Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kunstnere, der har glemt kunsten

At kunstnere argumenterer, at noget er kunst, alene fordi det skaber debat, er et klart eksempel på, hvor galt et spor kunsten i Danmark befinder sig på.

Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer

Et stormvejr har rejst sig efter Københavns Kommunes seneste køb af kunst. Værket af Jakob Jakobsen er kort fortalt 20 A4-ark med politikernavne, der er benævnt som døde, og den massive debat herom har fået kunstnerkredse til at udnævne indkøbet som en stor succes. Det giver mindelser om en lignende ballade sidste år, da kunstmuseet Aros lod en kunstner plastre et ellers dejligt naturområde i Mindeparken ved Aarhus til i rød og hvid maling. Selv om de to kunstværker i deres egenart er ret forskellige, er de begge tegn på, at noget er råddent i kunstens verden.

Der uddeles hvert år anseelige direkte og indirekte beløb til kunstnere i håbet om, at de vil skabe store værker. Filosofien bag dette er, at mennesket ikke lever af brød alene – men også skal fodres på det åndelige plan gennem litteratur, musik, teater, skulpturer eller malerier.

Igennem historien er kunst gået hånd i hånd med civilisationers storhed. Og selv om denne forbindelse vanskeligt lader sig forklare præcist, så er det næppe nogen tilfældighed, at Fidias’ billedkunst og Euripides’ dramaer fandt sted midt i Perikles’ lykkelige og grandiose athenske æra, ligesom renæssancekunstens blomstring faldt sammen med de italienske bystaters økonomiske og politiske storhedstid. Kunst kan således inspirere, stille spørgsmål ved givne sandheder og vække stærke følelser. Med andre ord kan den berøre og fremelske de mest centrale værdier i menneskehedens sjæl.

Man sætter i fuld alvor lighedstegn mellem provokation og kunst. Problemet i denne definition er, at den i princippet også ophøjer autonome vandaler til store kunstnere.

Det er groft sagt dette rationale, der ligger bag den danske stats kunststøtte. Men spørgsmålet er, om alle milliarderne egentlig overhovedet bidrager til folkelig glæde og inspiration – for med tanke på den efterhånden totalt afsporede danske kunstnergruppe kan man godt blive i alvorlig tvivl derom.

Eksemplerne fra Aarhus og København illustrerer problemet. Det argumenteredes således i begge tilfælde, at værkerne var succeser, fordi de fremprovokerede debat. Udlægningen er imidlertid helt skæv: For der var jo ikke tale om dybsindige samfundsdebatter, men derimod opstandelser over, at offentlige midler overhovedet kan gå til barnagtige tåbeligheder. Og selv hvis debatten så faktisk havde handlet om de ønskede emner, så ville det stadig ingenlunde være tilfredsstillende.

For man sætter i fuld alvor lighedstegn mellem provokation og kunst. Problemet i denne definition er, at den i princippet også ophøjer fulde fodboldbøller eller autonome vandaler til store kunstnere. Og derved udvandes selve kunstens essens. Det tidløse, der hæver den over samtidens politiske fnidder, inspirerer menneskets sjæl og måske endda berører det transcendente: Det æstetiske, den smukke skabelse, som kunstneren har lagt al sin kunnen, energi og sjæl i at frembringe.

Det er for så vidt korrekt, at kunst også kan provokere og kommentere samfundet fra skæve vinkler, og der er talrige historiske eksempler på, at kunst har udfordret samtidens moral og normer. Et kendt eksempel er Michelangelos udsmykning af Det Sixtinske Kapels loft, som i den katolske kirkes øjne indeholdt en upassende grad af nøgenhed. Men når turister i tusindvis hvert år endnu i dag flokkes til Vatikanet for at se kapellet, så gør de det næppe for at mindes en 500 år gammel moralsk debat – de gør det for at lade sig indfange af det smukke lofts enestående skønhed, der stadig fortryller generation efter generation; netop fordi dets æstetiske storhed hæver sig langt over sin samtid.

Dronningen om kontroversiel kunst i Aarhus: Det er klart, at folk bliver ophidsede

Grunden er formentlig, at kunstnerne synes at have glemt kunstens grundessens og derfor er holdt op med at producere kunst af nogen varig værdi.

Og det er netop deri, kunstens egentlige værdi ligger. Kunst kan inspirere den menneskelige ånd, det kan gribe ud efter noget, der er større end os alle, i individet såvel som i nationen. Det er selvsagt vanskeligt at opstille på en cost-benefit-formel, hvordan kunsten reelt medvirker til samfundets fremgang, økonomisk eller åndeligt. Det er bare svært at forestille sig, at nutidens danske kunst bidrager til nogen af delene.

Skulle kunstinteresserede danskere nævne store kunstnere, ville navne som Michelangelo, Rafael, Thorvaldsen, Fidias, Shakespeare eller Krøyer sikkert komme i spil. Det er imidlertid vanskeligt at forestille sig ret mange navne på nutidige danske kunstnere, hvilket egentlig er besynderligt, når nu samfundet bruger så store midler på at fremme netop denne gruppe. Men grunden er formentlig, at kunstnerne synes at have glemt kunstens grundessens og derfor er holdt op med at producere kunst af nogen varig værdi.

I den nyeste sag er det interessant, at Jakob Jakobsen, svært forarget over kritikken, har udtalt, at det tog ham 10 minutter at lave det i Word – og at enhver idiot jo kunne gøre det samme. Han skal ikke bebrejdes, at skattepenge har været brugt til at købe dette ”værk”, men man kan bestemt bebrejde ham, at også han totalt har misforstået, hvad kunst er. Det er i sig selv lidt ynkeligt, at en voksen mand udsteder dødsønsker over kendte mennesker. Men det er endnu mere pinligt, at kunstneren faktisk forsvarer at have modtaget offentlige midler til at kreere noget, han ikke engang selv rigtig har gidet at bruge tid på.

At kunstnere argumenterer, at noget er kunst, alene fordi det skaber debat, er et klart eksempel på, hvor galt et spor kunsten i Danmark befinder sig på. Og det naturlige ville fra politisk hånd være at forlange forandringer eller begrænse den offentlige støtte. Denne debat vil kunstnere sjovt nok ikke have, og ve den politiker, der foreslår det. Han ville omgående blive udråbt som en skummel samfundsomstyrter med planer om at begrænse både armslængdeprincippet og endda selve ytringsfriheden.

Disse forudsigelige modsvar fra kunstnerne er dog fulde af huller. Armslængdeprincippet er ganske vist et fint princip for at undgå politisk kontrol, ligesom politikere heller ikke direkte dikterer andre områder, der allokeres penge til. Men man kunne opstille det tankeeksperiment, at alle patienter på en operationsstue døde. I så fald ville politikere forlange omgående handling – uden at det dog dermed betød, de ville stå og kigge kirurgerne over skulderen. Armslængdeprincippet har derfor kun en værdi, så længe de, der modtager midlerne, faktisk lever op til det, de skal.

Det hjælper heller ikke, at kunstnere stort set altid mener præcis det samme på alle større politiske områder og derfor efterhånden mest minder om en endimensionel og dybt forudsigelig politisk interesseorganisation

Argumentet om ytringsfrihed holder heller ikke. Der jo ingen, der vil forhindre kunstneres ret til at ytre sig for egen regning – men når kunsten støttes af offentlige midler, så må man også fra politisk hånd kunne forlange, at den skabte kunst reelt indeholder en kunstnerisk egenværdi og ikke bare fremprovokerer debatter.

Det er ikke denne skribents formål at afskaffe kunststøtte – faktisk er jeg principielt enig med kunstnerne i kunstens enorme værdi for et samfund. Men så længe kunstnerne kun synes optaget af at provokere, så er det ret svært at få øje på, hvordan samfundet skulle fremmes af det. Så hjælper det heller ikke, at kunstnere stort set altid mener præcis det samme på alle større politiske områder og derfor efterhånden mest minder om en endimensionel og dybt forudsigelig politisk interesseorganisation, der ikke bestiller meget andet end enten at tilsvine personer med forkerte meninger eller indhylle det danske folk, de ellers burde berige, i en lammende tåge af politisk korrekthed.

Studerende i filosofi: En ualmindelig syg kultur synes at herske i kunstnerkredse

Der er mange gode argumenter for, at det danske samfund skal støtte kunstens verden rundhåndet. Men det må kunne forlanges af de kunstnere, der nyder godt af denne støtte, at de rent faktisk bidrager den anden vej med egentlig kunst, der gør mere end at fremprovokere debatter; det har vi i forvejen rigeligt med folk, der gør. Man kunne derfor håbe på et internt opgør i kunstnernes verden om, hvad kunst faktisk er og skal. Men det vil næppe nogensinde ske – og vi må derfor se frem til fortsat at punge ud til makværker uden æstetisk og kunstnerisk egenværdi, som ingen om få år vil huske for noget som helst andet end debatten om, hvorfor de dog skulle offentligt finansieres.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Husk at tale med djævlen

Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: DR kan ”næsten være lige meget”

Morten Uhrskov Jensen
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.’s besparelser.

Blog: Skattesnyd koster for os alle

Gitte Seeberg
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre.

Amerikansk kommentator: Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er død

David Ignatius

kommentator, The Washington Post

At tale om palæstinensiske rettigheder nu om dage vækker foragt eller udløser blot en gaben. Palæstinenserne er gårsdagens problem. Selv araberne er trætte af deres stejle krav.
Annonce
Guide til ski i Grønland: Her er der skisæson både sommer og vinter
Skimæssigt kan Grønland næppe konkurrere med Norge eller Alperne, hvis man foretrækker gode anlæg, store løjper og barer med afterskiing. Til gengæld er naturen i Grønland vildere, og bjergene en stor udfordring. Vi viser vej til fire store skioplevelser. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her