1968-kommentatorer var kun tilskuere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er jubilæumstid for ungdomsoprøret. I den anledning er en række kendte og medievante veteraner, der var tilskuere til datidens begivenheder, faret til computeren og til fjernsynsprogrammer. Her erklærer de næsten samstemmigt oprøret den gang for et resultat af en forkælet, borgerlig ungdoms krav om endnu bedre vilkår i en verden af vækst og først og fremmest af lov og orden. Angiveligt var det et oprør mod autoriteterne for at få endnu større frihed og selvstændighed. Det signifikante er, at kommentatorerne næsten uden undtagelse var tilskuere. De så skeptisk, fjendtligt på oprøret. De deltog ikke. De hørte oftest til det, der var højrefløjen. Det gør de stadig. Nogle af dem blev politikere, ministre, andre blev universitets- og mediefolk. De fleste af dem har brugt deres liv siden til at bekæmpe oprørets effekt på samfundet. Faktisk lykkedes det aldrig at få bugt med oprøret. I stedet tog de dele af oprøret til sig, tog ejerskab til mange af dets mest indlysende resultater.

Lad os se på oprørets baggrund, så vi kan drage erfaringer til fremtidens kampe og konfrontationer: I USA skød rednecks i sydstaterne for at dræbe ”easy-riders”. Negre blev lynchet, hældt over med benzin og brændt af. Parolen imod racismen lød: »Oink, oink to the pigs and all power to the people«. I Rom stod der på en bro over Tiberen: »Kill your babies in order to prevent them from becoming Americans«. I København var parolen: »Forskning for folket, ikke for profitten«. I Oslo stod der: »Vilde fugle flyver, tamme har længsel«.

Både på Renault-bilfabrikkerne i Paris og hos Thrige-Titan i Odense blev direktører spærret inde på lokummer af rasende arbejdere i vilde strejker. En vild strejke var spontan og ikke afstemt med fagforsteningen først. Det var ikke lønnen, men arbejdernes vilkår, der var blevet utålelige. Det havde fagforsteningen ikke forståelse for, for den var gearet til løn- og arbejdstidskonflikter. Ikke til kampen for tålelige arbejdsvilkår og livskvalitet. Ikke til problemer med sikkerhed og velfærd. De dagsordener meldte sig i og med, at omverdens- og miljøproblemer blev aktualiseret. Hvis en elektriker blev brændt af ved berøring med en lystavle, så var han brændt af i enhver henseende. Fagforeningen hjalp ikke. De vilde strejker viste løsningsmetoder. Studenter lavede de dengang kendte ”urimelighedsrapporter” om giftig maling, om usikre elinstallationer osv. Det gjorde de sammen med arbejdspladserne. Ikke med institutionerne. De tog ”forskning for folket” bogstaveligt.

Det er vigtigt at forstå, at det, der gik for sig i Danmark – set i bakspejlet – var fredsommeligheden selv. Der var begrænset politibrutalitet og vold. Næsten ingen politiske rystelser. Alt det kom senere. Og der var en vis lydhørhed over for kravene. Der kom nye universiteter (RUC og AUC). Arbejdsforholdene i industrien blev ofte forbedret, og først og fremmest blev kvindernes rolle i samfundet fra nu af gradvis ændret fra underkastelse til mere og mere ligestilling.

MeToo er det seneste vulkanudbrud i kampen for ligeværdighed, respekt og kvinders ret til at bestemme over deres liv og deres krop. Noget af det, der skete, gjorde ondt f.eks. på forladte mænd i sammenbrudte ægteskaber. Noget af det var vildt, flippet, uforsvarligt, forkert.

I andre lande var oprøret langt mere omfattende og farligt. Præsident de Gaulle måtte flygte ud af Paris og tage ophold i Vesttyskland, fordi store dele af byen stod i brand. I gaderne var der bål og barrikader, og sårede blev kørt på hospitaler i et væk. I Østeuropa blev demonstrerende folk skudt ned. Også i USA (Kent State University). At borgerlige og tidligere revolutionære kan få det til oprør mod ro og orden og opgør med god borgerlig tradition og levemåde, er naturligvis korrekt, men irrelevant og skyldes enten camouflagestrategi eller reaktionært snæversyn. ”Det kommunistiske manifest” skrevet af Karl Marx i 1848 havde forudsagt, at borgerlig moral ville bryde sammen under de økonomiske love, som kapitalismen gennemsætter som sin eksistensbetingelse. Så disse jeremiader fra dårligt orienterede kritikere (på elendigt nudansk: tudekiks) havde kunnet undgås. De kunne bare læse på lektien i tide. Med større relevans ville de kunne fremføre de modsatrettede lovmæssigheder om forløbet af menneskelig opstand mod undertrykkende politiske systemer. At revolutionen altid æder sine egne børn. At backlash altid sætter ind, når dansen i gaderne og musikken på barrikaderne er fadet ud.

Da revolutionen var på sit højeste ind i 1970’erne, var selv i Danmark det borgerlige samfund truet af så mange sammenfaldende oprør, at stemningen handlede om frygten for et sammenbrud for systemet. Christiania truede med at blokere jernbanetrafikken, typograferne på Berlingske satte sig til modværge mod politibrutalitet og RUC måtte se en årgang af de studerende relegeret, fordi universitetet var så rødt og samfundskritisk, at det forræderiske Socialdemokrati måtte komme til undsætning, for ikke at få det helt lukket af et borgerligt flertal i Folketinget. Vi er nu otte år længere fremme. De revolutionære var allerede splittede, mange var på vej til etablerede positioner, de mange blomster blomstrede i hver deres retning. Uenighed gjorde ikke stærk. Den herskende samfundsorden havde stadigt lettere spil.

De vilde strejker blæste bort i vinden. De østeuropæiske ”socialistiske” systemer kunne overleve nogle år endnu.

Men som den dialektiske materialisme forklarer, foregår samfundsudviklingen i den store, den lange bevægelse i tese – antitese – syntese. Oversat til oprøret og de revolutionære tiltag i 1968 er det som om, historien følger en manual: Fra oprør til nederlag betyder, at nye oprør vil komme lige så sikkert, som højkonjunktur følges af krise i den kapitalistiske økonomi.

Hvem tror, at lønarbejdere i al evighed vil finde sig i den opsplitning, som forsøges bragt i anvendelse nu igen? En kile mellem læreres krav om anstændige arbejdsvilkår og de øvrige lockout-truedes lønkrav bliver fabrikeret for at ødelægge sammenholdet på arbejderside. Hvem tror, at Occupy Wall Street var sidste gang, de unge og også de ikke længere unge greb til nødværge? Hvem tror, at universitets- og skoleungdom vil finde sig i konkurrencestatens kvælergreb i al evighed? Hvem tror, at man kan bilde alle ind, at de bedste eksamenskarakterer er lig med bedste livskvaliteter?

Ser vi tilbage på revolutionernes historie, ser vi, at revolutioner drukner i blod. Men vi ser også, at parolerne fra gadens kampe, fra de besatte bygninger osv. bliver virkeliggjort om ikke i takt med, at de bliver formuleret, så i takt med den nødvendighed vi mennesker har for at skabe tålelige – og nu også overlevelsessikre – eksistensbetingelser.

Men krakilske kritikere ser tilbage i selvbetagelse over, hvad de på sidelinjen kan evaluere om et oprør, som de aldrig nåede om bord i. De er hævet højere over jordoverfladen, end oprørerne var. Det havde været mere autentisk at overlade analyse og vurdering af ungdomsoprør til deltagerne, eftersom tilskuerne netop var tilskuere, fordi de var modstandere og kun kunne se det hele som en ond drøm. De har glemt det meste. De har kun lært at undgå andre følelser end deres angst og forbitrelse. De har ikke lært, at verden er mere modsætningsfuld end deres drømme om et forsvundet samfund, hvor man sagde »De«, var høflig, autoritær og disciplineret. De udstiller ikke noget kalejdoskopisk billede af den virkelighed, deltagerne forsøgte at forholde sig til. I stedet udstiller de en kikkert, der vender den forkerte vej.