ø sig smukkest ud
Ringen rundt om Kerry begynder i Killarney og er en af de smukkeste ruter i Irland. En 179 km lang rundtur om Iveragh-halvøen i et evigt skiftende landskab af søer, bjerge, bakker, enge, strande, klipper og hav. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her