Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Fri os for myterne

Hvad skete der egentlig i 1960’erne, spørger dagens kronikør. For de fleste ikke meget andet, end at de passede deres arbejde og familier. Og jo, så begyndte kvinderne at køre bil.

Mit 68

En række personer skriver hen over sommeren om deres personlige oplevelser med det ungdomsoprør, der for 50 år siden ændrede verden og vores måde at leve på.

Send et bidrag på 7.000-8.000 tegn inkl. mellemrum til debat@jp.dk, mærket ”Mit 68”. De bedste bringes i avisen. Husk navn, titel og postnummer.

Se tidligere bidrag på jp.dk/mit68

Fra 1965 til 1978 boede min kone og jeg forskellige steder i hovedstadsområdet; det var en følge af, at jeg var blevet optaget på Landbohøjskolen på Frederiksberg i 1965.
 

Det var en tid, hvor rigtig mange unge gik i gang med længere skolegang og mere uddannelse, samfundet føltes også friere. Det var som om, der skete store ting omkring én. Der var en tro på fremtiden efter et magert tiår, der fulgte efter Besættelsen. Især var der nybrud i musikken – tænk blot på pigtråden og The Beatles, og i litteraturen, jeg tænker på Tage Skou-Hansen og Leif Panduro. Også i påklædning og opførsel fortsatte den bølge, der vel var begyndt med anderumper og rockere i midthalvtredserne, tænk blot på hippiebevægelsen og psykedeliske farver og dekorationer samt miniskørter. Der kom også gæstearbejdere til Danmark, og omvendt gæstede et stigende antal danskere andre lande.

Når jeg ser tilbage på mit liv, tænker jeg altid på tiden 1958-1968 som det lyse tiår: Der var økonomisk opgang, opbrud, mere frihed, og så var jeg jo nygift. Vi fik børn – der var 800 kr. i skattefradrag hvert år de følgende år, men så kostede jordemoderen jo også 500 kr. – kontant – ingen fornøjelser er helt uden omkostninger.

Naturligvis holdt man avis – for vort vedkommende Politiken. I den store verden trak krigen i Vietnam overskrifter, og diskussionen ramte også de unge danskere: Var man forpligtet til at stå last og brast med USA, der var det uundværlige bolværk, som vi f.eks. blev mindet om i det ”forsømte” tjekkiske forår? Det var en endeløs diskussion, hvor det var svært at tage en klar stilling.

Vi havde jo set rigtig mange tidligere kolonier blive selvstændige i de foregående år – skulle USA så ikke lade dem kæmpe deres egne krige? Men så enkelt var det jo ikke, fordi konflikten blev brugt af rivaliserende stormagter. Grækenland, Mellemøsten og Afrika var også til diskussion, uden at det hele blev meget klarere.

Herhjemme vakte kildeskatten og momsen mest diskussion, ophævelsen af pornografiparagraffen bemærkedes næppe – udviklingen var allerede gået videre. Naturligvis var der grupper, der forfægtede de forskellige partiers synspunkter, og der var også en kristelig bevægelse.

Mest arbejdede vi dog på at få vore eksaminer og at få familien til at fungere og så naturligvis feriejobs. Hver dag havde nok i sit. Det var noget uroligt i Frankrig, og i maj 1968 brød det løs i Paris, nærmest som en regulær borgerkrig. De Gaulle vaklede, men bestemte sig så for, at han ikke ville finde sig i den maskerade. Han forlangte et tillidsvotum og fik det.

Hvad skete der herhjemme? Ja, det blev nævnt, at nogle studerende havde besat rektor Mogens Fogs kontor. Fog havde gennemlevet en værre besættelse før og tog det ganske roligt. Alligevel var der uro på dele af Københavns Universitet, uden at jeg erindrer mig noget som helst derfra.

Jeg kan bedre huske, at Danmarks Kommunistiske Parti i tre dage gjorde Indre By usikker med demonstrationer mod regeringen, der var skyld i en fuldkommen uudholdelig og uansvarlig arbejdsløshedsprocent på 1,7. Til sammenligning var denne procent nul i Sovjetunionen, hvilket beviste det sovjetiske systems overlegenhed.

Alligevel blev vi ramt af dønningerne fra KU, idet ”Onde Helge” – undervisningsministeren – indførte nogle mærkelige institutbestyrelser på universiteter og højere læreanstalter. Og et år eller to senere var der ”folkestorm”, idet et par hundrede unge fra byen marcherede ind og besatte en del af Landbohøjskolen.

Jeg og nogle flere slog os igennem flokken og slap ud i det fri. Efter et par timer travede besætterne så hjem igen, og det var det. Måske var det de samme mennesker, der senere væltede plankeværket til Bådsmandsstrædes Kaserne?

Senere blev der opbygget myter om ungdomsoprøret, især af DR. En udsendelse om ”Gamle Danmark” var således ren historieforvrængning. F.eks. var der i en hel udsendelse en række episoder – der knap nok var københavnerbegivenheder, da jeg boede der. Kun ét indslag var fra ”provinsen”; det var folkedans i Jylland. Fuldstændigt kørt af sporet: I de år flyttede hundredtusindvis fra København, der var en snavset og stillestående by, til de nye forstæder og dermed andre kommuner, mens der skete rigtig meget i Jylland og andre dele af ”provinsen”.

På ét område skete der meget: Det var kvindefrigørelsen. I 1960’erne så man sjældent kvinder bag rattet, ti år senere var det almindeligt. Det skyldtes, at der kom flere kvinder på arbejdsmarkedet, og at deres kvalifikationer blev bedre og bedre.

I 1970’erne forringedes kvaliteten af det meste – kast blot et blik på de falmede fotos fra dette årti. Gyselige farver, dårlig kvalitet over det hele, hønsestrik, og hvad véd jeg.

På et kursus i 1970 (det handlede om anvendelse af radioaktive isotoper) foreslog jeg, at vi, mens tid var, skulle indføre en regel om, at 50 pct. af alle jobs skulle forbeholdes mænd, for hvis vi nu skulle til at konkurrere på lige fod med kvinderne, så ville vi aldrig kunne klare os. Det lo de meget af den sommer – alle kursisterne var mænd!

Der blev ryddet op i diskriminationerne, så der blev lige løn for samme uddannelse og anciennitetstrin. Det var en god ting, som jeg bifaldt. Men jeg var jo også lidt af en oprører mod det bestående.

Det nævner jeg, fordi det næste billede står for mig som det sorte tiår: Det er 1970’erne. Det væltede ind med problemer: oliekrise, jordskredsvalg, arbejdsløshed, inflation, devalueringer og rentehop. Det står for mig som det mest inkompetente tiår, jeg har oplevet. Inkompetente politikere, ledere, der ikke kunne forstå og ikke kunne magte de hurtigt ændrende vilkår, tal om dinosaurer og efter os syndfloden.

De fleste unge passede deres, men jeg vil nok sige, at der på universiteterne var en del, der ville forandre verden, men ikke magtede at passe deres egen lille hønsegård. I 1974 havde jeg taget en ung mand på ”tommelfinger” op i bilen, da jeg var på en længere køretur. Det var dengang meget udbredt at tage på ”tommelfinger”, og jeg tog ofte nogen med, måske især fordi der var mange udlændinge iblandt, som man jo så kunne underholde sig med.

Jeg spurgte den unge mand, hvad han arbejdede med, og han – der var dansker – svarede, at han arbejdede med politik. Kan man leve af det? Jeg får SU, oplyste han. Og jeg konkluderede, at han jo så måtte være indskrevet på et studium. Ja, men det er en formssag, forklarede han, i virkeligheden driver jeg politik for dig, for du har jo travlt med dit arbejde! Jeg var ikke glad for den melding, men kørte ham dog, så langt som han ville.

I 1970'erne forringedes kvaliteten af det meste – kast blot et blik på de falmede fotos fra dette årti. Gyselige farver, dårlig kvalitet over det hele, hønsestrik, og hvad véd jeg.

Med hensyn til miljøet så er det rigtigt, at der kom en lov med en række bestemmelser i 1974.

Det Konservative Folkeparti havde dog rejst spørgsmålet vedrørende strandene allerede i 1964, og der var bestemt ikke megen hensyntagen til miljøet i 1970’erne.

Kemikaliefabrikker deponerede gift, som vi nu slås med. Amager var stadig ”Lorteøen”, og Københavns Kommune byggede kloakrørene længere ud i Øresund, bl.a. med den epoxybehandlede ”Lynetten”.

Småsøer forsvandt i byggeaffald, store affaldsdeponier rejste sig mange steder, skidtet flød på strandene. Vore børn overlevede alligevel og var ikke så kede af 1970’erne– de kendte jo ikke andet.

Det blev 1980’erne – ”fattigfirserne” – der langsomt bragte orden (ro og renlighed) efter 1970’ernes sølleheder. I 1960’erne troede vi på fremskridtet, i 1980’erne og 1990’erne begyndte vi igen at få tiltro til det. Genopretningspolitikken bragte håbet tilbage.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her