Min søn reddede mig fra alkoholmisbruget

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når jeg zoomer nogle få år tilbage i mit liv, så synes jeg, at det er ufatteligt svært at forstå det uføre ud i alkoholmisbrug, som jeg i en periode befandt mig i. Min værdighed var gået fløjten.

Mit liv dengang står i grel modsætning til det gode liv i balance, som er mit liv i dag. Den transformation til et bedre liv kan jeg takke min kone, min bror, min bedste ven, men især min søn for. Han tog et modigt kæmpeskridt for at ændre sin fars livsform. Historien kommer her:

Jeg havde i alt for mange år drukket mere, end godt er. Hvorfor? Mest af alt pga. en vane, der indikerede en belønning. Måske også en flugt fra traumer i fortiden? Måske genetisk bestemt? Det er svært at afgøre. Måske en blanding.

Det startede uskyldigt med en fyraftensøl fredag efter arbejde. Så hver dag efter arbejde. Så hellere stærke øl. Så ...

Da jeg mistede mit arbejde, gik det helt galt. Dagene begyndte at smuldre bort med morgenøl på kvisten for at holde abstinenserne i ave. De stod i kø. Jeg selvmedicinerede mig selv.

Misbruget fortsatte dagen lang. Kroppen måtte have sit fix for at kunne fungere. Jeg var blevet afhængig af dette djævelske fluidum.

Mine venner kunne efterhånden ikke kende mig. Ditto min bror. Min kone var fortvivlet, men især min dengang 29-årige søn var fortvivlet langt ind i hjertet. Hvor var hans gamle gode far blevet af?

En dag, hvor han var hjemme på weekend, gik det for alvor galt. Vanen tro startede jeg om morgenen op med et par stærke øl. De kom overraskende retur. Nu sagde kroppen endelig stop. Men ikke nok med det. Jeg begyndte at ryste helt vildt, hjertet hamrede løs, en øredøvende hovedpine satte ind. Min søn kiggede på mig og sagde kort: »Far, du skal på sygehuset.«

Besøget på psykiatrisk skadestue var alarmerende. Det, at jeg skulle have haft selvmordstanker, var svært at kapere for mig dengang som nu. Men jeg skammede mig især over, at jeg åbenbart også har nævnt det for min søn ved en anden lejlighed, hvor jeg også havde været fuld. Det var frygteligt at tænke på og ikke en far værdigt.

Jeg, der er så glad for livet og dagligt forundres over min have, når jeg står op. Den bugner af urter, bær og frugt. Alle grøntsagerne, der bare vælter op af jordens automat.

Min trofaste kone med det smukke sind. Vores dyrebare søn. En guds gave. Jeg har alt.

Ja, jeg havde ofte jublet over livet og havde haft svært ved at gribe om det hele af bare lykkefølelse. Der var så meget at glædes over.

Derfor var selvmordstankerne, som senere blev omtalt i lægejournalen på skadestuen, uforståelige for mig. Men det skulle desværre ikke blive sidste gang på skadestuen.

Nej, det skete flere gange igen. Jeg kunne ikke holde mig fra sprutten. Jeg nøjedes ikke ”bare” med et par stærke øl længere. Det accelererede. Jeg fik abstinensanfald igen og igen og endte atter og atter på skadestuen til afrusning.

Min kone var fortvivlet for ikke at snakke om min søn. Han var nu virkelig fortvivlet, og i sin nød sendte han mig en dag et hjerteskærende, langt brev. Her kommer nogle få linjer:

»Kære far. Jeg skriver det her, fordi jeg holder umådeligt meget af dig. Det ved du også godt (....) Inde i hovedet har jeg skrevet på det her brev i omkring et år. Jeg håber, at du forstår grunden til, at jeg skriver så ærligt, som jeg gør. Det er ikke min mening at såre dig, og jeg håber ikke, at jeg kommer til at skubbe dig væk fra mig. Det er det omvendte, der er tanken med det her brev. Du drikker for meget, og det har du gjort længe. På det seneste er du nået til et sted, hvor det efterhånden er blevet svært for mig at se, hvordan du af egen kraft ”bare skal tage dig sammen”. Det mener jeg ikke, du er i stand til.«

Det var på én gang det sværeste og det bedste brev, som jeg nogensinde havde modtaget. Så svære ord, så ærligt. Jeg græd længe over brevet.

Men i eftertankens lys havde han ret. Jeg var ikke i stand til at hjælpe mig selv, for da jeg i nogle dage havde sundet mig, genoptog jeg igen den alkoholiske deroute.

Så en lørdag eftermiddag, da jeg kom hjem fra arbejde, blev jeg forundret. Min kone var underligt ordknap og tillukket. Hun plejede at være glad, når jeg kom hjem.

Min søn og svigerdatter, der var hjemme på besøg, sagde heller ikke noget. Jeg vidste ikke, hvad det hele handlede om og fik ikke noget svar, når jeg spurgte. Jeg kunne simpelthen ikke greje situationen. Der var noget i luften – men hvad?

Til sidst satte jeg mig ud på mit lille kontor og afventede det uforudsigelige. Det kom en times tid efter.

Jeg blev bedt om at komme ind i stuen, hvor min nærmeste tilkaldte familie alle sad tavse. Men så tog min søn ordet. Han læste med tårer i øjnene op af et manuskript:

»Kære far. Jeg elsker dig. Det skal du vide. Men i de seneste år er det blevet sværere og sværere at holde af dig. Nu er dit drikkeri blevet uudholdeligt (....), og det gør mig så forfærdelig ked af det. (...) Jeg bliver så urolig og bange for, at der skal ske dig og mor noget. Men jeg har holdt ved. Jeg har troet på, at med din viljestyrke så skulle du nok finde ud af det. Men sådan har jeg det ikke længere. Jeg havde sådan håbet, at min kæreste skulle møde min skønne far. Ham, som jeg holder så uendeligt meget af. Ham, der er så hjertelig, social, og uendeligt god ved alle. Jeg beundrer dig på mange områder. Du er verdens bedste far, når du er ædru. Jeg har faktisk, modsat mange andre, en far, der er værd at kæmpe for. Det her bliver mit sidste forsøg. Hvis du ikke accepterer et døgnbehandlingstilbud, som jeg har arrangeret (...), så ønsker jeg dig ikke længere i vores liv.«

Jeg sad tavs og græd. Det samme gjorde resten af familien.

Jeg havde gjort mine allerkæreste fortræd. Det var en svær situation at rumme. Det var tid til selvransagelse.

At min søn ikke længere stolede på mig. Det gjorde nas. Nu skulle det være slut. Min søn havde taget den helt rigtige beslutning. Den, jeg ikke selv var i stand til at tage pga. manglende selverkendelse.

Efter endeløse plantager på Egtved-kanten i Midtjylland dukkede den nedlagte højskole Familiecenter Tågelund frem – in the middle of nowhere.

Her tilbragte jeg fem uger blandt mennesker, der var i samme båd som jeg selv. Mennesker, der på samme vis ikke magtede at holde måde med alkohol. Jeg fik indsigt i misbrug, adfærdsændring, tab af dømmekraft, pårørendes bekymringer og sorger, om hvordan familier kunne splintres i tusind stykker etc.

En begyndende erkendelse om en livsnødvendig forandring af mit liv indlejrede sig i mit sind.

Det blev ikke i første omgang et klarsyn. Der var flere bump på vejen efter hjemkomsten, men de aftog.

I dag behøver jeg ikke længere undskylde mig selv over for omverdenen. Jeg kan gå den trygt i møde, ædru, og med rank ryg. Livet er blevet rigere, og det er i høj grad min søns fortjeneste. Stor tak til ham!