Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Stress blandt unge kræver nye strategier

12-talspiger og -drenge, der lider af præstationsangst, har brug for, at deres udfordringer bliver opdaget og deres læsestrategier kortlagt. Og så har de brug for bedre planlægning i skolen.

Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer

I disse uger skrives der meget i pressen om perfekthedskultur. Debatten handler om ulykkelige 12-talspiger, og om at mange unge oplever sig stressede. At gå fra barn til ung har altid været svært; denne transition rummer talrige udfordringer.

Præcision og perfekthed er noget, vi til alle tider har haft stor respekt for. Fulde af beundring følger vi med på tv, når professionelle sportsudøvere dyster om tiendedele af en millimeter. De har trænet, trænet og trænet for at blive perfekte til det, de gør. Kirurger, revisorer, automekanikere, laboranter m.fl. arbejder alle i fag, hvor vi afhænger af, at de er perfektionister. Er der nogen, der f.eks. kunne tænke sig at blive opereret af en kirurg, der ikke er perfektionist?

Så hvorfor kommer vi voksendebattører til at italesætte perfektionisme som noget negativt, når det er børn og unge, det drejer sig om? Fordi vi fokuserer på den fraktion af de unge, som lider og får angst, men oftest får 12 alligevel. Men det er vel ikke i sig selv dumt eller negativt at stræbe efter at blive supergod til de fag, man har i skolen? Og ved vi, hvor mange unge med høje karakterer, der ikke lider og får angst?

Som psykiater ser jeg den fraktion af 12-talspiger, der lider. 12-talsdrenge taler jeg også med. De kommer typisk med deres forældre og har opholdt sig 24/7 på deres værelse foran computeren og har perfektioneret deres gaming. Drenge synes at fremstå mindre optaget af alderssvarende bekymringer: Hvad skal der blive af mig om to, fire eller seks år, hvis jeg spiller alle timerne væk?

Så hvorfor lider disse piger? Kan man bare sige:: »Du skal lære, at det er OK at lave fejl«?. Hvordan gør man det? Hvilke slags fejl skal man lære at lave? På en måde er det rigtigt at italesætte, at nogle mennesker har svært ved at lave fejl, men for at komme disse piger og drenge rigtig til hjælp skal man forstå noget om hjerner.

Vi mennesker er født med hjerner, der er forskellige i måden at bearbejde data på. Det er ikke noget, der nødvendigvis afspejler sig i vores udseende. Men det afspejler sig i vores adfærd. Adfærd er vores vigtigste kilde til information om hjernens måde at fungere på. Adfærd viser, hvad du har nemt ved, og hvad du har svært ved. Meget af den adfærd, der er bestemmende for vores daglige liv, har vi ikke selv valgt at have. Der er ingen, der f.eks. har valgt at mangle døgnrytme og derfor ikke kan gå i seng og ikke kan stå op. Eller har valgt at blive søvnig på slaget 22.30 hver aften. Det sker bare. Det er den hjerne, man er født med, der afgør det. Man har heller ikke selv valgt at kunne høre den mindste knappenål falde til jorden eller at være dårlig til rundbold. Det er den måde, vores sanseapparat og hjerner genetisk set er "wired" fra fødslen af, der afgør det.

Opråb fra 23-årig: Den danske præstationskultur er sygelig

Den seneste 12-talspige, jeg har talt med, har haft en meget omsorgsfuld far. Han har siddet og lavet lektier med hende mange timer dagligt. Sagen er, at de 12-talspiger, der lider, bruger alt for lang tid på lektier. Ofte har de været meget hurtige til at lave lektier i de små klasser; de har f.eks. lært tekster og tabeller udenad pga. en superhukommelse. I takt med, at opgaver vokser i omfang og antal, kommer den strategi med at huske til kort! Jo højere klassetrin, jo flere større opgaver, jo flere unge med ikke-erkendte specielle indlæringsstrategier rammer loftet. Nogle rammer først loftet på universitetet.

Såvel unge, der undviger at aflevere opgaver, som unge, der bruger for meget tid på deres lektier, skal tages alvorligt.

Hvis man ud fra litteraturen skal pege på, hvilke processer der kan være i spil, og som jeg genfinder hos disse piger (og drenge), så er det, at de har en særlig evne til at opfange alle detaljer. Det er ikke noget, de selv har valgt, de ser alt – og alt forekommer vigtigt. Hvis man er vant til at huske det, man skal sige udenad, så vil man op til eksamen opleve, at der er ting, man bliver usikker på, om man husker. Det medfører panikanfald – tænk hvis den detalje, man har glemt, var det vigtigste?

Hvis ens hjerne ikke kan danne overblik for én, så kan man heller ikke lave en relevant strategi, når man laver lektier eller er til eksamen: Man starter fra en ende af og går slavisk frem – og når ikke langt nok. Overblik er det, de fleste af os overlever på. Vi har ikke selv valgt, om vi er i stand til blandt 10 ting hurtigt at udvælge de tre vigtigste. Den heldige fraktion af befolkningen, der har nemt ved at danne sig et overblik, har også relativt nemt ved at lave fejl. Men det er ikke fejl, man nøje sidder og udvælger – nu vil jeg lave den fejl og så den fejl. Fejl er prisen, for at have en hjerne der kan skabe overblik.

Men der er andre ting, der kan spænde ben for de særlige unge og voksne, der har en superscanner af en hjerne. I litteraturen kalder man det "late dyslexia", dvs. sen ordblindhed. Et finsk studie har fulgt 200 børn fra treårsalderen til det 14. år mhp. læsevanskeligheder. Man finder, at ordblindhed i de tidlige år både kan fortage sig eller forblive livslang, men man finder også, at nogle børn først får læseproblemer i de store klasser. Man er således blevet tiltagende opmærksom på, at en del unge, som har haft nemt ved at læse i de små klasser, i løbet af de større klasser udvikler vanskeligheder mht. håndtering af ord.

Jeg genkender dette hos mine 12-talspiger: De beskriver, at de skal læse de samme sætninger igen og igen, og at det er, som om meningen ikke kan fæstne sig. Forskere angiver, at det er vanskeligt at opdage disse børn og unge; der er ikke særlige forhold i de små klasser, der peger på, hvem der udvikler de sene læsevanskeligheder. Dog finder man stærk genetisk disposition ligesom ved den tidlige ordblindhed.

Forekomsten af almindelig ordblindhed anslås at være ca. 7 pct. af befolkningen. Forældre har nu mulighed for at bede om, at deres barn bliver screenet for ordblindhed i fjerde klasse. Men de vanskeligheder jeg finder hos 12-talspigerne, er endnu ikke dukket op i fjerde klasse og skal udredes med andre slags tests. Såvel unge, der undviger at aflevere opgaver, som unge, der bruger for meget tid på deres lektier, skal tages alvorligt: De har et reelt studieproblem. Der er ikke nogen, der for sjov er doven eller for sjov er perfektionist.

Børn og unge (og voksne) kan af gode grunde ikke fortælle nogen, hvad der er galt, når det drejer sig om karakteren af de perceptioner, deres hjerne modtager fra omgivelserne og bearbejder kognitivt. Vi har jo aldrig prøvet at have en anden hjerne at sammenligne med. Hvis vi kunne bytte harddisk med en anden, ville vi opdage, at sikke nemt det er at læse med den her hjerne, sikke nemt det er at forstå kemi med Rasmus’ hjerne eller lave andengradsligninger med Idas hjerne! Vi har brug for at have noget at sammenligne med for at erkende, at vi har et harddiskproblem, og det har vi ikke.

Nogen skal stille de rigtige spørgsmål, nogen skal se, at den adfærd, som barnet og den unge udviser, tyder på, at der er vanskeligheder. Børn, der ikke larmer, ikke klager, bliver sjældent hjulpet. 12-talspiger skal derfor aktivt spørges af nogen om, hvor lang tid de bruger på lektier. Det er jo i orden at få 12, hvis man ikke lider!

De voksne faguddannede, der omgiver alle danske børn og unge fem dage om ugen, må kunne stille de rigtige spørgsmål. Ingen bør sidde alene og kæmpe i blinde med alle de ressourcer, vi omgiver os med. Børn og unge med skjulte indlæringsproblemer kommer til at lide af angst og depression. Nogle forskere peger på, at nyopståede adfærdsproblemer og diverse former for misbrug, inklusive computermisbrug, kan bunde i læsevanskeligheder, der ikke bliver afdækket.

I stedet for perfektionismekultur synes jeg, at usikkerhedsskabende kultur i højere grad afspejler, hvad der stresser såvel 12-talspiger og -drenge som mange af os andre. Usikkerhed, fordi for meget hele tiden laves om. De fleste af os trives bedst med vaner, men vaner bliver hele tiden disrupted. I skolen vil jeg udnævne Lectio, platformen hvor lærere på alle tider af døgnet aflyser og bytter timer, som den helt store disrupter og stressgenerator. Der findes godt nok ikke et eneste studie af, hvad Lectio gør ved de unges motivation og stressniveau, så bevisførelsen afventer. Det er muligt, at mobilen og hormonernes diktat om at se bedst muligt ud på Instagram tager fokus fra skolearbejdet. Men måske skulle skolen gribe i egen barm og undersøge, om den selv er med til at demotivere de unge? Er der brug for stressforebyggende tiltag efter samme model, som mange danske arbejdspladser forsøger sig med? Kender du arbejdspladser, hvor du ofte oplever at stå op og overraskes af, at din chef har aflyst dit møde kl. 8.00, et møde du sad og forberedte dig på i går, selv om du var dødtræt? Sådanne vilkår er vist ikke sjældne i skolen, siden de digitale platforme blev indført. Skolen risikerer at kvæle enhver motivation, når elevers dag blot rykkes rundt uden varsel.

Lad os få nye vinkler på stressdebatten. 12-talspiger, der lider af præstationsangst, har brug for, at deres udfordringer bliver opdaget og deres læsestrategier kortlagt. Jeg vil påstå, at mange unge, der oplever skolen fagligt udfordrende, lider under, at der mangler god planlægning i lærergruppen mht. spredning af store opgaver hen over året (det er, hvad jeg hører fra forskellig side) og lider under, at de er vokset op med for få gode rutiner i hverdagen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Hvor er logikken?
Lene Hauschultz Bendtsen
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Husk at tale med djævlen

Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: DR kan ”næsten være lige meget”

Morten Uhrskov Jensen
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.’s besparelser.

Blog: Skattesnyd koster for os alle

Gitte Seeberg
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre.

Amerikansk kommentator: Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er død

David Ignatius

kommentator, The Washington Post

At tale om palæstinensiske rettigheder nu om dage vækker foragt eller udløser blot en gaben. Palæstinenserne er gårsdagens problem. Selv araberne er trætte af deres stejle krav.
Annonce
Guide til ski i Grønland: Her er der skisæson både sommer og vinter
Skimæssigt kan Grønland næppe konkurrere med Norge eller Alperne, hvis man foretrækker gode anlæg, store løjper og barer med afterskiing. Til gengæld er naturen i Grønland vildere, og bjergene en stor udfordring. Vi viser vej til fire store skioplevelser. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her