Donor eller ej – når valget er et tabu

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er april, og en sms tikker ind. Den er fra en veninde, som vil informere om, at en i hendes mands familie søger en donor.

Nyheden er ikke ny for mig. Jeg har set hendes opslag på de sociale medier flere gange i løbet af de seneste uger, men jeg har undladt at svare, fordi mit svar ikke vil være hverken opløftende eller nødvendigt i situationen, fordi jeg har taget stilling for længst – jeg vil ikke være donor. Men nu hvor henvendelsen bliver så personlig og konkret rettet mod mig, kan jeg ikke længere undlade at svare. Jeg svarer derfor tilbage og forsøger på bedste vis at udvise forståelse for situationen, samtidig med at jeg står ved mit valg og min person.

Lad os lige slå fast. Mit valg bunder hverken i en religiøs overbevisning eller en generel modstand mod lægevidenskaben. Tværtimod, min mor er læge, og jeg har brugt både tid og energi på at finde ud af, hvordan jeg personligt forholder mig til spørgsmålet.

Men lige dér den eftermiddag i april følte jeg mig blottet. Lige dér følte jeg, at jeg var ved at fortælle en velbevaret hemmelighed, som potentielt kunne sætte sindene i kog – og det gjorde den, men hvorfor egentlig?

Svaret på det spørgsmål rummer selvfølgelig mange facetter, men en del af svaret er: Fordi svaret ikke stemte overens med det svar, som både min veninde, sundhedsmyndighederne, politikerne og mange andre danskere forventede at høre. Mit svar gik imod det svar, som samfundet har opstillet som socialt acceptabelt.

Medierne og politikerne plæderer med jævne mellemrum for, at folk skal tage stilling til donation – organdonation, stamcelledonation, bloddonation osv., men indirekte signaleres det også, at de ikke bare skal tage stilling. De skal sige ja til donation. Det siges som regel ikke direkte. Det ligger underforstået i den måde, vi taler om donation på.

Der bliver lagt vægt på nødvendigheden af donation, og der bliver spillet på følelser, svære følelser. Den slags følelser, som folk er bange for at se i øjnene. De følelser, vi skal forholde os til, når vi enten selv eller nogle af vores nærmeste må tage livtag med døden. Vi skal forholde os til vores egen og andres dødelighed, og vi får at vide, at vores valg kan redde liv – indirekte får vi altså også skudt i skoene, at et nej kan koste liv; i nogle tilfælde børns.

Den på forhånd fastlagte agenda ses bl.a. i den nationale handlingsplan for organdonation, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget i 2014 blev enige om at udstede på baggrund af indstillinger fra en faglig arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsstyrelsen; en arbejdsgruppe bestående af tilhængere for organdonation. Her fremgår det, at formålet med handlingsplanen er, »at styrke transplantationsområdet med en national handlingsplan for organdonation«, hvilket »skal opnås ved at sikre en fortsat positiv holdning til organdonation og transplantation hos befolkningen samt ved at sikre stadig opmærksomhed på muligheden herfor (… ). Målsætningen vedr. de pårørendes accept på 80 pct. blev nået i 2012. For dette mål fastsættes derfor en højere målsætning på 85 pct. (…)«. Målsætningen skal opnås ved hjælp af 23 tiltag, som bl.a. indbefatter brug af nudging på relevante websites, større brugervenlighed ved tilmelding til donorregistret, indførelsen af en årlig organdonationsdag osv. 23 tiltag med den fællesnævner, at de skal få folk til at sige ja til donation.

Men følelser er ikke faglige, de er umulige at anskue på en objektiv måde, og når vi kun forholder os til én side af sagen kombineret med følelser, bliver debatten alt andet lige forplumret og unuanceret. Vi får en debat, hvor det at sige nej til at være donor bliver ikke alene tabubelagt, men også noget som andre føler sig berettiget til at skele ondt til og tale nedsættende om, for hvem kan argumentere mod følelser, og hvem tager livet af små børn?

Ud fra et demokratisk synspunkt er det nødvendigt med en nuanceret debat, som også tvinger os til at forholde os til de etiske og moralske dilemmaer, som er forbundet med donation af menneskeligt væv og celler. Er vi mennesker ikke at opfatte som andet end omvandrende reservedelslagre? Hvor langt er det forsvarligt at gå i lægevidenskabens navn? Er det altid tilrådeligt at udføre et lægeligt indgreb, bare fordi vi kan? Vi vil langt hellere tale evigt liv, og så i øvrigt glemme alle de andre sammenhænge, hvor vi ivrigt taler om menneskelig overpopulation.

Den unuancerede debat er ud fra et etisk synspunkt både uhensigtsmæssig og en glidebane. I de senere år er der set en stadigt stigende italesættelse af den menneskelige krop som et samfundsanliggende. Nogle dele af samfundet taler endda om at gøre den menneskelige krop til fælleseje ved lov ved at gøre organdonation til hovedreglen, hvormed den enkelte aktivt skal kræve retten til egen krop tilbage gennem en aktiv viljeshandling ved det fyldte 18. år. Men siden hvornår er min krop blevet din krop? Og siden hvornår er det blevet okay for dig at udskamme mig, når jeg ikke vil dele min krop med dig?

Der er mennesker, der påstår, at der kun er én ting, der er sikkert i dette liv, og at det er, at vi alle skal dø før eller siden. Jeg vil gerne vælge at tro, at der findes i hvert fald en garanti mere; nemlig at vi alle besidder rettighederne til den krop, som er blevet os givet – det hvad end vi vælger at dele ud af den eller vælger at beholde den.

Jeg er enig i, at folk skal tage stilling. Det skylder vi både os selv og vores nærmeste, der ellers kan blive tvunget til at tage stilling i en meget sårbar situation. Men jeg har et problem med den manglende oplysning og tonen i debatten.

Samtidig må vi huske på, at den heftige og udskammende debat kan have en slagside. Den kan få folk til at undlade at tage stilling, fordi det kan være lettere end at skulle stå på mål for alle de knubs, fordømmende blikke og kommentarer, et nej til donation kan medføre. På den måde kan det virke lettere at undlade at tage stilling end at skulle forsvare sine personlige holdninger og rettigheder som menneske den ene gang efter den anden.

Og nu tilbage til min veninde den dag tilbage i april, hvor jeg måtte træffe valget mellem at skuffe et menneske, jeg holder af, eller at sælge ud af mine kernerettigheder som menneske og personlige værdier. Som så mange andre mennesker for donation tog min veninde ikke spor godt imod det; faktisk måtte den både være gal med min moral og intellekt, og jeg kunne måske endda også holdes ansvarlig for et andet menneskes død, når jeg ikke frivilligt meldte mig som donor. Beskyldningerne var mange, og de var desværre slet ikke særligt enestående.

Intolerance er nemlig blevet lidt af en folkesport, og den stortrives i de danske villakvarterer, hvor typehuse står side om side med deres sorte eller røde tegltage omkransede af ens klippede bøgehække. Vi omgås helst kun mennesker, der ligner os, og skulle de (Gud forbyde det) driste sig til at mene noget andet end os, så er vi ikke sene til at vende venskab til fjendskab.

Men lad det være sagt. Mit valg bunder ikke i, at jeg er et hverken kynisk eller følelsesforladt menneske. Jeg kan ikke undsige mig fra, at jeg selv kan blive bragt i en situation, hvor jeg vil sige ja til donation. Nogen vil sikkert kalde denne erkendelse for dobbeltmoralsk, men sandheden er, at jeg som alle andre kan blive grebet af følelser, angsten for døden eller angsten for at miste. For mit vedkommende skal donation dog være undtagelsen fra reglen. Jeg vil gerne forbeholde mig min ret til at forholde mig skeptisk over for den måde, vi ukritisk bruger lægevidenskaben på.

Jeg vil forbeholde mig ret til at sætte spørgsmålstegn ved, hvilket samfund vi ønsker på sigt, og jeg vil forbeholde mig retten til at bestemme ufortrødent over min egen krop. Kort sagt: Jeg vil træffe mine valg om donation på et oplyst og objektivt grundlag. Det er nemlig dét, der adskiller os fra dyrene; vores evne til at tænke rationelt og objektivt; vores evne til at handle uafhængigt af følelser og dyriske impulser.