Derfor graver EU sin egen grav

Ingen kan som EU undergrave egen eksistens. Eurokraterne, det europæiske aristokrati, forstår ganske enkelt ikke, at de centraleuropæiske lande nægter at følge Vesteuropas fejlslagne udlændingepolitik. Visegradlandene Ungarn, Polen, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet nægter at makke ret, på trods af at Viktor Orban & Co. bliver udnævnt til de store syndere af EU's magtelite. Men spørgsmålet er, om ikke Viktor Orban er tæt på at være en af de eneste statsmænd, som Europa netop nu kan diske op med?

Et gammelt mundheld hedder, at ”med sådanne venner behøver man ingen fjender”. En let omskrivning kunne være denne: EU-systemet er først og fremmest truet af sig selv og den skadelige politik, som unionen fører på udlændingeområdet.

I 2004 blev otte tidligere kommunistiske diktaturer medlemmer af EU. Estland, Letland og Litauen havde under den kolde krig ikke engang på papiret haft deres egen stat, men var en del af sovjetimperiet. Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien var på papiret selvstændige, men blev reelt regeret af kommunistiske partier, der ikke tålte opposition. De otte nationalstater ønskede efter uafhængigheden medlemskab af EU, i høj grad af økonomiske grunde (fattigere EU-lande modtager større overførsler fra EU-kassen), men nok også som en markering af, at de hørte til mod vest og ikke mod øst i Europa.

Allerede tidligt under den kolde krig begyndte flere og flere frie, vesteuropæiske lande at tillade indvandring fra den tredje verden. Storbritannien lagde ud i slutningen af 1940’erne, fulgt af Frankrig i 1950’erne. Tyskland, Holland og Belgien kom med på vognen snart efter, og også de nordiske lande, især Sverige, åbnede op for indvandrere og flygtninge fra ikke-vestlige lande. Samtidig kom så godt som ingen frivilligt til landene bag jerntæppet, og dermed lagdes grunden til en meget forskellig politisk udvikling mellem Vest- og Østeuropa.

Og så er vi fremme ved år 2004 igen. De otte lande, der nu blev medlemmer af EU, var nok fattigere end resten af os, men de havde naturligvis adgang til moderne medier. Når en polak, ungarer eller tjekke derfor kunne se, hvad der foregik i kæmpeghettoerne i Frankrig, i de ditto svenske, i adskillige berlinske bydele som Neukölln eller i Bruxelles, måtte de spørge sig selv, om de ønskede det samme for deres storbyer. Svaret faldt let for dem og deres politikere: Et rungende nej til at eksperimentere med eget land på linje med, hvad Vesteuropa gjorde.

EU’s daglige ledelse varetages i disse år mest af Tysklands Angela Merkel og af EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker. De to repræsenterer EU-systemets forsøg på at presse de central- og østeuropæiske lande til at tage imod asylsøgere. Det sker under trussel om at fratage lande som Polen, Ungarn og Tjekkiet de lukrative EU-tilskud. Alt tyder imidlertid på, at svaret er et blankt nej til at betræde Vesteuropas kurs.

Den anerkendte tænketank Pew Forum gav for nylig sit bud på, hvor mange muslimer der vil være i de europæiske lande, hvis udviklingen fortsætter. Pew Forum opererer med tre scenarier. F.eks. vil Sverige i et højscenarie i 2050 have en muslimsk befolkningsandel på chokerende 30,6 pct. Udviklingen i Polen ser ifølge Pew Forum helt anderledes ud. Her vil den muslimske andel være vokset fra under 0,1 pct. i 2016 til 0,2 pct. i 2050. I Tjekkiet går det fra 0,2 pct. i 2016 til 1,2 pct. i 2050. For Slovakiet hedder tallene 0,1 til 0,7 pct. Ungarn vil blive ramt hårdere og ifølge Pew se andelen af muslimer vokse fra i 2016 0,4 pct. til 4,5 pct. i 2050. Selv dette væsentligt højere tal for Ungarn vil i 2050 være en lavere andel, end Danmark har i dag, hvor den er 5,4 pct.

Og man må spørge sig selv: Hvordan kan man forestille sig, at lande, der tidligere har levet under kommunismens jernåg, vil acceptere masseindvandring fra den tredje verden? Det er ikke engang nogen økonomisk fordel at være medlem af EU. Det er såmænd heller ikke en ulempe, men fordelene ved det indre marked ophæves af, at det enkelte medlemsland ikke selv kan indgå handelsaftaler med lande uden for EU. Det påviste en række forskere, bl.a. danske, i juni 2016.

De central- og østeuropæiske lande er udmærket klar over, hvilken ideologisk dagsorden der hersker i EU. Mon ikke de er klar over, hvad EU’s udenrigskommissær Federica Mogherini står for? Det var hende, der i 2015 udtalte dette:

»Jeg er ikke bange for at sige, at politisk islam skal være en del af billedet [i morgendagens Europa].«

Læs venligst citatet igen. Det lyder ganske uhyggeligt. Federica Mogherinis kommunistiske fortid fornægter sig ikke. Hendes totalitære tankegang går ikke upåagtet hen i lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet. De har prøvet det før. De ønsker det ikke igen.

For Dansk Samling som EU-modstandere er de tidligere kommunistiske lande i EU gået hen og blevet en gave sendt fra himlen. De bidrager til at gøde jordbunden for en afstemning om dansk medlemskab af EU, og Dansk Samling har en køreplan:

1) Danmark udtræder af Schengen.

Det overnationale Schengen med de åbne grænser er en selvskabt EU-ulykke. Schengen gør det umuligt effektivt at bekæmpe masseindvandring og kriminalitet hen over grænserne. For at undgå dette har et flertal af danskerne to gange stemt nej til en EU-traktat, vigtigst i 1992 med nej til Maastricht-traktaten, anden gang i 2015 med nej til afskaffelse af Danmarks retsforbehold. Det er på tide helt at udtræde af dette skadelige samarbejde.

2) Danmark afholder folkeafstemning om medlemskab af EU.

En folkeafstemning bør afholdes om selve Danmarks medlemskab af EU. Fremtidige handelsaftaler med EFTA, styrket samarbejde med de øvrige nordiske lande, forbliven i NATO og selvstændige handelsaftaler med lande uden for EU vil sikre dansk velstand og velfærd i fremtiden.

3) Danmark fortsætter ad selvstændighedens vej

Danmark vil selvfølgelig stå over for en omstillingsperiode i tiden efter udtræden af EU. Danmark er imidlertid en meget betydelig nettobidragsyder til EU med ca. 6 mia. kr. om året. Når dette beløb lægges til det langt større sparede milliardbeløb ved en omlagt udlændingepolitik, er det fuldt ud muligt midlertidigt at kompensere de erhverv, der i nogle år måtte lide et økonomisk tab som følge af Danmarks udtræden af EU. Igen gælder, at Danmark samlet set ikke vil lide noget økonomisk tab på grund af forbedrede handelsmuligheder med lande uden for EU.

Mens vi støt og roligt arbejder på en folkeafstemning, vil vi argumentere for nødvendigheden af at udøve rettidig omhu: Luk grænserne – ikke mindst til Sverige, stop al indvandring fra ikke-vestlige lande og sæt gang i hjemsendelser i form af et økonomisk tilbud, som er så fristende, at de ikke-integrerbare ikke kan afslå: De vil få det så meget bedre i et land, hvor de ikke skal gå på kompromis med særligt islams leveregler.

At især islam breder sig i Danmark, skal vi ikke et sekund lukke øjnene for. Og det kan vi heller ikke mere, fordi ikke mindst det islamiske tørklæde fylder stadig mere i landskabet. Tørklædet er som bekendt - sammen med stormoskeer - det mest potente symbol på islams tilstedeværelse i Danmark. Tørklædet signalerer:

Jeg er muslim og kan ikke gifte mig med en indfødt dansk mand - medmindre han konverterer til islam og lover, at børnene skal opdrages islamisk.

Den indfødte befolkning er ikke god nok til at gifte sig med.

Mine børn skal opdrages islamisk, så nej tak til at tilpasse mig dansk kultur, ja tak til sharia.

Tørklædet er altså en politisk uniform og bør derfor forbydes i alle offentlige institutioner: Vuggestuer, børnehaver, skoler, hospitaler, plejehjem, domstole mv. Det bør ske, hvis man nærer det mindste ønske om at bevare den danske retsstat og dansk kultur.

I skrivende stund foregår der i Danmark og resten af EU-landene en kamp om territorier, der ytrer sig som en islamiseringsproces. Der er en befolkningsudskiftning i gang – demografien taler sit tydelige sprog – og der er allerede tabte territorier i Danmark, hvor sharia råder. Det er ikke gået så galt som i Sverige, men vi skal se til vores nordiske broderland og lære af det nedbrud, der er i fuld gang der.

”Kæmp for alt, hvad du har kært,” hedder det i salmen, og vi vil kæmpe for vores fædreland. Vi har kun ét af slagsen.