Giv nu Nuuk 2.200 meter

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen mødtes for nylig med Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut (den grønlandske regering). På mødet blev de enige om, at Danmark skal bidrage til at sikre infrastrukturinvesteringer i Grønland, herunder nye lufthavne. Det er gode nyheder. Den nærmere model for det danske bidrag kendes i skrivende stund ikke af offentligheden. Men som borgmester for verdens arealmæssigt største kommune – men med kun godt 23.000 borgere, heraf langt de fleste i hovedstaden Nuuk – er det helt åbenlyst, at Grønland har nogle helt særlige udfordringer, når vi taler infrastruktur.

Aftalen om et dansk bidrag til infrastrukturforbedringer er derfor mere end velkomment. Nuuk tiltrækker – som alle andre store byer gør det over hele kloden – i stigende grad befolkningen fra resten af landet. Nuuk vokser således også. Og samtidig – og heldigvis – oplever vi en betydelig vækst i turisme. Flere og flere forskere, forretningsfolk, mineselskaber, investorer og privatpersoner lægger deres vej forbi Grønlands hovedstad.

Langt de fleste kommer via København til Kangerlussuaq (det tidligere Sdr. Strømfjord). Man kan altså ikke flyve direkte til Grønlands hovedstad, hvis man kommer udefra. Og kommer man fra andre steder end Danmark, skal man først forbi København for at fange flyet. Man kan dog komme til Nuuk fra Island med mindre fly.

Men samlet set er Grønlands største by i disse år genstand for en ikke ubetydelig vækst, god økonomi, øget turisme, en ny havn og en lang række projekter i støbeskeen med nye boliger, institutioner, høj beskæftigelse, nye typer virksomheder og arbejdspladser osv. – men altså uden en lufthavn, der kan modtage store fly.

Nuuks og en – på tværs af alle partier – enig kommunalbestyrelse har derfor længe ønsket og arbejdet for en ny lufthavn i Nuuk med kapacitet til atlantfly. Det kræver en landingsbane på 2.200 meter. Og der er da også for længst lavet en grundig business case på rentabiliteten ved en sådan kapacitet og lufthavn i Nuuk – og tallene viser entydigt, at Nuuk ikke alene har behovet, men også at en sådan lufthavn faktisk vil være en god forretning.

I Danmark kender man godt til stor både folkelig og politisk modstand mod infrastrukturinvesteringer – tænk bare på Storebæltsbroen, Øresundsbroen og Københavns Metro. Ikke desto mindre kan man for alle tre projekters vedkommende i dag konstatere, at kritikerne tog fejl, og at de to broer samt metroen i dag er gedigne succeser.

Det samme står vi nu over for i Nuuk. Men det er ikke alene et spørgsmål om pengene til de vigtige og påkrævede infrastrukturinvesteringer i Grønland, der er på spil. Kampen er i høj grad politisk. Det er land mod hovedstad. Det er frygt for fremtiden over for fremskridtstro. Det er populisme over for seriøsitet. Det er det kortsigtede over for det langsigtede. Det er partipolitisk suboptimering over for befolkningens reelle behov. Osv.

For siden valget til Inatsisartut i april har det ene af partierne, der indgår i Naalakkersuisut, nu sået tvivl om, hvorvidt vi i Nuuk skal kunne fastholde og udvikle de positive tendenser, vi møjsommeligt har skabt til gavn for borgerne i såvel hovedstad som kommune, og som tiltrækker borgere fra hele Grønland.

Alle de positive takter, Nuuk oplever i erhvervslivet, i økonomien, i beskæftigelsen osv., er en optimisme, som selvfølgelig hele tiden tager temperaturen på alle de andre ting, der også sker i vores samfund. Der er forventninger og håb til fremtiden, der blandt andet hviler på en grundlæggende tiltro til, at de politiske beslutninger er rimelig fornuftige, at de er til at stole på, at de er langsigtede, at de er stabile og står ved magt, og at allerede veldokumenterede eller besluttede forslag rent faktisk realiseres. Men sådan er det desværre ikke altid i toppen af grønlandsk politik. Her bidrager man ofte til usikkerhed, tvivl ved sin afventende holdning.

Så når Naalakkersuisut nu – med Partii Naleraq i spidsen – sår tvivl om noget så grundlæggende som vores fremtidige infrastruktur og om en atlant-landingsbane i landets hovedstad – så skaber det uro og usikkerhed om fremtiden. Det er gift for investorer. Det er gift for byens og landets erhvervsliv. Det er dræbende for tiltroen til en ambitiøs og positiv udvikling – ikke bare for Nuuk, men for hele landet. Og ikke bare for lufthavnen – men også for alle de mange andre vigtige og spændende projekter.

Det paradoksale er, at Partii Naleraq, som er et dybt nationalistisk grønlandsk parti, med deres tøven i forhold til at sikre hovedstaden den nødvendige lufthavn, hæmmer deres egen hovedambition: et selvstændigt Grønland. For hvis ambitionen om et stærkt og selvstændigt Grønland overhovedet skal have en chance for at blive en realitet, så kræver det, at Grønland vokser befolkningsmæssigt. Det kræver, at vores unge og veluddannede har lyst til og har tiltro til en god fremtid i Grønland. Det kræver bedre økonomi, gode boliger, det kræver daginstitutionspladser, det kræver spændende arbejdspladser. Og så kræver det en infrastruktur, som modsvarer Nuuks størrelse og vækst og ikke mindst udnyttelse af vækstpotentialet – herunder en tilgængelighed via lufthavnen og med en kapacitet og hyppighed, som moderne borgere forventer både i deres private og professionelle liv.

Der vil for Nuuks udvikling være en verden til forskel på en 2.200-meters landingsbane eller en 1.195-meters landingsbane (som Partii Naleraq foreslår). Med Partii Naleraqs krav om 1.195 meter fortsætter Grønland med at tænke kortsigtet, småt og provinsielt. Men med 2.200 meter vil turister, forskere, politikere, erhvervsfolk, investorer, mineselskaber osv. kunne flyve direkte og uhindret til den destination, som langt de fleste af dem har som slutdestination, når de besøger Grønland. Og for de mange borgere i byen bliver muligheden for at rejse ud i verden – og modtage familiebesøg udefra – kun større. Fortsatte rejser ud til resten af Grønland forenkles desuden markant.

Lars Løkke Rasmussens tilsagn om vilje til at bidrage til at finde finansieringsmodeller er velkomment. Jeg føler mig ret overbevist om, at den danske statsminister ikke har drøftet hverken konkrete placeringer af landingsbaner, eller hvor lange de skal være, med Kim Kielsen.

Men derfor er det så meget desto vigtigere for mig at sende dette budskab også til den danske regering og det danske folketing: En rentabel investering, der reelt imødekommer de aktuelle og kommende behov, bør basere sig på fakta. Og fakta er, at der for Nuuks vedkommende foreligger en velbeskrevet business case, som viser, at Nuuk både har behovet, potentialet og rentabiliteten på sin side. 2.200 meters landingsbane i Nuuk er simpelthen en god forretning.

Jeg deler Kim Kielsens ambitioner om en 2.200-meters landingsbane i hovedstaden, men jeg har selvfølgelig derfor også en begrundet forhåbning om, at Kielsen sætter sig igennem og får sit flertal på plads i hans egen koalitionsregering. På vegne af borgerne, erhvervslivet og fremskridtet i Nuuk appellerer jeg således direkte til såvel Kim Kielsen som til Lars Løkke Rasmussen: Hjælp os med at sikre 2.200 meter i Nuuk.

Jeg vil ikke blande mig i, hvilke andre forhold der skal gælde i fremtiden i andre byer i Grønland. Jeg ønsker de bedste forhold over hele landet og for alle borgere. Men jeg er nu engang valgt til at varetage borgernes interesser i Nuuk og Kommuneqarfik Sermersooq, som resten af landets befolkning i stigende grad søger imod.

Hvis vi ender med en halv løsning, slår vi optimismen, investeringslysten, tiltrækningen af investorer, tiltroen til investeringer i boliger, vækst og beskæftigelse tilbage til start.

Vi må og skal have realiseret en ny lufthavn og landingsbane i Nuuk. Og jeg synes ærlig talt, det er tosset, hvis både grønlandske og danske skatteyderes penge skal bidrage til en dum og kortsigtet løsning – når nu den kloge løsning ligger lige for.