Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Efter voldtægtssagen i Herning: Er bestemmelser om uagtsom voldtægt og samtykke vejen frem?

Vi kan ikke skabe et katalog over, hvilke former for sex eller hvilke seksuelle handlinger der er forbryderiske, og hvilke der ikke er.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Sagen om en mulig gruppevoldtægt i Herning har fået mange op af stolene. Sagen handler om en ung kvinde, der fortalte, at hun, efter hun var blevet tvunget til at sluge en pille, var blevet udsat for en række seksuelle handlinger af fire unge mænd. Handlingerne blev videofilmet, og klippene herfra blev brugt som bevismateriale i retten. Sagen er efter sigende én af fire, hvor sagens anklager søger at få straffet de fire anklagede og få udvist de tre af mændene, der ikke er statsborgere, for bestandigt. Mændene er dog, for nu, frifundet, selv om tre dommere og tre nævninge fandt det bevist, at kvinden deltog i handlingerne, fordi hun ikke kunne modsætte sig. Tre nævninge fandt nemlig modsat, at kvinden kun var fuldstændigt passiv på nogle af sagens videoklip, mens hun på andre bl.a. giver udtryk for, at hun er bevidst om, hvad der foregår. Derfor blev mændene frikendt.

Vi har tidligere talt imod de ændringer til loven om seksualforbrydelser, der gennem årene er blevet foreslået, fordi vi er bange for, om både gerningsmands og offers retssikkerhed dermed ville blive bedre og ikke ligefrem værre. Men for hver voldtægtssag bliver vi mere i tvivl om, om den danske lovgivning ift. seksualforbrydelser er stærk nok eller kræver ændringer.

Umiddelbart lyder det ikke realistisk, at man skal give samtykke før eller under sex. Det harmonerer dårligt med den akt, det seksuelle per definition er.

Udgangspunktet må være, at seksuallivet er noget rod. Der indgår ofte spil og leg med grænser. Det er naturligt og fint i frie relationer. Eller som Straffelovrådets betænkning nr. 1534 udtrykker det, så er »der i modsætning til andre af livets områder ikke på seksuallivets område samme grad af sikkerhed om, hvilken adfærdsnorm gerningsmandens handlinger skal bedømmes i forhold til«, og samlejet må »i modsætning til mange andre mål for kriminelle handlinger i den frivillige form anses som naturligt og ønskeligt«.

Det er således meget svært at bedømme, hvornår der er tale om frivillighed og tvang, når det drejer sig om handlinger, der inkluderer sex af to grunde. For det første kan vi ikke skabe et katalog over, hvilke former for sex eller hvilke seksuelle handlinger i en given situation der er forbryderiske, og hvilke der ikke er, fordi nogen nyder ét og andre noget andet – og nydelsen afhænger af omstændighederne. For det andet er man ikke i tvivl om, at bliver De stillet over for valget mellem, om De ønsker at beholde Deres tv, eller at en tyv kommer og tager det, så ønsker De at beholde Deres tv. Men netop det forhold kan man ikke overføre til seksualforbrydelsernes arena. For stiller man et menneske over for sex eller ikke sex, så må ønsket om sådant formodes at stå i klar relation til situationen og ens egne tilbøjeligheder og ønsker.

I dag kræver en dom for voldtægt, at anklagemyndigheden evner at bevise, at gerningsmanden havde til hensigt at voldtage offeret. Bemærk her ordet “hensigt”. Tidligere var ofre, der var bevidstløse, sov, var handicappede eller i kløerne på lignende forhold, der kunne gøre dem ude at stand til at sige nej til at være implicerede i seksuelle handlinger, ringe stillet. En lovændring i 2013 udvidede imidlertid heldigvis voldtægtsbegrebet, så disse ofre var ligestillede med andre. Men at gerningsmanden skal have til hensigt at voldtage, er fortsat et drilsk krav, for hvordan beviser man det? Hvordan demonstrerer man, at en potentiel gerningsmand havde forsæt – havde sat sig for eller vidste – at han var i gang med at voldtage?

Hvad angår overfaldsvoldtægter, er sagen typisk ret klar. Vil man overfaldes af en fremmed mand på gaden eller ej? Ej! Men når det kommer til de voldtægter, hvor en kvinde for eksempel er gået med ind i et givent rum, eller hvor hun kender gerningsmanden så godt, at hun måske endda befinder sig i hans private hjem, er det straks sværere. Hvordan demonstrerer man her, at hun måske nok var med på at kysse, men sagde nej til den seksuelle handling, der herefter fulgte? Eller hvordan beviser man, at gerningsmanden vidste, at han voldtog den kvinde, der måtte fryse fast i situationen og ikke turde fremstamme et nej?

Alle har en medmenneskelig interesse i, at voldtægtsmænd dømmes. Derfor kommer der også bud på, hvordan loven for seksualforbrydelser skal forbedres, hver gang de værste voldtægtsdomme beskrives i medierne.

De to mest populære forslag lyder:
1) Der bør indføres en bestemmelse om uagtsom voldtægt (som f.eks. De Radikale foreslog det så sent som i weekenden).
2) Der bør indføres en bestemmelse om, at enhver seksualakt kræver et utvetydigt samtykke, så man aldrig er i tvivl om, om en situation er ønsket eller ej.


Hvad angår det første, så ser det ved første øjekast både rimeligt og forjættende ud. Der findes jo også paragraffer for uagtsomt manddrab, så hvorfor ikke voldtægt? Formålet med en paragraf om uagtsom voldtægt ville være at komme væk fra, at den anklagede kan gøre brug af “dummeparagraffen”; at han kan fastholde, at han sandelig da mente, den forurettede havde lyst til at dyrke sex med ham. Men Straffelovrådet har allerede undersøgt fordele og ulemper ved en bestemmelse om uagtsom voldtægt, og rådet kunne i betænkning nr. 1534 konkludere, at man »risikerer at få den utilsigtede virkning, at forhold, der i dag straffes som forsætlig voldtægt, i stedet vil blive henført under bestemmelsen om uagtsom voldtægt med den virkning, at forholdet vil blive bedømt væsentligt mildere end ved forsætlig voldtægt«. Og hertil, at der »i forbindelse med den nævnte vanskelige bevisvurdering vil blive sat et større fokus på forurettedes adfærd, end hvad tilfældet er for så vidt angår forsætlig voldtægt«. Med andre ord: En bestemmelse om uagtsom voldtægt kan risikere at medføre, at voldtægtsmænd dømmes mildere end fortjent, og den forurettede vil måske – groft sagt! – føle sig under anklage, idet hun ville skulle afgive megen information om sin gøren og laden for at demonstrere, at der var tale om uagtsom voldtægt. I Norge har man da også haft en bestemmelse om uagtsom voldtægt siden 2000, uden at det har ført flere sager med sig og med den kedelige bivirkning, at voldtægtsmænd har modtaget mildere domme.

Så er der det aktive samtykke tilbage. Straffelovrådets betænkning byder ikke på dette område på et klart for eller imod, og det er da også her vores tvivl sætter ind. Umiddelbart lyder det ikke realistisk, at man skal give samtykke før eller under sex. Det harmonerer dårligt med den akt, det seksuelle per definition er. Hvordan skulle et sådant samtykke forekomme? Per skrift? Nej, selvfølgelig ikke. Ved hvert et optræk til at gå fra én seksuel handling til den næste? Næppe. Ved en lang, indledende samtale om, hvad parterne har og ikke har lyst til, og hvornår den følgende akt må anses som værende afsluttet? Nej, vel?

Det ville i øvrigt også kræve, at al seksuel lyst kan omsættes til præcist dækkende ord. Sådan er det ikke. I praksis bliver det derfor vanskeligt. Og hvordan påviser man i øvrigt, at samtykket er gyldigt? Rigtig mange kendte voldtægtssager fra Danmark involverer dels unge mennesker og dels alkohol. Hvad, hvis pigen var fuld? Eller hvad, hvis drengen var? Kunne hun så afgive et gældende samtykke? Og kunne han forventes at forstå et samtykke eller mangel på samme? Og hvad, hvis pigen følte sig truet og, således truet, sagde ja med munden, mens hun i virkeligheden mente nej i hjertet?

Det positive, der til gengæld kan siges om at gøre samtykke til en bestemmelse i forhold til seksualforbrydelser, er, at fokus i retspraksis må formodes at flyttes fra tvang til frivillighed, således at man har gjort sig skyldig i voldtægt i fald, man har udført seksuelle handlinger imod en, der ikke ønskede det frem for, at man aktivt har tvunget nogen. Gråzonen herved er imidlertid let at få øje på, for hvordan skal frivillighed defineres og demonstreres for, at der så er tale om ægte frivillighed? Og tilbage står fortsat den problemstilling, at det i praksis fortsat vil være svært at afgøre, hvad der er foregået mellem to eller flere parter i et lukket rum. I sager uden tekniske beviser vil det fortsat være ord mod ord, og han kan fortsat fastholde, at hun faktisk sagde ja, mens hun kan fastholde, at hun ikke gjorde det – uagtet hvad der er gået forud.

Det er dermed også – baseret på det, lægmand kan læse sig til om sagen i medierne! – svært at se, hvordan Herning-sagens udfald skulle være faldet bedre ud, hvis vi havde haft bestemmelser om uagtsom voldtægt eller samtykke. Men man sidder stadig tilbage med en lyst til at råbe efter hjælp i juraen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.