Mand, vis dine følelser – det er ikke tegn på svaghed. Det er modigt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For et stykke tid siden så jeg en dokumentarfilm om ”Manden fra Snåsa”. En mand, som har ødelagt sit håndled i en arbejdsulykke seks år forinden, sætter sig ved siden af en 80-årig healer, hvorefter han kan bøje og bruge hånden igen.

»Hvis ikke jeg var en mand, ville jeg græde nu,« siger han. Han er tydeligvis påvirket af miraklet og begynder faktisk at græde. Hvem ville ikke gøre det, hvis en længerevarende skade var forsvundet som dug for solen. Men græde skal han ikke, for han er jo en mand.

Ligesom jeg er han vokset op i en verden, hvor den eneste måde man kan være en rigtig mand, er ved at undertrykke eller ikke at anerkende en stor del af sig selv: sine følelser. Først nu er jeg ved at indse, hvor sindssygt og skadende for verden det er.

Gentagne gange spolede jeg tilbage og så scenen med manden, hver gang mere tåkrummende end den forrige, indtil jeg kun hørte sætningen, der ramte mig lige hårdt hver gang. Hårdt, ikke fordi det var noget nyt for mig, men fordi jeg uvidende og naivt havde troet, at det ikke var en del af virkeligheden længere.

Sætningen sendte mig tilbage i gymnasiet igen. Et sted, hvor det i drengeflokken handlede om at have ”den største pik og de største nosser”. Hvor man igennem hovmod, fråseri og magt, viste, at man var en rigtig mand. Det var et sted, jeg genbesøgte for nylig i DR3’s serie ”Fuckbois”, hvor seriens tre fyre viser sig frem gennem mærkevaretøj og købet af kæmpe flasker med luksusvodka.

Det handler hele tiden om ikke at tabe ansigt og for alt i verden ikke at få følelser for det modsatte køn – noget, de nedgør, hvis det sker for de andre, og selv forsøger at fortrænge, hvis de kan mærke følelserne. Indeni mærkede jeg en smerte og magtesløshed bygge sig op over kendsgerningen, at vi mænd undertrykker os selv.

Jeg hverken kan eller har lyst til at tælle, hvor mange gange jeg har hørt sætningen »vær en mand« eller hørt, at man skulle holde op med at græde og »mande sig op«. Jeg ved bare, at de var en fast del af min opvækst. Igennem sådanne sætninger lærer vi ikke blot drengebørn, at de skal fortrænge deres følelser, men også, at deres mandighed afhænger af det. Og det må siges, at vi er lykkedes.

Drenge bliver, modsat piger, ude af stand til at lytte til sig selv og generelt bare til at håndtere deres følelser. Og hvad sker der så, når frustrationerne bliver for mange? Vi vender dem udad og bliver fandenivoldske. Pludselig er det ikke så mærkeligt, at mange mænd ender i depression eller tyr til flasken og bliver alkoholikere. Heller ikke at mænd står for to tredjedele af alle selvmord, selvom man havde forestillet sig det modsatte.

Hvis man hele sit liv har fået at vide, at man kun igennem succes og magt kan være en rigtig mand, så er det ikke så besynderligt, at man bryder sammen, når man ikke føler, at man lever op til det ideal længere. At man dertil ikke er dus med ens indre gør ikke ligefrem situationen bedre.

Forestillingen om en rigtig mand er, som den har været i mange generationer. Hvor det at græde er forbeholdt kvinderne, og det at vise følelser og gøre sig sårbar bliver set som et svaghedstegn. Så længe det er den dominerende tankegang, vil både mænd og kvinder lide under det. Vi mænd, fordi vi falder fra hinanden og går i hundene. Kvinder, fordi de aldrig vil blive respekteret.

Kvinderne har haft deres feministiske revolution, men den er ufuldkommen. Så længe det, der i sin natur bliver set som feminine træk, kun er forbeholdt det kvindelige køn, har vi tabt. Så længe mænd stadig ser på de træk som svage – i mænd så vel som i kvinder – er vi ikke kommet en dyt længere. Først når vi selv begynder at kunne acceptere dem i os selv, vil kvinderne få deres ligestilling.

At så destruktiv en mandekultur stadig gennemsyrer vores samfund er ufatteligt. En kendsgerning, der gør ondt, hver gang jeg støder på den.

Det er på tide, at vi stopper med at undertrykke os selv og starter en kultur for de unge drenge, hvor man ikke peger fingre ad andre, når nogen viser følelser eller gør sig selv sårbare. I min optik er det nemlig ikke en svaghed, men noget af det stærkeste og modigste man kan gøre.