Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Skærmene mindsker vores menneskelighed

Vores skærmforbrug gør os mindre empatiske, og vores livskvalitet afhænger af antallet af nære og dybe sociale relationer. Vi har brug for mere nærvær, fordybelse og kreativitet i vores liv.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Jeg var næppe den eneste, der var ved at få morgenkaffen galt i halsen, da statusrapporten om danskernes sundhed ramte mediefladen for et par uger siden. Den viste nemlig mildest talt et ret nedslående billede af, hvordan vi egentlig har det.

Over en million danskere havde et forhøjet stressniveau, 623.000 angav at lide af dårlig mental sundhed, antallet af ensomme – særligt blandt unge kvinder – var rekordhøjt. 20 pct. af de adspurgte var desuden meget generet af træthed, 46 pct. havde søvnproblemer i mere eller mindre grad, og endelig var knap 330.000 mennesker meget generet af nedtrykthed, depression eller følte sig ulykkelige.

Men hvad er årsagen til, at vi lever i et af verdens mest ressourcestærke og lykkeligste lande, men alligevel ikke formår at passe bedre på os selv og hinanden? Der findes næppe en enkeltstående forklaring herpå, men alligevel giver det bestemt mening at kaste et kritisk blik på nogle af de mest signifikante forandringer i moderne tid, nemlig væksten i antallet af smartphones i verden og særligt brugen af de sociale medier.

Min bog ”Sluk – Kunsten at overleve i en digital verden”, der udkom i fjor, indeholder kort fortalt min analyse af mødet mellem smart teknologi og menneskehjernen. Ved at bruge mine kombinerede erfaringer som teknologikyndig læge til at beskrive de delprocesser, der indgår i mødet mellem hjernen og teknologien, har jeg efterfølgende opstillet en række hypoteser over, hvad jeg ser som nogle af de mest problematiske konsekvenser. Konsekvenser, som jeg personligt mener, man med stor sandsynlighed kan relatere til nutidens ukritiske brug af såvel smartphones som sociale medier.

Min største bekymring går på, at vores smartphones underminerer vores impulskontrol. Fra det berømte skumfiduseksperiment i 1960'erne ved vi, at evnen til at sige nej til kortsigtede fristelser er livsnødvendig for mennesker. Forsøget gik i al sin enkelhed ud på, at en gruppe mindre børn fik tilbudt en skumfidus, som de enten kunne spise med det samme eller vente i et kvarter og så få to skumfiduser i stedet.

Børnene blev fulgt i flere år efter forsøget, hvor man fandt en række slående forskelle. De, der havde kunnet sige nej til den første skumfidus, klarede sig nemlig objektivt bedre på en lang række parametre end de, der ikke havde kunnet sige nej. De børn, hvis ”mentale bremse” virkede, fik bedre karakterer, bedre helbred, bedre økonomi, bedre sociale egenskaber, begik mindre kriminalitet, var i mindre grad overvægtige osv. Kort sagt alle de ting, som vi på samfundsniveau bruger ekstremt mange ressourcer på enten at optimere, forebygge, behandle eller på anden vis håndtere konsekvenserne af.

Lykkes man med at skabe nærværet vil man kunne få ens barn til at føle sig set, elsket og værdsat, hvilket er en af de sundeste måder at præge sit barns hjerne på.

I et nyligt studie fra 2016 fandt en række psykologer en klar sammenhæng mellem et højt smartphonebrug og en forringet impulskontrol. Forsøget kunne dog ikke redegøre for, om det var mennesker med ringe impulskontrol, som tjekkede deres smartphone oftere – eller om det blot var mennesker, der tjekkede deres telefoner oftere, der havde en påvirket impulskontrol.

Min tese er helt klart, at jo hyppigere, man vænner sig til at give efter for impulsdrevet smartphonebrug, hvor man konstant tjekker sin telefon, dels fordi man kan, og dels fordi man over tid ikke vil kunne lade være, så bliver dette en del af hjernens normale adfærd. Jeg tror ganske enkelt heller ikke på, at et helt verdenssamfund lige pludselig kollektivt skulle have fået svækket impulskontrollen af ukendte årsager og tilfældigvis samtidig have udviklet et smartphoneforbrug, hvor studier f.eks. viser, at man hiver den op af lommen mellem 150-200 gange om dagen og klikker, trykker og swiper mellem 2500-5000 gange hver eneste dag (!). Det største problem med dette overforbrug er dog hverken det enorme opmærksomhedstyveri, den uendelige mængde distraktioner, den markant forøgede risiko for fejl i alt, hvad man foretager sig, eller at man kommer til at bruge for meget tid på uvæsentlige ting. Det største problem er snarere, at vi med en så massiv påvirkning af vores hjerne er i fuld gang med at træne den til ikke længere at kunne foretage mentale opbremsninger over for ydrestyrede digitale impulser. Hvor vi konstant via vores smartphones liiige kan få endnu et træk i den digitale enarmede tyveknægt, og hvor de røde notifikationer som moderne sirenesange konstant lokker os tilbage i et narcissistisk eventyrland, hvor alt typisk handler om os selv.

Et andet centralt problem ved en svigtende impulskontrol er, at man på hjerneskanninger har kunnet påvise, at impulskontrollen følger helt de samme hjernemønstre, som når en hjerne udviser empati over for et andet menneske. Forskerne forklarer denne sammenhæng med, at såfremt man skal være empatisk og gøre noget for et andet menneske, eller om man udviser impulskontrol, der jo først er godt for ens fremtidige jeg – ja, så er fællesnævneren i begge tilfælde, at man allerførst er lykkedes med at sige nej til ens umiddelbare behov.

Men er der så mindre empati i verden i dag? Ja, det er der desværre noget, der tyder på. På Michigan Universitet har man i nogle årtier undersøgt de studerendes empatiscore gennem en række tests. Resultaterne i 2010 viste sammenholdt med resultaterne 20 og 30 år tilbage et fald på hele 40 pct. Et relevant spørgsmål kunne i denne sammenhæng dog være, om ikke empati bare er en naturlig og evolutionært set nice-to-have feature i en verden, hvor rendyrket egoisme ofte lader til at føre én langt nok?

Tilsyneladende ikke.

I en engelsk by ved navn Frome har man måske fundet kuren til de fleste sygdomme i noget så simpelt som menneskelige fællesskaber. Byen igangsatte for tre år siden en lang række initiativer for at modvirke social isolation primært ved hjælp af meningsfyldte interessefællesskaber og frivillige indsatser. Resultaterne var dramatiske. I de tre år, studiet kørte, steg antallet af akutte indlæggelser i hele regionen med 29 pct., mens de i Frome faldt med 17 pct. Forklaringen går ganske enkelt på, at man med indsatserne får brudt en velkendt ond cirkel, hvor sygelighed mindsker menneskers evne til at indgå i fællesskaber, hvorved der skabes yderligere isolation og ensomhed, der så igen forværrer sygdommen.

I 2010 viste en stor metaundersøgelse, der gennemgik 148 studier med over 300.000 mennesker, at de, der havde stærke sociale relationer, havde 50 pct. mindre risiko for at dø end de med svagere sociale relationer. Forskerne sammenlignede ligefrem den sundhedsfremmende effekt af stærke sociale relationer med tobaksophør. En sammenhæng, der også er blevet underbygget af verdens længste studie i livskvalitet, der konkluderede, at den væsentligste faktor af betydning for, hvor godt et liv vi får, er antallet af nære og dybe relationer, hvor vi kan blive set for dem, vi er, se andre for dem, de er, og føle os sårbare.

I erkendelse af ovenstående har jeg for nylig sagt mit job op som læge for sammen med min hustru at stifte en værdibaseret abonnementstjeneste, der skal hjælpe børnefamilier med at skabe en hverdag, der er sundere for små hjerner under udvikling. Vores mission er at tilstræbe, at intet barn i dag vokser op uden værdierne kreativitet, fordybelse og nærvær.

Kreativitet, fordi det er børns naturlige modersmål, der konstant næres af deres medfødte nysgerrighed. Hvor de i fraværet af sproget, viden og reglerne om den komplekse omverden i stedet bruger deres fantasi og forestillingsevne til at skabe mening. Fordybelse, fordi evnen til at dykke ned i en given proces i længere tid samtidig vil styrke evnen til at undertrykke impulserne til at søge noget andet. En kreativ skabelsesproces vil derfor kunne holde et barns opmærksomhed fanget i længere tid, særligt hvis det ledsages af den sidste og vigtigste værdi, nemlig nærværet.

Nærvær, fordi det formentlig er det mest dyrebare og mest værdifulde, som man kan give sit barn i dag. Lykkes man med at skabe nærværet, vil man kunne få ens barn til at føle sig set, elsket og værdsat, hvilket er en af de sundeste måder at præge sit barns hjerne på.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.