Smid Tyrkiet ud af Nato

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Engang gav det god mening for den frie verden at alliere sig med en muslimsk militærmagt som Tyrkiet. Under Den Kolde Krig havde Vesten brug for Tyrkiet til at holde Sovjetunionen i skak, og Nato var Tyrkiets garant imod sovjetisk ekspansion. Men det var dengang. Efter Vestens sejr over den totalitære marxisme og Sovjetunionens sammenbrud forsvandt også fornuften i en vestlig-tyrkisk alliance.

Og med tiden blev det et andet Tyrkiet. Lige siden 2002 har præsident Erdogan undergravet det moderne Tyrkiets spinkle ikkereligiøse fundament. Hvad vi nu ser, er en stærk og provokerende muslimsk stat med stadig mere autoritære træk og osmanniske ambitioner. Overalt går Tyrkiet på tværs af USA’s, Europas og dermed også Danmarks interesser. I dag er Tyrkiet ikke længere en forbundsfælle for Vesten, men en modstander.

Det er på tide, at vores veje skilles. Og det er på høje tid, at Vesten mander sig op og sætter Tyrkiet grundigt på plads.

Tyrkiet hører hverken til i Nato eller EU. At nogen overhovedet kan overveje at lukke en muslimsk sværvægter som Tyrkiet ind i EU, bliver stadig sværere at fatte. Det kristne Europa har ellers mere end tusind års dyrekøbt erfaring med islam, men den samme antinationale og principløse EU-elite, som har virket utrætteligt for øget europæisk integration, kunne ikke og kan stadig ikke se noget problem i at give 80 millioner muslimer adgang til en europæisk union, som fejt har forsøgt at afskrive Europas kristne arv.

I dag bliver illusionen om tyrkisk medlemskab af EU kun forsøgt holdt i live af hændervridende EU-politikere, som lader sig afpresse af Erdogans konstante trusler om atter at åbne sluserne for folkevandringen over Middelhavet. Derfor forhandler Bruxelles’ kommissærer med Tyrkiet om at lade landets 80 millioner indbyggere få visumfri indrejse i Europa; derfor har Erdogan haft held til at afpresse de europæiske skatteborgere 43 mia. kr. til at hjælpe flygtninge fra en regional stamme- og religionskrig, som intet europæisk land har nogen skyld i.

At europæerne ikke altid skal føje USA, fik vi et eksempel på, da præsident Barack Obama i 2009 i Prag talte varmt for, at EU hurtigst optog Tyrkiet som medlem »for at forankre Tyrkiet sikkert i Europa«. Var der virkelig ingen, der havde fortalt den amerikanske præsident, at ikke én europæisk regering ville overleve at gå i brechen for Tyrkiet i EU?

Et af de mest tyndslidte argumenter for en fortsat vestlig alliance med Tyrkiet efter Sovjetunionens fald blev, at Tyrkiet skulle ”bygge bro” over kløften mellem Vesten og den islamiske verden. Men i dag, efter 30 års naivitet, er resultatet, at den islamiske verden har etableret talløse demografiske, religiøse og kulturelle brohoveder – på Vestens side af kløften.

I Syrien har Tyrkiet som ”brobygger” forsynet de mest fanatiske sunnimuslimske grupper med penge, våben og logistisk hjælp. Sårede krigere fra Al Nusra og Islamisk Stat er blevet plejet på tyrkiske hospitaler, hvorfra de kunne vende tilbage og genoptage deres jihad, deres koransanktionerede seksuelle udskejelser og udryddelse af kristne og yazidier. Slået på flugt har mange af dem nu fundet et midlertidigt fristed i Tyrkiet, hvor de samler kræfter til at rejse ”hjem” til Europa.

I Syriens sekteriske sump er der langt mellem de gode kræfter. Nato-landene har dog klogeligt valgt at sætte sine hovedkræfter ind imod de islamiske militser og har hjulpet den kurdisk dominerede milits SDF med hundreder af militærrådgivere samt Nato-våben for cirka 20 mia. kr. Dem har især kurderne gjort god brug af ved at udslette eller pågribe masser af islamiske krigere, som således ikke kan sprede ny rædsel i Europas byer. Tyrkiet derimod har brugt sine Nato-våben til at invadere Syrien og angribe de samme militser, som er de eneste nogenlunde pålidelige forbundsfæller, som Vesten har i det syriske kaos.

Tyrkiet bekymrer sig ikke en døjt om kemiske våben, civile ofre eller Syriens fremtid; Erdogans ambition er et islamiseret, ensrettet og militært stærkt Tyrkiet, og det kræver krig mod kurderne, også i Syrien og Irak. Erdogan udslynger nu voldsomme trusler imod de amerikanske og franske militærrådgivere i de kurdisk kontrollerede områder, og vi risikerer meget vel, at Nato-våben i hænderne på den tyrkiske hær dræber Nato-soldater. Det absurde er, at Natos såkaldte musketéred i princippet forpligter også Danmark til at risikere sine soldaters liv for et Nato-land, som åbenlyst foragter og modarbejder Natos liberale og demokratiske fundament.

Konflikten mellem Tyrkiet og Vesten handler i høj grad om værdier. Den Kolde Krig krævede, at Nato var en pragmatisk alliance. Kommunismen måtte inddæmmes, og Nato var endda nødt til at tolerere militærdiktaturer i sine rækker og lade Tyrkiet invadere Cypern i 1974. Men det sejrrige Nato er i dag mere end nogensinde et forsvar for værdier. Værdier, som kun den vestlige civilisation har frembragt: frihed, sekulære stater, retsgarantier til beskyttelse af individet og den private ejendomsret, frie valg og pluralisme.

Vestens værdier bliver dagligt trådt under fode i Tyrkiet.

I dag ville Tyrkiet aldrig blive optaget i Nato. Tværtimod ville Tyrkiet med fuld ret blive anset for at være en aggressiv, regional magt, som Nato skulle holde i skak. Og det er netop Natos opgave i dag.

I den verden og i den kultur, som bringer typer som Erdogan til magten, bliver tøven og eftergivenhed desværre ikke opfattet som venlighed, men som en svaghed, der kan udnyttes. I Ankara tager man kun ét slags sprog alvorligt: magtens sprog.

Derfor må Tyrkiet betale en dyr pris for at gå på tværs af Vesten.

Hvis Tyrkiet gør alvor af at købe for 16 mia. kr. antiluftskyts af Rusland, så bør Tyrkiet miste al adgang til Natos våbenarsenaler og reservedele.

Hvis Erdogan atter sender en flotille af gummibåde af sted fra Tyrkiet mod Grækenland, må det opfattes som en aggression og en invasion, som Natos flådefartøjer i fællesskab må afvise.

Hvis Tyrkiet fortsætter sin offensiv i Syrien og dermed svækker kampen imod islamisk terror, så må Nato hjælpe kurderne i SDF med at slå den tyrkiske hær og dens islamistiske forbundsfæller tilbage. Desuden skal Nato- og EU-landene ikke længere tillade Tyrkiet at diktere, hvilke politiske organisationer og politikere vi i Vesten skal opføre på såkaldte terrorlister. Vi afgør selv, hvem der er venner og fjender.

Hvis Erdogan fortsat forfølger sine politiske modstandere på europæisk territorium, skal tyrkiske diplomater udvises fra alle Nato-hovedstæder. EU bør én gang for alle indstille forhandlinger og kontakter, der har til formål at gøre Tyrkiet egnet til at blive medlem af EU - og holde op med at forære europæernes penge til tyrkerne.

Ja, det vil uundgåeligt føre til konfrontationer. Men det er jo netop derfor, at vi fortsat har en vestlig forsvarsalliance ved navn Nato. Hvis ikke vi sætter os i respekt over for Tyrkiet i dag, vil vi fortryde det bittert i morgen. Det viser historien med al tydelighed.