Nordvestjysk filmskoleelev: Behold filmskolen og filminstituttet i København

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Alex Ahrendtsen og Dansk Folkeparti vil flytte filmskolen og filminstituttet ud af København, og så vil de nedlægge talentstøtteordningen New Danish Screen.

Jeg vil gerne sige noget om filmskolen, hvor jeg studerer nu.

Jeg er født og opvokset i Thisted. DSB’s endestation. Det tager fem timer og et kvarter at komme med lyntoget fra København til Thisted. Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver. Min mor er rengøringsdame og plejemor. Min far er efterskolelærer. Min lillebror er murer. Jeg bor i København og er manuskriptforfatterstuderende på Den Danske Filmskole.

Ifølge Alex Ahrendtsen er der en »meget snæver rekruttering fra et lille område til en branche, der har stor betydning kulturelt«. For at skabe en bredere rekrutteringsproces vil Alex Ahrendtsen og DF så flytte filmskolen ud af København.

Hverken De Konservative eller Venstre er afvisende over for Dansk Folkepartis filmudspil, men Bertel Haarder understreger dog, »at det vigtigste er, at kvaliteten i dansk film styrkes«.

Det vil ikke ske med dette filmudspil, tværtimod.

For at fungere optimalt skal filmskolen ligge der, hvor filmbranchen er. Og det er i København. Filmbranchen kan konstant være i berøring med og trykteste den enkelte elevs evner og kunstneriske udvikling igennem evalueringer, undervisningsforløb og diverse udvalg. Det, mener jeg, styrker mangfoldigheden.

Da jeg kom ind som manuskriptforfatterelev på filmskolen, var min hjemstavn det sidste, jeg havde lyst til at beskæftige mig med rent kunstnerisk. Jeg tror ikke, at jeg kunne have været mere ligeglad med Udkantsdanmark. Men efter tre år på filmskolen kan jeg se, at det nu er min hjemstavn, som jeg naturligt søger hen mod i mine historier. Ikke som en nedladende og fordømmende Erasmus Montanus, men i stedet med et kærligt og jordnært blik, der respekterer og dyrker almindelige og specifikke menneskers liv og dilemmaer.

Jeg har selv været ret overrasket over min egen udvikling, men det har lærere og branchefolk fra optagelsesudvalget ikke. Som en prominent dansk tv-producer (der også havde siddet i optagelsesudvalget to et halvt år forinden, da mine fem klassekammerater og jeg blev optaget) sagde til mig, efter at jeg havde fremlagt min nordvestjyske spændingsserie på femte semester: »Vi vidste jo godt, at du ville ende med at lave sådan noget her, da vi optog dig.«

Jeg vil ikke postulere, at ovenstående er repræsentativt for alle elevers udvikling på filmskolen. Folk er forskellige. Men jeg kan sige, at filmskolen har kunnet facilitere sådan en udvikling hos en nordvestjyde. Igennem et tæt parløb med filmbranchen har filmskolen hjulpet mig med at finde hjem rent kunstnerisk.

En togtur til Fyn vil have den konsekvens, at det vil være umuligt at få de allerdygtigste branchefolk ud. Det er dem, der hjælper eleverne med at finde deres kunstneriske ståsted. Vi har brug for en fleksibilitet. Lige nu er filmskolen ikke længere væk end en lille cykeltur. For mig at se vil en udflytning resultere i en uddannelsesmæssig forringelse. Filmbranchen og filmskolen skal være samlet. Der må ikke ske en decentralisering i det forhold.

Som det er nu, bliver der optaget seks elever på hver faglinje hvert andet år. Afstanden mellem den potentielle filmskoleansøger i provinsen og filmskolen bliver mindsket ved en udflytning, men det er altså ikke bekvemmelighed, som eleverne bliver optaget på. En udflytning af filmskolen og filminstituttet er altså ikke et argument for større mangfoldighed blandt eleverne på filmskolen.

Men måske ville danskere uden for København interessere sig mere for film, hvis filmmiljøet var tættere på? Det kan ikke udelukkes. Men fokus skal i så fald ligge et andet sted. Vi skal kigge på, hvordan vi får mennesket derhen. Vejen derhen går igennem talentstøtteordninger.

Da jeg var en ung ”knejt” og rendte rundt på en guds- og filmstøtteforladt pløjemark uden for Thisted og viftede i vildelse med et DV-kamera, ville jeg retrospektivt have ønsket, at der havde været flere muligheder for at lave film. Efter et sabbatår med fire deltidsjob havde jeg opsparet 100.000 kr. til opholdet på Den Europæiske Filmhøjskole. Og på filmhøjskolen befandt jeg mig for første gang i mit 20-årige liv i et producerende filmmiljø med ligesindede.

Da jeg efterfølgende flyttede til hovedstaden som 21-årig, både skrev og instruerede jeg kortfilm på Filmværkstedet i København. En rejse mod filmskolen starter sådan nogle steder. Filmhøjskolen. Filmværkstedet. Det er der, at en kunstnerisk udvikling starter, og et sprog begynder at tage form. Og det er den der helt spæde, nysgerrige og legende udvikling, der gør, at du måske bliver optaget på filmskolen og udvikler en stemme, der er stærk nok til at få filmstøtte på instituttet.

Hvis vi vil have større mangfoldighed i vores filmfortællinger, så skal vi styrke vækstlaget. Det er svaret. Uden at være en ørn med en lommeregner kan jeg kun forestille mig, at det er et væsentligt billigere alternativ at sponsorere nogle kamerapakker og etablere et par klippesuiter rundtomkring i de mørke afkroge af kongeriget. I virkeligheden skal der ikke meget til. Jeg havde energien og lysten, da jeg var helt ung, men mulighederne var der ikke.

I 1916 udgav James Joyce sin første roman, ”Portræt af kunstneren som ung mand”. En autobiografisk Künstlerroman. Romanen handler om karakteren Stephen Dedalus’ opvækst i Irland. Den slutter med, at han rejser væk. Joyce gjorde det samme, men i sine værker forlod han aldrig Dublin.

Det er vigtigt at huske på, at filmskolen er en kunstnerisk uddannelse. Og kunstnere skal migrere, fysisk og sjæleligt. At flytte sig er en del af dannelsesrejsen. Fundamentet for den dannelsesrejse er en kunstnerisk vilje. Og den vilje lader sig ikke diktere af, om noget ligger lige om hjørnet eller tusind kilometer væk. Hvis filmskolen rent faktisk havde ligget i Thule eller Timbuktu, som Ahrendtsen jokede med, så ville kunstneren stadig flytte derhen, hvis han eller hun så det som en nødvendighed. Det er nødvendighed, og ikke bekvemmelighed, der skaber kunstneren. Det her er ikke elitært. Det er grundpræmissen for at kunne udvikle sig som menneske, uanset baggrund. Og så er det fundamentet i enhver god historie. Kunstneren har brug for at forlade byen for at kunne se den igen og skabe en fortælling om den – ligesom Joyce gjorde.

Vi skal nok finde tilbage til dem, vi er, og de fortællinger, vi er optaget af. Jeg husker et undervisningsforløb med faglærer Arne Bro på mit første semester på filmskolen, hvor jeg var helt ualmindeligt ureflekteret omkring mit eget blik som fortæller. Her fik vi på et tidspunkt en opgave, der skulle løses på en time. Vi fik et kamera i hånden og skulle ud og filme en karakter i det virkelige liv, som vi var interesserede i. Grundet tidspres kunne vi jo ikke nå ret meget længere væk fra filmskolen end Christianshavn. Jeg endte med at filme nogle konstruktionsarbejdere. Først efter et års tid forstod jeg, at det egentligt sagde ret meget om, hvad jeg er optaget af som fortæller. Jeg er optaget af arbejderklassen og almindelighedens skønhed, det upolerede og enkle. Konstruktionsarbejderen, som jeg fokuserede på, var endda jysk.

Jeg tror ikke på, at vi pludselig føder flere filmskabere med stærke, kunstneriske nødvendigheder uden for København ved at flytte filmskolen. Kunstnere afhænger ikke af beliggenhed. Men kvaliteten af filmuddannelsen gør i allerhøjeste grad. Lad os beholde filminstitutionerne i København, så branchen er samlet. Det er på den måde, at vi får den stærkeste filmuddannelse. Kunstneren skal nok finde vej til filmskolen, hvis han eller hun ser det nødvendigt. Når det er sagt, så lad os også give nordvestjyden, sønderjyden, fynboen muligheden for at lege og undersøge et udtryk og et filmsprog i en tidlig alder. Det gør vi ved at styrke talentstøtteordningerne – også uden for København. Lad os kigge på det filmkunstneriske vækstlag i provinsen. Det er der, det starter.

Ved at styrke vækstlaget i provinsen tror jeg, at vi kan asfaltere en filmkunstnerisk motorvej mod en samlet filmbranche i København. Det nytter ikke noget at smadre filmbranchen indefra for at gøre plads til nogle, der allerede bydes velkommen. Alle er inviterede. Vi skal bare sørge for at oprette flere stationer, hvor de kan stå på, når de er undervejs.